Om det vi siger….

… og det børn forstår…

Idiomer, metaforer, figure of speech… kært barn mange navne… Men måske ikke helt så kært for vores børn, som for os selv!

Vi er alle opvokset med og har tillært os en lang række idiomer og metaforer som vi benytter os af på næsten daglig basis. Vi gør det for at forstærke budskabet, bringe humor ind i sproget eller bare for at gøre vores sprog mere levende. Men husker vi at overveje, hvornår vi bruger idiomer og metaforer og overfor hvem??

idiom, (af gr. idioma ‘ejendommelighed, karakteristisk udtryksform’, afledn. af idios ‘egen, ejendommelig, særegen’), fast billedligt udtryk bestående af to eller flere ord, der tilsammen udtrykker en mening, som ikke direkte kan udledes af de enkelte ord, fx at stille træskoene ‘at dø’.”

Den store danske encyklopædi

Lad mig afsløre svaret… Nej! det gør vi faktisk ikke altid… “Og hvad så?” kan man tænke, men sagens kerne er, at børn først begynder at forstå de almindelige og mest brugte idiomers og metaforers sande – tillagte – betydning relativt sent. Faktisk kan det først forventes, at børn kan forstå og dermed bruge disse mest brugte idiomer i 7-9 års alderen. Så hvad sker der, når man fx præsenterer et næsten 4-årigt barn for et – for en voksen – ganske udbredt idiom? Ja svaret er ganske enkelt – de tillægger ordene som idiomet er sammensat af en helt bogstavelig betydning og sammensat kan det giver nogle til tider morsomme – og ja fuldstændig ulogiske – konstellationer.

Lad mig give et eksempel… I weekenden var vi taget til Livsstils og boligmesse – fire mand stærk: far, mor, to børn og en klapvogn (som jo i sig selv udgør en udfordring på en vel besøgt messe!). Med til den kommende historie hører, at William et par dage i forvejen havde sat trumf på sin uopmærksomhed og var dejset ned fra en skammel i børnehaven med et ordentligt sår på overlæben som eneste synlige gevinst af aktionen. Men sej som man kan være, når man hastigt nærmer sig de fire år, så er det dagen derpå uden den store betydning, så nok om det indtil den velmenende og dog særdeles ubetænksomme kvindelige sælger gør sin entre…

Den velmenende og dog særdeles ubetænksomme kvindelige sælger stifter vi bekendtskab med ved en stand, der solgte diverse “danskproducerede cremer, shampoo mm. til hele familien uden parfume eller andet skidt”. Efter at have fremført sin store fine og forgæves salgstale, niver hun den intetanende tornado i kinderne, mens hun bruger hans røde kinder som et eksempel på behovet for de dansk producerede cremer uden parfumer og andet skidt“Ja jeg har brugt den til mine børn, og nu bruger de det til mine børnebørn – så hos os løber det i familien…” “HmHm… det må jeg så se på senere!” får jeg svaret inden jeg forsøger at krænge klapvognen rundt om det belejligt placerede hjørne overfor den velmenende og dog særdeles ubetænksomme kvindelige sælgers stand…. Men forgæves, hun fik øje på det lettere skamferede ansigt på den næsten 4-årige dreng og udbryder højt “Åhhh! Lille pus dog!!! Du har da godt nok været nede og kysse asfalten.” “Ja, det sker jo en gang i mellem” kommenterer faren og forsøger at få det næsten fire-årige barn med sig videre, mens det næsten 4-årige barn står meget mistroisk med hovedet lidt på skrå og iagttager den velmenende og dog særdeles ubetænksomme kvindelige sælger.

Vi når lige præcis at komme rundt om det før omtalte hjørne før William kommer hen og rykker mig i den ene hånd, inden han med grådkvalt stemme udbryder “mor… damen sagde, at jeg skulle kysse asfalten. Det vil jeg altså ikke!”, hvorefter tårene langsomt begynder at trille ned af den nu mere 3-årige end næsten 4-åriges lettere røde og åbenlyst creme hungrende kinder… Og så er det, at gode råd er dyre (for nu at bruge et idiom!)! For hvordan får man forklaret det ulykkelige barn, at den velmenende og dog særdeles ubetænksomme kvindelige sælger faktisk bare ville sige “Av, jeg kan se du har slået dig på overlæben”, men valgte at bruge et udtryk, som voksne mennesker bruger uden omtanke og som slet ikke betyder det hun rent faktisk sagde. 15-20 minutter skulle der gå og flere usikre udbrud fra den 3-årige, der nu igen langsomt nærmede sig næsten 4-årig tilstanden igen, om det uhensigtsmæssigt brugte idiom.

Og hvad er så moralen med denne lille historie – mit faktiske og ganske upraktiske eksempel? Børns tankesæt besidder ikke – i hvertfald ikke i næsten 4-års alderen – de tillærte sproglige brugsmønstre, som vores 30+ årige hjerner gør, så tænk før du taler – både til og i nærheden af mindre børn… Vi skulle jo nødig have alt for mange børn til at rende rundt og smide med sten i drivhuse!

“Jamen mor… Jeg vil altså ikke kysse asfalten…. Det er faktisk lidt ulækkert!”

Citat William – nu igen næsten 4 år
Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s