Måned: november 2012

Om det der var… en hukommelse!

A friend in need is a friend indeed… en passende beskrivelse for, hvordan jeg havde det med min hukommelse præ anno 2009. For hold da op, hvor den fungerede! Både arbejdshukommelsen (korttidshukommelsen) og langtidshukommelsen – og lad mig afsløre, at en tilnærmelsesvis fotografisk hukommelse er “praktisk” når man bl.a. skal igennem en 5-årig universitetsuddannelse!!!

Men o ve… det hører en hedengangen tid til! For så fik jeg børn – først et enkelt og det gik da nogenlunde, så kom nummer 2 Tornadoen, der jo for alvor mestrede tortur-“kunsten” søvnberøvelse – og ud røg alt, hvad der kunne betegnes som korttidshukommelse. Langtidshukommelsen og hjernens evne til at lagre viden består af uvisse årsager stadig… det vidner en bred viden om alt muligt mærkeligt fra historien om Louis Braille og hvorfor og hvordan han i 1824, i en alder af 15 år udviklede blindskriftalfabetet Braille, som stadig er det primært brugte system for blinde og svagtseende til at læse og skrive (ja, ja… læsehesten var allerede vækket dengang i 1.-2. klasse!) til historien om Marie Curie og radioaktivitetet, Mary Stuarts tragiske skæbne, 99 omgange af Tour de France og Wright brødrenes første flyvetur… Alt mulig og umulig viden, som på smukkeste vis er blevet lagret i min hukommelse gennem et liv med en “klæbe”hjerne – der nu mest er en saga blot! For ja, det kan være ganske nyttig viden – når man bevæger sig ud i Trivial Pursuit, Besserwisser og andre spil på paratviden. Men honest to God… den reelle brugsværdien af det i hverdagen grænser til et sted mellem minimalt og ubrugeligt!!

En fungerende korttidshukommelse – se det er noget der kunne være brugbart…! Tænk på alle de forgæves ture rundt i hjemmet, på arbejde og ja… alle andre steder for den sags skyld, som jeg kunne spare mig selv for.

Som barfodede ture, der forgæves tages fra badeværelset til tørretumbleren en tidlig tirsdag morgen efter… Ja, hvad var det nu egentlig lige jeg gik efter?? Boxershorts til William? bukser til Albert? Beats me!! Så vi tager da bare begge dele med! Tilbage på badeværelset – the scene of the original thought – og PING! det var jo mine egne bare fødder, der mangler indpakning! Så vi tager lige turen igen – mens jeg fokuserer min hjerne til at tage turen mumlende “strømper-strømper-strømper-strømper…tilmigselv-tilmigselv-tilmigselv”.

Eller turen op og ned af trappen på arbejde for at tjekke en dato inden opgørelse af kørselsregnskabet, for 30 skridt senere ikke at kunne huske om den evigt tålmodige regnskabsmedarbejder sagde 30/9 eller 3/9…!! Ja, ja korttidshukommelse må være en fantastisk ting… det har jeg i hvert fald en svag erindring om! For selvom man ikke kan huske fra sin næse til sin mund – så kan man godt huske, hvordan det var at kunne huske! Onde, onde hjerne!! Men i retrospekt, så ville jeg jo nok være nogle kilo tungere, hvis hukommelsen faktisk fungerede efter hensigten – al den utilsigtede motion jeg ville gå glip af!! Og nu, hvor den jo kun fungerer – at best – sporadisk, så må jeg (måske er vi flere) som træt småbørnsmor i stedet for sætte min lid til post-its og andre små lapper papir, hænder overskrevet med stikord, tal og tegninger og hvad ellers der var i nærheden. Og så krydser jeg fingre og håber på, at jeg husker det allermest vigtige – ungernes madpakke, sko, strømper, jakke, ungerne, mig selv!! Og nej, det er desværre ikke rigtig nogen selvfølge… For denne lidt-stressede-men-altid-noget-trætte-småbørnsmor har da præsteret at være kørt et par kilometer af pendlerturen til arbejde, for så at høre en glad stemme fra bagsædet “Ej mor, skal jeg med dig på arbejde i dag?” og hvad skuer mit øje i bakspejlet?? Et smilende, forventningsfuldt barn i autostolen… “Øhmmm nej… ikke lige i dag! Vi vender om med det samme…!” Om igen! Og denne gang nåede vi dagplejen og så krydser den lidt-stressede-men-altid-noget-trætte-småbørnsmor ellers bare fingrene for, at der ikke er et møde i kalenderen, som jeg nu må komme halsende for sent til… Men er der noget i kalenderen? Hvorfor kigger du på mig? – jeg kan da i hvert fald ikke huske det! Og så siger jeg til mig selv… det kan ske for, ja måske ikke de fleste, men så i hvert fald, selv den bedste??!?!

Men midt i det til tider kaotiske post-it helvede husker jeg mig selv på, at jeg jo trods alt i bytte for min nu ikke-eksisterende korttidshukommelse, har fået to lækre-smækre unger, som kun “periodevis” udfordrer deres mors tålmodighed, pædagogiske evner og mentale helbred med tornadolignende tilstande, igangværende brydekampe og snigende Ninjago krigere, der vælter ind og ud af teenagerland… MEN sovende børn (på eget værelse) er der intet negativt at sige om… og så har korttidshukommelsen været godt givet ud!

“Lykken er et godt helbred og en dårlig hukommelse.” 

Ingrid Bergman

Reklamer

Om fribrydere og tigerdyrsskydende Ninjago krigere

Hen over den forgange uges sommerhusferie har tornadoen tillagt sig helt nye, lettere destruktive, egenskaber… Den 1 1/2 år gamle dreng har nemlig udviklet sig til et mindre fribrydnings talent! Og dette talent er udelukkende i sin anvendelse rettet mod den 4-årige teenager – ja forsvarsløs er han ikke, og ofte indtager han da også selv rollen som “opspiller”… Men ind imellem kan man alligevel blive fanget – læs angrebet – fuldstændig off guard, og det var præcis, hvad der skete på en af dagene i sommerhuset!!
Scenen er sat: Den 4-årige teenager brokker og klynker i bedste 4-årig teenager stil (som taget ud af Manualen) hængende i køkkenet, hvor de stadigt tællende forældre laver aftensmad og tømmer opvaskemaskine… Ud af det blå kommer tornadoen – for det er sådan noget tornadoer kan! – og i bedste bryderstil stiler han målrettet mod den intetanende, stadigt brokkende storebror. Fuld fart på de små ben og med en halv meter til målet kaster tornadoen sig frem med armene strakt ud mod den stadigt lykkeligt uvidende og ja, brokkende storebrors hofter eller den øverste del af lårene – alt efter hvor godt det kommer til at gå… SUCCES!! Storebror går lige i gulvet!! De tællende og ignorerende forældre mærker straks skiftet, hvor teenageren forvandler sig til en brølende Ninjago kriger, og må nu i stedet kæmpe for ikke at bryde ud i højlydt latter med latterkramper som følge, for ikke at vække den brølende Ninjago krigers vrede! Alt dette mens tornadoen nyder sejrens sødme ved simpelthen at fortsætte sin brydekamp mod det nu ikke længere forsvarsløse offer.

Fuldstændig frygtløs fortsætter det spirende fribrydningstalent sin mission om at nedlægge Ninjago krigeren ved fortsat at kaste sig frem for at trække ham i gulvet… Og lad mig slå fast – der er en hårfin grænse mellem det at være frygtløs og dum! Men som jeg vist allerede har påpeget, så er evolutionen stadig på arbejde, so we’re sticking to fearless for the moment! Giving him the benefit of the doubt!!
Men nu er Ninjago krigeren kommet ind i kampen, så tornadoens odds for at vinde kampen mister lige så hurtigt luften som en utæt heliumballon! Den stadigt brølende Ninjago kriger finder i bedste ninja-stil den først mulige våben i kampen mod tornadoen – Tigerdyr bamsen! Og med den under armen – holdende den som et mindre maskingevær – med pruttende pistollyde lydende fra munden ja, så har vi den tigerdyrsskydende Ninjago kriger. Og ind går kampen nu for alvor Ninjago krigeren i bedste bredstående skytteposition og tornadoen stadigt kastende sig frem mod målet – nu med et adapteret brøl i stil med ninjaens. Kampen bevæger sig videre ind i Ninjago krigerens gode store sommerhus seng, og lad mig bare slå fast – tornadoens odds er igen i bedring! Og det nye talent får frit løb og udvikles i rivende hast… Det bevidner det måskegennemtænkte træk med at kravle op på ryggen af den lettere forpustede Ninjago kriger klamre sig fast til han ligger mere roligt og så ellers sætte ind med næverne mod ofrets ryg… Stadig til udbredt morskab for de hårdt prøvede forældre… Men som man siger: a picture speaks a thousand words, so enjoy!

20121125-222516.jpg

Og lad os bare slå fast – den dag tornadoen kan indhente Ninjago krigeren… Ja, så er der vist ingen tvivl om, hvem der kommer til at vinde (bryde)kampen – og det er ikke ninjaen! Så vi glæder os i nuet over, at hjælpen til at bryde faser og udfald og anfald nogle gange kan komme fra de mest uventede kanter…

Tornadoen by Night

Har i denne uge haft den noget blandede fornøjelse at dele soveværelse med Tornadoen en enkelt nat. Tornadoen i en weekendseng og moren i en alt for blød sommerhus seng… Lad mig slå fast, at den tidligere søvn terrorist faktisk som udgangspunkt sover hele natten – fra ca 19-7.30! Men når det så er sagt, så er det eneste andet positive at sige om Tornadoen by Night, at han IKKE snorker!! Magen til larmende, støjende, snakkede, moslende monster skal man lede længe efter… Og hvorfor skriver jeg så, at det eneste positive, der er at sige er, at han ikke snorker?? Ja jeg tror ikke man kan snorke, mens man snakker i søvne. Og barnet der snakker, råber, skriger, synger konstant i alle sine vågne timer fortsætter i samme spor, når han sover.
Så de trætte forældre reviderer deres påstand om, at der intet negativt er at sige om sovende børn… Der er intet negativt at sige om sovende børn, der sover på deres eget værelse!

20121122-094729.jpg

Den 4-årige teenager vender tilbage

Som forventet blev det en kort restitution for teenageren, der igen har vist sine skarpe kløer…!
Jeg har tidligere berørt fænomenet Tornadoen, som jo er en af de etiketter som vi, synes vi selv, meget passende benytter os af, når vi taler om Albert. Og ældsteynglet William er da heller ikke fri for etiketter… Den mest benyttede er stadig den 4-årige teenager, en etikette som for mig blev italesat af en god veninde, der linkede til en artikel fra “Vores Børn”, som på smukkeste vis slog fast – som en mindre åbenbaring -, at den FASE som mit nu 4-årige barn gennemgår, har et utal af lighedspunkter med den fase som den pubertetsramte teenager gennemgår. Dog med den ekstra udfordring, at den nu 4-årige teenager har nogle sproglige udfordringer, der for alle i dennes nærhed betyder, at den 4-årige teenager ikke ordentligt kan italesætte de “bump” på vejen, der forekommer. En artikel, der fremover blot er blevet kaldt Manualen.

Lad mig for god ordens skyld præsentere den nu 4-årige teenager som han ser ud hos os.
William, just 4 år gammel, meget rødhåret, viljefast, temperamentsfuld dreng med behov for tryghed og let til smil, men også let til tårer og udfald af apokalyptisk karakter.

I livet med en 4-årig teenager er der både op- og nedture, og heldigvis til stor nytte for forældrenes mentale helbred, er antallet af opture i en stadig opadgående kurve. En opadgående kurve, der brillierer med momenter af en stor, selvstændig, kærlig og omsorgfuld dreng, der med sit sprudlende humør og spontane “JUBII” udbrud formår, at, om ikke udligne så næsten opveje de teenage agtige udfald, hvor “dumme mor/far” er den mest benyttede del af enhver sætningskonstruktion!
Den 4-årige teenager formår, som også Tornadoen gør, at benytte sig af kasteskyts og andre udadreagerende udtryksformer. Det store fremskridt, der så må siges at være sket fra tornado fasen i 1,5-års alderen til teenager fasen i 4-års alderen er en forståelse af, at selvskade er DUMT – evolution i funktion!! Så i stedet for at tæske løs på gulvet og banke hovedet ned i gulvet, er fremgangsmåden nu i stedet for knyttede næver mod sofaen eller omkringgående forældre eller søskende! Og helst den, som har været den åbenlyse udløsende faktor, for det apokalyptisk karakteriserede udfald. Overvejelser om anskaffelse af en boksebold har flere gange været oppe at vende, men er af uvisse årsager endnu ikke effektueret!!

Manualen åbnede den stadigt mere tællende til 10+++ mors rullende øjne og afslørede til dennes store lettelse, at fænomenet jo ikke kun eksisterer på vores matrikel, men også i den bredere befolkning… Og også andre mødre (og måske også fædre) når til bristepunktet, hvor den anerkendende pædagogik ryger ud i samme tempo som de grå hår momentalt indtræffer hos de nu lettere hysteriske forældre! Nogle taler om en lille ting som 1. Verdenskrig, udløst af et enkelt målrettet skud mod en Østrig-Ungarnsk tronfølger i Sarajevo. Hos os er det 4-årig teenager vs mor med tyndslidt mentalt overskud og vigende pædagogiske kompetencer! For nok har den rødhårede 4-årige teenager et vidtrækkende og sprængfarligt temperament… …men han har det jo nok efter al overvejende sandsynlighed (ja ja, man er vel ikke akademiker for ingenting!) ikke fra fremmede… Hmmmm hmmmm…. Som mor så søn, eller hvad vi nu skal sige?! Så ind imellem når bølgerne går højt i livet med en 4-årig teenager, bør man på matriklen bevæge sig rundt efter devisen “Stay clear – fire in the hole. Skyttegravskrig in the making. Orienter dem venligst omkring nærmest mulige (nød)udgangs placering”… Et scenarie, der ofte ender i en smækket dør – fra moren (!!!), der trøster sig ved, at Manualen foreskriver, at det er helt normalt… Og derefter istandsættes Manualens aldeles fremragende løsningsforslag til håndteringen af den 4-årige teenager… “IGNORER, IGNORER, IGNORER”… Og så tilføjer de nu fuldstændige pædagogisk kompetenceLØSE forældre … Boksebolden MÅ være vejen frem!

“Når du for 20. gang har gjort noget helt ‘forkert’ og er blevet kaldt lortemor, er det, du hører dig selv råbe ‘så hold dog op med at råbe!’ eller har rungen i ørerne efter braget af den dør du selv har hamret i”

Og så husker vi hinanden på, at der ikke er noget skidt at sige om sovende børn… og vi falder igen nærmest lykkeligt ind i den glansbilledagtige illusion, hvor tornadoer og 4-årige teenagere er afløst af smittende børnelatter og børn, der ikke får anfald eller udfald som følge af modstand.

20121120-141300.jpg

Nu… en fire års fødselsdag senere… og velkommen i Legoland

Så passerede den næsten 4-årige teenager milepælen, der markerede overgangen til en vaske ægte 4-årig teenager – fødselsdagen! Den længe ventede dag, som absolut blev endnu sværere at vente på, da Emil passerede dagen – hele to lange dage før – og han havde jo fået LEGO i fødselsdagsgave, så straks steg forventningerne til herrens egen fødselsdag… Morgenen før konstaterer den åbenbart meget lidt fleksible mor, at “så, nu skal du kun sove én gang mere før det er din fødselsdag…” hvortil det meget prompte svar var “ej ØV altså… hvorfor kan det ikke bare være i dag?!”. Øhh ja… Det havde jo nok ikke hjulpet stort at bevæge sig langt ud i den faktiske ikke specielt børnevenlige historie om de mange timer på fødegangen den gang for fire år siden, med en baby, der ikke synes en kold torsdag aften var et tidspunkt at møde verden på . Så i stedet blev det et hurtigt svar om, at “ja man det er altså først i morgen og nu skal du op og spise morgenmad…” Hmm, det var lige før det obligatoriske dumme mor var blevet bragt i spil, men på en god tirsdag morgen blev teenage genet holdt i skak og i stedet indtraf der en stiltiende accept af realiteterne –for måske er der kun fødselsdagsgaver til de søde børn… eller var julegaver??? – either way, så var det optakten på en af de bedste dage længe med et bemærkelsesværdigt fravær af tornadoer og næsten 4-årige teenagere.
Da den næste nattesøvn endelig var overstået var den første i husstanden med øjne ikke overraskende fødselsdagsbarnet, der dog i sin iver for at putte under morens dyne på sin fødselsdag, helt havde glemt hele fødselsdagsgave konceptet – og ikke mindst de kronisk ikkefungerende ben, der til forældrenes store glæde har virket upåklageligt lige siden! Og hvordan er det nu lige det her gave koncept virker??? Ja, hvis man spørger den nu 4-årige, så ville det bare være lettest, hvis man kendte indholdet på forhånd! For den evigt tilbagevendende kommentar ved annonceringen af en gave har været “jamen, hvad er det??” Sagt med udslående arme og et skævt udtryk i ansigtet… Og ja, hvorfor skal sådan noget også være en overraskelse? Når man i stedet kunne glæde sig til noget helt konkret? Selvom man nu forstår hele fødselsdags konceptet – et år ældre, fejring i børnehaven, flag, gæster og det, at man faktisk ønsker sig en række specifikke ting – ja så er der stadig et stykke vej til at forstå, at man ikke kan få ALT, hvad man ønsker sig…
Men glæden var stor, da de første pakker havde afsløret deres identitet – sengetæppet med æblerne i trods og en Lego politimands lommelygte… Men (Lego) legen stoppede ikke her! Inden dagen var omme og mosters evner ud i kunsten at samle Lego, i et for William acceptabelt tempo var blevet udfordret, var drengens Lego sortiment allerede blevet øget anseeligt… Og det var da heller ikke en for William rimelig betragtning, at indtagelsen af mad kunne trumfe mosters arbejde med at samle Lego. Hos os er Maslows behovspyramide udskiftet med Williams og i den er det allermest væsentlige for at kunne fungere og leve så absolut LEGO og kun i hel samlet tilstand! Så må mad, ja selv den bestilte hjemmelavede jordbæris, vente…
Men Legofesten, …øhh fødselsdagsfesten, var ikke ovre med det. I dag stod den så på det sidste Legofest, nej fødselsdagsfest(!) og de uhensigtsmæssigt indpakkede gaver bød nærmest udelukkende på… ja, Lego. Så nu blev også 2xonkel og fasters evner ud i at samle Lego også testet – og de som også moster bestod… Tempoet taler den nu 4-årige ikke om, det går så længe teenage genet holdes i lommen. Og i lommen har det været hele dagen, med kun mindre påmindelser om, at ja, det er kun i lommen – ikke væk, ikke borte – men måske på restitutions ophold… Så frygt ej, det vender nok stærkt tilbage – som så meget andet af tvivlsom og uønsket karakter – vi glæder os allerede??? Men hvor teenage genet restituerer, så kan det ikke siges om forældrenes overskud, for tornadoen fungerer også solo and does it work!… Her er ikke behov for restitution, for mantraet være practise makes perfect and perfection doesn’t come over night – but damn close!

Men tilbage til fødselaren, der snart kan åbne sit eget Legoland… Eller i hvert fald en mindre Lego forstadsby beboet af slangeskurke, Ninjago ninjaer og en enkelt samurai, politimænd, banditter og minearbejdere og alle deres køretøjer, slangelignende helikoptere og hvislende slange monstertrucks til trods… Og er det så lykken? Hvis vi spørger den nu 4-årige teenager, der sluttede dagen af med 8×22 minutters Lego Ninjago på dvd’en og de matchende Lego Ninjago modeller til at føre legen lige ud på sofaen, så er svaret helt sikkert JA… Hvad han ikke bekymrer sig om, er de opbevaringsmæssige udfordringer, som de uforvarede forældre ser og det især sammenholdt med små og store lokale tornadoer og Legoædende hvalpe! Det i sig selv er en kombinationen, der han trække teenage genet hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet i en fuldtidsstilling plus det løse i interessetimer og spidsbelastningsperioder… Men for nu hviler roen over både 4-årige teenagere, tornadoer og Legodræberen og morgendagens konflikter og glæder kan der kun gisnes om, men Lego skal nok blive omdrejningspunktet for næsten dem alle… Velkommen til virkelighedens Legoland.

20121117-223913.jpg

Når lykken er rester…

Ja, nogle gange bliver der tid til andet end børn… og vi skal jo leve af noget, så derfor et indlæg om mad – reste mad.

Lørdag var det jo Mortens aften og det betyder traditionen tro AND. At den så her i huset først blev indtaget søndag aften er en anden side af sagen… En af fordelene ved én and til to voksne, en tornado og en næsten 4-årig teenager er, at der er godt med rester tilbage – og det både af anden og den gode fond-indkogte-sauce-velouté-brune-sauce… Ja ja der blev vel set Spise med Price og sovsen Jensen!

Nå, men i dag skulle de gode rester så sættes i spil, og eftersom arbejdsdagen endte med en delvis tvungen hjemmearbejdsdag, var der god tid til at skabe små øjeblikke af lykke i køkkenet (hurra for ikke eksisterende it-løsninger på nye computere, der efter 90 timer + stadig ikke er færdig installeret!!)…
Og lykken blev det… And a’la agro dolce i en tilnærmet version med pasta til. En skøn kombinationen af smagsindtryk – sødt, surt og varme i afpasset harmoni – comfort food at its best!

20121113-212139.jpg

Opskriften på denne herlighed, så godt som hukommelsen kan genskabe den, er som følger:
Rester af and trevlet fra hinanden – jeg havde et bryst og de to vingestykker tilbage
1 håndfuld bacon i tern
1 rødløg skåret i tynde både
1 stort fed hvidløg – finthakket
1 håndfuld rosiner
1/4 appelsin skåret i to både
1 god kvist frisk rosmarin – finthakket
1/2 glas rødvin
1-2 dl andefond
1 1/2 dl af den gode sovse rest
Evt fløde til at spæde op

Pasta afhængig af sultniveauet

Løgene og hvidløget klares i en klat andefedt (ja ja, vi får meget ud af en langtidsstegt and), hvorefter det trevlede and tilsættes og varmes igennem inden baconternene puttes i. Rødvinen hældes på og “koger af”, fonden tilsættes sammen med rosiner og appelsin… Lad det koge lidt ind ved svag varme 15 minutters tid inden den gode sovse rest tilsættes. Og så får det ellers bare lov til at stå og passe sig selv i en god halv times tid inden der bliver kogt pasta…
Smag til med salt og peber – hvis nødvendigt – og tilføj evt lidt fløde inden det vendes med den nykogte pasta… Drys evt med lidt ristede pinjekerner og friskreven parmesan ost… Mums!

Og det bedste er næsten, at der er rester til min frokost i morgen! Inden den i morgen står på langtidsstegt rådyrkølle med ovnbagte rodfrugter og hjemmelavet jordbæris med kardemomme til dessert… Det er ikke sådan med en 4-års fødselar i huset.

Op med humøret… det er snart mandag

…sådan ønsker en af mine kollegaer altid god weekend… og ja, med en tornado og en næsten 4-årig teenager i huset, så kan det hurtigt blive en trøst… Og for en god del af denne søndag, har det været et godt mantra! Den snart 4-årige teenager har for langt det meste af tiden holdt teenager genet i lommen, men DET kan ikke siges om tornadoen. Well, det er ikke et teenager gen, han ikke har holdt i lommen, men en af de før omtalte “det er bare en jeg-prøver-grænser-af-til-du-bliver-blå-i-hovedet fase”! Eller det messer vi i hvert fald til os selv, at det er “bareenfase – deterbareenfase – deterbareenfase -deterbareenfase”.

Albert sommer 2012

Så for god ordens skyld… Let me introduce to you – the Tornado… Fænomenet tornadoen er i husholdningen bedre kendt som Albert, 17 måneder gammel, lettere rødhåret, morsyg dreng med tendens til periodevis kort lunte og stort temperament og med et støjniveau, der ville kunne lukke de fleste offentlige institutioner efter et besøg af arbejdsstyrelsen.

Ingen hemmelighed, at den næsten 4-årige William altid har haft meget temperament, men tornadoen præstere vist at toppe dette…

Den ellers så glade, smilende og tillidsfulde dreng – aka Tornadoen – kan få anfalds lignende raseriudbrud, hvor man hurtigt som forældre bevæger sig fra “det er svært at holde maske overfor det mildest talt hysteriske barn” til øjne, der ruller i hovedet og der tælles utallige gange til ti – for kun sjældent er en enkelt runde nok… nåede vist til 160 under madlavningen, inden den anerkendende mor igen var til stede i lokalet! But what to do?!? Drengen vælger igen og igen på bedste hysteriske vis at hænge sig klynkende i mors bukseben, hvorefter et nej til endnu en tur omkring køleskabet udløser scener, som selv forældrehjælpsbøger ikke ville kunne have udtænkt!

Tornadoens cause of action: 1) SKRIG!!!, 2) KYL alt hvad du har i hænderne efter det sted, hvor det laver størst mulig skade, 3) KAST dig ned på gulvet – stadig skrigende, 4) RUL rundt – stadig skrigende, 5) kommer du i din rullen i nærheden af andre ting, der kan kastes med – SAML DET OP OG KYL det afsted fra liggende position eller alternativt rejs dig op KYL det afsted og smid dig ned igen, 6) spark med benene og slå gentagende gange med knyttede næver i gulvet, 7) ved manglende opmærksomhed fra forældre eller andre tilskuere… bank hovedet ned i gulvet. Hvis dette ikke udløser reaktion, så 8) FLYT aktionen tættere på forældre eller andre tilskuere, 9) SAML evt kasteskyts op og START IGEN fra nr 2… Og ja, hvorfor så ikke fra nr 1??? Ja, punkt 1 er helt essentielt i et hvilket som helst tornadoudbrud, så det stopper ikke, bare fordi tornadoens bane ændrer sig!

Heldigvis vender han hmm hurtigt tilbage til sit normale, gode humør igen, hvor der skraldgrines, mens der køres rollatorræs gennem hele huset med gåvognen (til stor fare for små hunde, ben, fødder, stole, borde og vægge). Her sætter det omtalte støjniveau, så ind igen – ørepropper anbefales ved besøg på matriklen! – i en blanding af frydefulde hvin, løvebrøl og snak (råbt ud). Lige indtil det næste tornadoudbrud, og hvorfor??? ja… your guess is as good as mine! Måske har den næsten 4-årige storebror snuppet rollatoren, måske er der ingen, der vil åbne døren ind til storebrors Lego slaraffenland, måske blev der igen sagt nej til et kig i køleskabet, måske…

Og så er det man finder trøst i kollegaens fredags hilsen “op med humøret… det er snart mandag”, mens man minder sig selv om, at der vel intet bedre er end sovende børn… og sengetids nedtællingen ER startet. Men når roen har sænket sig over tornadoer og næsten 4-årige teenagere, så glemmer vi forældre næsten lykkeligt (og måske lettere naivt), at vores poder også er andet end smil og små solstråler i et glansbilledeagtigt univers, hvor små chokoladeprægede fingeraftryk ikke er at finde på skabe og vægge, og hvor sofaen ikke driver i endnu et glas vand, der blev offer for Ninjago-krigerens skarpe samuraisværd.