Måned: februar 2013

Tornadoen – nu som gulv vasker

Som flere har erfaret, så var Tornadoen på spil i går og som den trøstende, omsorgsfulde mor jeg er, ja så gik jeg ud i bilen og hentede min taske (med telefon), så jeg kunne forevige det arrige gespenst… Ja jeg kaldte ham et arrigt gespenst!

20130227-143411.jpg
Det er jo ikke fordi, der er noget særsyn i tornado besøg hos os, men billeder er jo altid gode til senere brug!

Da jeg så en gang i løbet af aftenen i går tjekkede min stats side her på bloggen, fik dagens… og weekendens tornado udbrud en helt ny vinkel på!!! Jeg havde nemlig i løbet af dagen haft et Google-referred hit på følgende søgning: tornado gulv vasker ohh yes og de første 2 hits på den søgning var henvisninger til bloggen her.

Se det er spas!

Det er på vej…

20130226-143713.jpg
FORÅRET! Det kommer lige så langsomt snigende… Sneen er væk, ingen syge eller feberramte børn (eller voksne) i husstanden …7-9-13, knock on wood og hvad vi ellers smider om os af den slags…, solen skinner og der er lyst både om morgenen og om eftermiddagen… Ja ja det går den rigtige vej! Og med solen i ansigtet (bevares gennem bilruden), ja så bliver køreturen på arbejde immervæk en helt anden oplevelse…

Børn, hemmeligheder og forventningens glæde

Små børn og hemmeligheder bliver vist aldrig et match made in heaven!

Christian har fødselsdag i dag og selvfølgelig er der også ikke bare én, men tre gaver fra ungerne, som William meget stolt har været med til at vælge. Allerede da jeg spurgte ham, hvad far skulle have i fødselsdagsgave, blev der prompte sagt sko og trøjeMon det også er, hvad drengen selv ønsker sig? Men som sagt så gjort, så William og jeg satte os godt til rette ved computeren i sidste uge for så at finde de sko og den trøje, der nu skulle indgå i gaven. Alt sammen meget fint og drengen var jo ved at revne af stolthed, så moren synes jo nok, det var på sin plads lige at fortælle drengen endnu en gang, at han jo skulle huske på, at det er en hemmelighed og han IKKE må fortælle det til far! “Nej, nej, det gør jeg heller ikke, mor!” Men suk, mine gentagne formaninger om, at det jo nu er en hemmelighed var totalt forgæves, for der gik ikke 30 sekunder fra drengen havde forladt kontoret til at jeg kunne høre en dreng, der nu VAR revnet af stolthed…

“Faaaar, ved du hvad???? ….Vi har købt sko og trøje til dig i fødselsdagsgave!”

SUK! Og så et lettere opgivende blik over på den smågrinende far med besked om, at man godt kan virke overrasket, selvom overraskelsen har mistet pynten!

I går kom sko og trøje så og jeg havde været omkring og hente pakken inden jeg hentede begge unger fra henholdsvis dagpleje og børnehave. Så da William som sidste mand er hentet siger jeg til ham, at nu skal vi hjem og pakke gaverne ind inden fødselsdagen i dag.

“Ejjj mor, har du været nede og købe dem uden mig?”

“Nej, skat, jeg har bare hentet pakken, vi har jo købt det på nettet – kan du ikke huske, at du valgte, hvad far skulle have i fødselsdagsgave?”

“Nåå jo… Må jeg så hjælpe med at pakke dem ind?”

Så os hjem og pakke pakkerne ind – William fandt noget fint sartblåt julegavepapir med snefnug på og blåt gavebånd dertil. Pakke, pakke pakker ind med et smukt overskud af tape, da det var Williams primære opgave i gaveindpakningen. Da vi var færdige, lå der et lille stykke overskudsbånd på bordet… “Mor må jeg godt lave en pakke selv også?”, så det blev til en lille ekstra pakke til fødselaren… en lille rund sten, malet med sølv farvet maling på den ene side. Og den hemmelighed var åbenbart lidt lettere at holde på en sko og trøje, for først efter aftensmaden kom følgende udbrud fra drengen: “Faaar, jeg har også lavet en pakke til dig!”  “Hvor dejligt, nu skal du huske, at du ikke må….” “Far, faaaar.. du får en sten! Jeg har selv pakket den ind!”

I kan tro Christian blev overrasket over indholdet af fødselsdagsgaverne i morges! Men sådan er det med små børn, hemmeligheder og forventningens glæde… Man kan være så spædt og så stolt, at man er lige ved at revne og når man så revner, ja så springer hemmelighederne ud af deres skjul og bliver afsløret af en storsmilende, stolt og lettere fnisende 4-årig dreng…

Epidemien når nye højder

Selvom jeg kæmper en indædt kamp mod den epidemi – eller vel egentlig nok nærmere en pandemi – der breder sig blandt husets yngste beboere… Så går PSY og Gangnam Style stadig sin sejrsgang hos os!

Ikke mindst er yngsteynglet nu fuldstændig hooked på ugly dance tendensen og peger flere gange dagligt på iPad’en med armene samlet ved håndleddene og så ellers vippende op og ned.
Hver eneste gang storebror stiller an og danser Gangnam Style iagttager Albert ham minutiøst inden han selv kaster sig ud i danseriet. Sjovt er det iagttage, mindre skønt er det for øregangene! Og nu er vi så også nået dertil, hvor William også klarer den selv, når han med sin skønne røst skråler de få fraser som han har fanget fra sangen… “Heeeeey sexy lady…. Ommmmmm ohhhhhmmm ohm Robern Gangnam style”.

Men nu er det så sådan, at William på youtube har fundet endnu en i rækken af Gangnam Style videoer… nu i perler! Jeps how to make PSY in beads! Og så snupper William da hurtigt ideen, så efter teenageren havde trukket sig tilbage i sin skal i går, stod den på PSY i perler… Og moren blev hurtigt rekrutteret til at hjælpe.

20130225-130522.jpg
Planen var da også, at perlepladen, efter at have puttet med drengen hele natten, skulle med i børnehave. Men da jeg sagde til ham i bilen, at så skulle han passe godt på den, for den kan let knække et ben… eller hovedet. Ja så fik jeg pænt besked på, at “så skal du tage den med på arbejde og passe på den!”
Som sagt, så gjort… eller perleplade PSY ligger trygt og godt i bilen – med både ben og hoved intakt!

Krydser fingre for at Albert ikke får fingre i den, før den har mistet sin nuværende status!

Genopstandelsen… af den 4-årige teenager

Det måtte vel komme, det var vel uundgåeligt, men på en og samme dag smukt efter hinanden…… og så på en søndag!?!

Ja dagen i dag har budt på både apokalyptisk truende 4-årige teenagere og halvhjertede tornado udbrud, der dog stadig antog noget nær fuld styrke – og så på en søndag! Skrig, skrål, råb, trillen rundt på gulvet, uddeling af talrige slag i ansigtet, tårer og des lige… Og det var bare med venlig hilsen fra Tornadoen! Lad os bare slå fast, at havde Metro ikke fået vasket gulvet i dag (og det så ikke umiddelbart sådan ud!), så har Albert nu klaret det i et LANGT anfald af ubestemmelighed, hænge-syge og arrigskab i en uskøn og meget larmende kombination. Så nu er gulvet vasket i snot, spyt og tårer og på smukkeste vis aftørret i hans grønne Ej Sikke Lej softshell. Lad os bare slå fast – feberen og den tilhørende sløvhed og ukampdygtighed (som nok sket ikke er et ord!) er VÆK og forældrene har erklæret ham rask, selvom en anseelig del pyldren består sammen med de endeløse “mmmmmmmmmm” pjevsen.

Men det var jo kun Tornadoen… Andre “naturkræfter” har jo også været i spil, som om tornadoer og 4-årige teenageres udbrud og anfald har sameksisteret og fungeret i smuk symbiose med hinanden på sådan en lettere anstrengt søndag.
For som tornadoen trak sig tilbage i sit skalkeskjul, ja der meldte den 4-årige teenager sig i stedet på banen, for forældrene kunne jo lige så godt blive i full alert mode! – nu lukket inde i en bil med et skrigende, råbende, sparkende arrigt 4-årigt teenager monster. Ohh joy dagen blev bare VED med at byde på den ene “gave” efter den anden. Efter mindre end fem minutter ser de nu nærmest høre-skadede forældre på hinanden og konstaterer, at nogle gange kræver handling en modhandling – hårdt mod hårdt! Så den piv-hysteriske skrigende 4-årige teenager fik besked på at stoppe ellers kunne han blive sat af på den næste rasteplads! Og sådan blev det! Skrigene, råbene, sparkene og tårerne blev ikke mindre, så rastepladsen blev besøgt… Til stor fortrydelse for teenageren blev hans sele spændt op og så fik piben en lidt anden lyd, men med et konsekvent NEJ svar på, om han så stoppede hysteriet nu og i stedet var sød, affødte en undsætning på rastepladsen, og så gik alvoren for alvor op for drengen, der nu in a blink of an eye var anseeligt meget mindre teenager-ramt. Så ind i bilen igen og hjem mod Løgstør… uden et eneste ord fra den olmt-skulende nu nærmest abdicerende teenager… eller sådan var det i hvert fald efter lidt mere brok og vi hurtigt havde rundet endnu en rasteplads.

20130224-193430.jpg
Resten af dagen har stået på en meget medgørlig, lettere fedtende dreng, der godt ved, at linen ikke er lang, når man har taget sådan en tur. Og nå ja… periodevise glimt af en træt og “mmmmmm”-pyldrende tornado, der var helt klar til at blive puttet kl 18.30.

Og så er det en af de dage, hvor vi minder os selv om ikke bare én, men to betryggende fakta… Op med humøret, det er snart mandag og sovende børn er der intet negativt at udsætte på!

Færdige bukser

Lige et par billeder af de færdige bukser, der blev klippet den anden dag.

Først Alberts i mælkedrengestrib med lommer og linning i stof fra Mow Living med gule kanter. William har allerede bedt op disse i shorts til sommer og var derfor vældig begejstret, da det gik op for ham, at der faktisk var mere af Mow stoffet tilbage. Så ville han da også bare være sikker på, at der i hvert fald kommer én stjerne derpå…

20130223-182420.jpg
20130223-182431.jpg

Bukser til Johanne klar til aflevering.

20130223-182445.jpg
Det sidste par er i en blød kraftig bomuld i sort/blå (mest sort) med hvide blomster og lommer i sort/hvid mælkedrengestrib med kanter og linning i bomuldslærred i mærk blomme. Bukserne er en str 92/98 og sælges for 150 kr inkl. porto.

20130223-182532.jpg

20130223-182730.jpg

Da vi gik fra traktor til bil og Pikachu

Det skal ingen hemmelighed være, at Albert ikke er super hurtig, når det kommer til det sproglige… fuldstændig som sin storebror. Og i lang tid (MANGE måneder) har drengen konsekvent benævnt alt, der har hjul TRAKTOR – og det er jo hvad det er, for begejstringen er akkurat lige stor, hver eneste gang, der bliver råbt TRAKTOR fra bagsædet eller hvor han nu er, når han spotter et køretøj. Men så for en lille uges tid siden har der sneget sig et nyt ord ind i hans ordforråd – BIL, så nu sidder han tilsvarende begejstret og råber BIL, hver gang han ser en bil… eller traktor eller gravko eller lastbil eller. Og det er jo sådan set helt fint, men sammen med ordet bil, har han også tilegnet sig et Pikachu lignende talemønster.

Pikachu… som i den lille gule lettere hidsige og lyn-skabende pokemon, der med en meget høj stemme sagde “Pika pikaaa”… That’s right, sådan lyder min nu næsten 21 måneder gamle søn i perioder. “pika, pika, piiiika, pikaaa, bigeee, bygge, bil… hmmm, pika, pite, bigeee, piteeee, byyygge, pika… !” Ja ja, kom ikke og sig, at vi ikke føre dybe samtaler med vores børn under måltiderne!

SONY DSC

Og nej, det er ikke fordi det er det eneste drengen siger, but it ain’t much… der er forståeligt. For drengen snakker jo konstant. Dog med undtagelse af disse dage, hvor onsdag blev til torsdag, men mest ligner tirsdag! og det eneste han siger i dag er “Mmmmmm” og “mmmmmoar”.