Not my proudest moment!

Kom hjem fra konference torsdag eftermiddag og nåede endda børnehaven og den 4-årige teenager inden lukketid, så fik hurtigt pakket madkassen i tasken, fundet jakke og støvler til barnet, så vi kunne komme hjem. En af pædagogerne fortæller, at han har to biler i lommerne, nå ja tænker jeg, det lød da meget sandsynligt og eftersom jeg jo ikke havde afleveret ham (fordi jeg sov længe på hotel!) var det meget muligt, at han havde haft to biler med, men jeg vidste det jo af gode grunde ikke!! Og med lukketid lige rundt om hjørnet, så blev der ikke tænkt mere på det. Indtil… jeg kort efter vi var kommet hjem ser teenageren lege med otte(!) små legetøjsbiler, som jeg ALDRIG havde set før. Og ja, drengen har MEGET legetøj, men jeg – moren – har dog nogenlunde styr på de endeløse mængder af legetøj… Så spørger hurtigt og måske nok ikke alt for pædagogisk, hvis biler det er, hvortil der kommer et ualmindeligt kækt svar “Hvis vi skriver navn på dem, så er de mine!” “Nej du, sådan spiller klaveret ikke! Hvis biler er det?” hvortil det eneste svar den til tider hårdt prøvede mor kan få, kom direkte fra teenagerland “Gå med dig din lort… Hihi”.
Dette førte overraskende nok til en umiddelbar konfiskering af de i teenagerens øjne ejerløse biler, mens forældrene trods alt prøvede at opklare mysteriet om de herreløse biler, ved at tjekke med mormor om nogle af dem da bare kunne have været dem tornadoen havde fået i forbindelse med teenagerens fødselsdag… Men nej! Ikke en eneste af dem. Så de blev pænt pakket i børnehavetasken – klar til fredag.
Og fredag ved afhentning – tidligt! – måtte den ikke helt stolte mor efter at have fravristet teenageren endnu en bil, som han synes manglede et navn under bunden, finde en sagesløs pædagog og pænt spørge om hun havde et par ledige hænder, hvorefter jeg på smukkeste vis kunne hive den ene bil efter den anden op af tasken… indtil vi nåede den ottende og sidste bil! “Ja det er godt nok børnehavens biler. William, dem må man altså ikke bare tage med hjem…” hvilket som ventet udløste skrig og tårer fra den 4-årige teenager, der nu følte sig lettere forrådt af sin mor… For de skulle jo bare have haft et lille bette navn under bunden!!

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s