Måned: december 2012

Det store sorte hul…

Mon ikke de fleste af os til tider stifter bekendtskab med det – det store sorte hul, hvor ting på mest mystiske vis forsvinder hen, for aldrig at blive fundet igen! Det dukker op på de mest mærkværdige steder og sluger diverse genstande og her især sutter(!!), som efter længere tids eftersøgning, så efterfølgende afskrives som “bortkommet” – og det sorte hul flytter sig, hvilket jo ikke gør det lettere at undgå!

Hos os, har der igen været etableret kontakt med det sorte hul – mere præcist d. 22. december hen under aften. Der var tale om endnu et besøg af tornadoen, som jo må siges at have været særdeles aktiv i perioden op til jul og denne lørdag var ingen undtagelse… Efter en lang lørdag med julegavebyt og mange besøg af tornadoen, var en times køretur hjem da heller ikke ligefrem en udpræget fornøjelse – for det var med min 45 minutter full blown tornado, der da trods alt var fastspændt godt og grundigt i sin autostol, men det betyder jo så bare, at han finder andre måder at udtrykke sin utilfredshed på – og det er ved at smide med ALT i hans umiddelbare nærhed… Her i blandt begge hans sko!! Den ene fik jeg smidt i nakken 20 minutter før vi nåede hjem, den anden, ja… hvor blev den af? Mit umiddelbare gæt er, at vi har haft besøg af det store sorte hul! For hvordan forklarer man ellers den manglende sko – som blev afmonteret og kylet med inde i bilen og efterfølgende ikke er set (trods adskillige gennemsøgninger af bilen)?!?

Så i går bed jeg i det sure æble og fik indkøbt nye sko til barnet, der jo pludselig kun havde et par for store vinterstøvler eller et par canvas Converse støvler, der passede i størrelsen… Og det er årstiden trods alt ikke ligefrem til! Så hurra for, at udsalget begynder tidligt og de nogle steder starter med -60%… For så blev udgiften da trods alt mindre end forventet 😉 Og så afventer vi spændt, hvornår det sorte hul igen sluger sutter, sko, legomænd mm., eller om skoen nu på smukkeste vis vælger at dukke op igen – bare fordi der nu er indkøbt et par nye!

Reklamer

Tornado varsling

Advarsel!

Der er tornado varsel over matriklen og nærmeste omegn! Den må betragtes som værende yderst destruktiv, så al unødvendig indgang på matriklen må på det kraftigste frarådes indtil andet oplyses…. De fremadrettede prognoser er lige så usikre som dem DMI leverer, men forhåbningen er, at denne tornado fremkomst går i sig selv inden mandag, men igen prognosen er mildest talt usikker, så sæt ikke forventningen op efter stilhed efter stormen lige med det samme.

Jeg er en smule usikker på, hvor langt de er med navnene på tornadoer, så vi har valgt at starte sæsonen NU – en god uges tid for tidligt og dermed begynde med A og kalde den Albert.

Mad-grisen – Albert!

To tiloversblevne romkugler fra i går skulle konsumeres af tornadoen, der jo bedst lokkes fra diverse you-tube traktor-relaterede video med mad, og William – ja hverken teenagere eller Ninjago-krigere her i huset i dag! Og må jo efterfølgende konstatere, at Albert i højere grad havde kvast, mast, most den stakkels romkugle med multifarvet løstsiddende krymmel i de små tykke børnehænder end han havde spist af den…. Og det er jo så, hvad det er! Men tager mig selv i at udbryde, at det da er det værste svineri jeg længe har set…. øhhh i hvert fald siden han sidst sad der – til morgenmaden! Hvor han på smukkeste vis, syntes han tøj, bord, stol og gulv manglede et touch af havregryn, mælk og en lille smule sukker til at sikre den evigt klistrede effekt. Det tegner allerede godt for aftensmaden…Billede

På vej mod jul… trods alt

Julen nærmer sig med hastige skridt og vi kommer da også langsomt nærmere målet herhjemme… Lidt flere af de mange julegaver er på plads og det har vires lokale aftenpost vist også opdaget, han hilste i hvertfald ganske kækt “Goddag igen” ved aftenens pakkelevering…

Men de mange gaver er kun en lille del af hele jule-trummerummen… Der er også alt det andet, småkagebagningen, pynten, konfekten, hyggen, julefreden –hvad det så end er for en størrelse med tornadoer og 4-årige teenagere i husstanden?!? Og nu nåede vi til det første af konfekten – eller næsten, for choko-lakrids-mandlerne blev allerede klaret i fredags, hvis det ellers kan kategoriseres som konfekt. I dag er der så blevet lavet marcipansnebolde med lakrids, frysetørret hindbær og poppende pufsukker. Og de er en umiddelbar succes – ligesom pufsukkeret er hos ældsteynglet, der synes det sydende, poppende sukker på tungen var godt i en (citat:)lille mund“Det smager godt fordi jeg har en lille mund, det duer ikke, hvis man har en stor mund! Mor har du det? Må jeg få mere??!”

Og heldigvis har det ikke været en af DE dage, men det til trods nåede teenageren, da han alligevel ikke kunne undvære os en hel dag, at kigge frem og sørge for, at Alberts Playmobil kalender nu er uden overraskelse juleaften! SUK… Men nu ånder huset fred og ro med to sovende børn, og ja roen er fantastisk.

20121212-213848.jpg

Opskriften på de skønne marcipansnebolde har jeg fundet hos copenhagencakes.com, men den blev lidt tilrettet efter indholdet i mit viktualierum, så derfor ser min version sådan ud:

Ingredienser (ca. 25 stk)
160 gr marcipan
ca. 2 tsk lakridspulver (pulveriseret) – jeg har brugt engelsk lakridspulver
ca. 1 tsk frysetørret hindbær
ca. 1 tsk stærk kaffe
ca. 170 gr hvid chokolade
Pufsukker til drys

Jeg æltede marcipanen med lakridspulver, hindbær og kaffe og stillede det i køleskabet natten over. Trillede på dag 2 marcipanen til kugler og dyppede dem i chokoladen, som var smeltet over vandbad. Dryssede dem med pufsukker og så blev de stillet til tørring på bagepapir.

En af DE dage…!

Der er gode dage, der er nogenlunde dage og så er der DE dage…! Og det er en af dem, vi kan sætte kryds i kalenderen ved i dag… SUK! Dagen startede ellers meget godt – men så er det ellers gået ned af bakke siden, og ja, det vil så sige siden kl 6.40. Havde fra morgenstunden glæde af Tornadoen, der dog ikke var i dårligt humør, men med FULD fart på fra morgenstunden og max ude på ballade. Den 4-årige teenager valgte da også at gøre sin entre allerede fra morgenstunden af, så… sikke en skøn morgen det blev – med tornadoen, der skulle indfanges for at få ham i jakke, sko og hue – huen holdt dog kun i omegnen af 20 sekunder.  Og teenageren, der liiiiiiiiiiige skulle både det ene, det andet og det tredje – og ja, så skulle der da også fem minutter over afgangstid liiiiiiige findes noget legetøj, som skulle med i børnehaven… Og DET er ikke let, når man har så meget, at man selv har svært ved at overskue det! Men afsted kom vi da – nu med nogen forsinkelse og sure miner fra både mor og teenager til følge.

Afsted på pendler-distancen, der på trods af nærmest sorte veje åbenbart stadig afføder billister, der ikke har opdaget, at der findes noget over 3. gear. Vel ankommet og gårdagens krise ikke klaret, men i opklaring, inden det næste bump på vejen så smukt viste sit grimme fjæs. Men kunne jo i den forbindelse takke mit eget sløvsind for at levere dagens største lyspunkt, idet jeg nu ikke kom til at lave den samme pressemeddelelse to gange, da bumpet affødte en relativt stor ændring i dennes udseende. Man skal vel finde ALT det positive på en af DE dage!?!

Vel hjemme og ankommet i børnehaven starter teenageren ganske smukt i det spor jeg efterlod ham fastkørt i i morges. “Mooooooooooor, jeg vil altså gerne have en pakke nu!” “I får kun adventspakker, så det er jo først på søndag, der er pakke til dig igen.” “Jamen jeg VIIIIIIIL have en nu – vi kan bare køre på posthuset og købe noget!” Måtte jo nok undre mig lidt over, hvor det posthus kom ind i billedet(!), men efter at have forsøgt mig med, at man altså kun kan få frimærker på posthuset og det var måske ikke den mest festlige pakke, hvis det endelig skulle være, “gav jeg op” overfor det stadigt højere talende og gestikulerende barn, der krævede en pakke NU! og begav mig mod bilen i håbet om, at barnet til sidst bare ville følge efter – og jo, det virkede trods alt… Ikke at han stoppede med kræve en pakke NU, men ud i bilen kom han. Og så kunne jeg glæde mig over, at det kun tager ca 3 minutter at køre fra børnehaven og hjem til matriklen! Hjemme på matriklen fortsatte det nemlig stadig i samme spor og nu også med en lettere brokkende tornado i tilkøb… som jeg for øvrigt fandt siddende oppe på skrivebordet, hvor han var igang med at sortere de nye forsikringspolicer – “TAK, men NEJ tak! – og kravl så ned af bordet!” 

Den pakkekrævende teenager, opgav endelig sit pakkeplageri og kastede sig i stedet krævende over lillebrors playmobil julekalender “Vi skal samle DEN hest”, blev der krævet, mens han gentagende gange pegede på den brogede hest på kalenderens forside. “NEJ William – 1) det er IKKE din kalender og 2) bare fordi du allerede d. 1. december valgte at FLÅ alle lågerne op på din Lego kalender, så er det ikke sådan vi gør med Alberts kalender!” efterfulgt af en uskøn fravristning af kalenderen fra teenangeren og endnu et ramaskrig til følge… I stedet blev han spist af med en af de allerede åbnede med ikke samlede Lego poser fra hans maltrakterede julekalender og så var husfreden da nogenlunde sikret indtil den tidlige aftensmad kunne komme på bordet.

Lad os bare afsløre, at tornadoen – nok mest efter morens ønske – sagde tak for i dag 18.10 og teenageren, der endelig ser ud til at være krøbet tilbage i sin skal, er lige i hælene på ham… For sovende børn er der intet negativt at sige om og det kan vel kun blive en bedre dag i morgen!

Ninjagokrigeren og fribryderen

Not my proudest moment!

Kom hjem fra konference torsdag eftermiddag og nåede endda børnehaven og den 4-årige teenager inden lukketid, så fik hurtigt pakket madkassen i tasken, fundet jakke og støvler til barnet, så vi kunne komme hjem. En af pædagogerne fortæller, at han har to biler i lommerne, nå ja tænker jeg, det lød da meget sandsynligt og eftersom jeg jo ikke havde afleveret ham (fordi jeg sov længe på hotel!) var det meget muligt, at han havde haft to biler med, men jeg vidste det jo af gode grunde ikke!! Og med lukketid lige rundt om hjørnet, så blev der ikke tænkt mere på det. Indtil… jeg kort efter vi var kommet hjem ser teenageren lege med otte(!) små legetøjsbiler, som jeg ALDRIG havde set før. Og ja, drengen har MEGET legetøj, men jeg – moren – har dog nogenlunde styr på de endeløse mængder af legetøj… Så spørger hurtigt og måske nok ikke alt for pædagogisk, hvis biler det er, hvortil der kommer et ualmindeligt kækt svar “Hvis vi skriver navn på dem, så er de mine!” “Nej du, sådan spiller klaveret ikke! Hvis biler er det?” hvortil det eneste svar den til tider hårdt prøvede mor kan få, kom direkte fra teenagerland “Gå med dig din lort… Hihi”.
Dette førte overraskende nok til en umiddelbar konfiskering af de i teenagerens øjne ejerløse biler, mens forældrene trods alt prøvede at opklare mysteriet om de herreløse biler, ved at tjekke med mormor om nogle af dem da bare kunne have været dem tornadoen havde fået i forbindelse med teenagerens fødselsdag… Men nej! Ikke en eneste af dem. Så de blev pænt pakket i børnehavetasken – klar til fredag.
Og fredag ved afhentning – tidligt! – måtte den ikke helt stolte mor efter at have fravristet teenageren endnu en bil, som han synes manglede et navn under bunden, finde en sagesløs pædagog og pænt spørge om hun havde et par ledige hænder, hvorefter jeg på smukkeste vis kunne hive den ene bil efter den anden op af tasken… indtil vi nåede den ottende og sidste bil! “Ja det er godt nok børnehavens biler. William, dem må man altså ikke bare tage med hjem…” hvilket som ventet udløste skrig og tårer fra den 4-årige teenager, der nu følte sig lettere forrådt af sin mor… For de skulle jo bare have haft et lille bette navn under bunden!!

Det der med små børn, mors tøj og fars oprydningsgen…

Kender I det… Man står op og griber noget tøj fra skabet i naiv forventning om, at det faktisk er rent, eftersom det hænger i skabet. Men hvad ser man, når cardigan’en er kommet på??? Striber af snot på den ene skulder – efter al sandsynlighed fra en af de to følgende… En ulykkelig og grædende tornado, der har fået det 20. nej fra enten storebror eller de onde forældre eller den sarte/sure teenager, der har fået nej til fjernsynskigning under aftensmaden, eller afslag på at medbringe en hær af Lego Ninjago ninjaer og slangemennesker i børnehaven – om det er den ene eller den anden af de to, skal stå ganske uafklaret og det er som heller ikke det centrale i problemstillingen…
Nederst på ærmet synliggør sig ligeledes en umiskendelig klat/plet – kald det hvad du vil – som nok en gang har været en del af en aftensmad, der indholdte brun sovs… Og hvad er problemet så? Skabet indeholder vel mere tøj, der efter en vis sandsynlighed må forventes at være rent og vaskemaskinen kører jo alligevel efter et fuldt booket rotationsprincip, så den beskidte cardigan, skal nok hurtigt blive ren og klar til brug igen! Ingen hemmelig at skabet indeholder så rigeligt med alternativer til den åbenbart ikke helt rene cardigan, MEN det hjælper ikke alverden, når jeg denne morgen hev førnævnte cardigan op af tasken og ikke ud af skabet… For yours truly er til konference med overnatning – og alternativerne er ikke specielt eksisterende, men så er det godt, at mor-genet hurtigt sætter ind og konstater, at der kun er få ting, der ikke kan klares med en klud og vand (eller i en meget snæver vending “spytbadet”, som altid lige kan klare en vildfaren chokoladerest i mundvigen på det ikke helt rene barn, som alligevel skal se så godt ud som omstændighederne nu tillader det).
Så sådan blev den ikke helt rene cardigan trods alt tålelig at se på og jeg tænker med mig selv, at det vist må være tøjets version af bilens monkey shine!

Men hvordan var det, at den ikke helt rene cardigan i første omgang endte i skabet, hvor trætte mor-hjerner kan foranlediges til at tro, at det er her det rene tøj bor? Ja, lad os bare sige, at oprydningsgenet i vores husholdning har én absolut primær ejermand… Og nej! det er ikke moren, der har trukket det lod… og åbenbart har hverken tornadoer eller teenagere i husstanden heller ikke arvet genet, så faren er til tider lidt alene hermed – efter eget udsagn ville det nok været MEGET alene, men hey, hvem holder regnskab?!? Så mon ikke forklaringen på den ikke helt rene cardigan skal findes hos farens modvilje mod det flydende tøj, der i høj grad definerer vores badeværelse! En ting kan jeg i hvert fald med god samvittighed afsløre… Det er ikke mig selv, der har placeret cardigan’en i skabet, og nej, det er jo af gode grunde ikke fordi jeg faktisk kan huske, at jeg ikke har placeret den i skabet, eller nogen andre steder. Cardigan’ens stedlige placering PÅ EN BØJLE i skabet afslører nemlig, at det ikke kunne være mig selv, der havde gjort det!