Måned: januar 2014

Rødløgs-relish

20140108-201710.jpg
Hermed opskrift på den rødløgs-relish, som jeg var for doven til at lave den anden dag, da jeg lavede pizza med pesto, gedeost, bacon og svesker.
Denne rødløgs-relish bruger vi som nævnt til rigtig mange ting og den er fantastisk på pizza, når pizzaen er bagt, i burgere, sandwich, tilbehør til kød eller i fx pastaretter.

Rødløgs-relish
2 rødløg (mellemstore) i tynde skiver
Balsamico (rød eller hvid) eller anden god eddike fx champagne
1 toppet tsk sukker
1 toppet tsk nigellafrø
Smør eller olie

20140108-203513.jpg
Løgene klares og gøres bløde (ikke brune) i fedtstoffet, tilsæt en “sjat” balsamico og rør til det er trukket næsten helt ind i løgene, hvorefter løg og nigellafrø blandes i. Lad det stå ved svag varme med jævnlig omrøring i 5-10 minutter og så er relishen klar til servering.
Den er god både kold og varm og holder sig fint i et tætlukket glas i køleskabet i en god uges tid.

20140108-204124.jpg

Bedre sent end aldrig… De hjemmeproducerede julegaver

Det var ikke fordi jeg fik lavet specielt mange hjemmeproducerede julegaver i 2013, men lidt blev det da til…

Det første der blev kørt gennem maskinen var denne kjole til min niece, der fylder 8 lige om lidt… Kjolen er syet i en lækker isoli fra Stofdepotet – her (som jeg efterfølgende var nødt til at bestille en ekstra meter af til en kjole til mig selv) og er lavet med påsyning af sort vinterjersey på skuldrene og så afsluttet med en sort stretch jersey i hals og ærmer – begge dele også fra Stofdepotet.

Image

Det næste julegaveprojekt var en bestilling fra min søster til hendes svigermor, der strikker-strikker-strikker! Hun strikker mest på rundpinde og de korte strømpepinde, så hun manglede et etui til den størrelse pinde. Jeg har taget udgangspunkt og søgt inspiration i denne fra Chiliquilter.
Strikkepindeetuiet er i en gammel rest bomulds patchwork stof fra Stof & Stil, som jeg har haft liggende i flere år, som er quiltet med en skrap gul tråd, mens indersiden er fra sommer 2013 fra Stof og Stil med lommer i mørk grå bomuldslærred og kanter i skrapgul kantbånd.

Image

Derudover har jeg lavet en trøje til Albert, som jeg havde glædet mig til at lave… en trøje til Albert med Hr. Skæg motiv. Min tanke var at tage udgangspunkt i den lille ansigtstegning, som Hr. Skæg selv laver efter sin underskrift på de postkort hilsner, der deles ud efter hans fantastiske koncerter. Dog med den lille tvist, at jeg for noget tid siden havde købt et sort filt overskægs-strygemærke i Stof & Stil, som jeg gerne ville have med i motivet. Trøjen er syet som en sweat-shirt i den blødest tænkelige isoli i en lækker koks meleret farve – også købt hos Stofdepotet. På skuldrene har jeg lavet påsyet en hvid/koksgrå stribet rib, som også er brugt til ribkant i bunden af trøjen.

Dertil syede jeg et par baggypants i det samme stof med kant på lommen i den stribede rib, som han dog tog i brug med det samme.

Image

Image

Pizza med pesto, gedeost, bacon og svesker

20140106-190940.jpg
Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg elsker ost – og jeg har også en stor forkærlighed for gedeost og helst den tørre (sec) udgave (som desværre ikke altid er lige let at finde herhjemme, så derfor slæber jeg altid store mængder med hjem af den fra sommerferien i Frankrig, som så ender i fryseren).

20140106-191722.jpgSmagen er mere mild og afrundet end de mere “våde” gedeoste i rulle, som er en af de mest almindelige gedeoste herhjemme. De tørre gedeoste er perfekte i salater (fantastiske sammen med valnødder!), til en god pølsetallerken og ikke mindst på pizza…

20140106-192341.jpg

Ingredienser
Dej (giver to pizzaer):
25 g gær
2 tsk salt
200 g durummel eller tipo 00
200 g hvedemel
250 ml vand

Fyld:
God pesto (alm grøn basilikum)
Revet ost
1 tør lille gedeost pr pizza i tynde skiver
God bacon i skiver, skåret i mindre stykker
Svesker i tynde(!) skiver efter smag ( jeg har her brugt 3 til én pizza)

Tænd ovnen (med bagesten) på 250 grader så den kan forvarme, når dejen er æltet færdig.
Dejen deles i to lige store dele og rulles tyndt ud. Smør med et relativt tyndt lag pesto ( er der for meget på overdøver den alle de andre toppings – jeg bruger en spiseskefuld til én pizza), fordel den revne ost, de tynde skiver gedeost, bacon og svesker og lad den hæve til ovnen er varm.

20140106-193515.jpg
Jeg bager pizzaen på en bagesten i forvarmet ovn ved 250 grader i ca 7 minutter, så får man en lækker sprød bund og gedeosten bliver perfekt blød med en lille bitte smule “skorpe”.

Havde jeg ikke været så pokkers mandags træt havde jeg efter bagning toppet den af med min lækre rødløgs-relish med nigellafrø, som jeg bruger til alt fra pizza, sandwich, burgere og smørrebrød. Den komplementerer lige netop denne pizza sammensætning, så man rammer både sødt (svesker), salt (bacon), fedt (osten/gedeosten) og surt (løgrelish). Men opskriften på den må I få en anden gang.

20140106-195152.jpg

Alberts værelse

I sommers pillede vi den ene tremmeside af Alberts leanderseng og nu knap et halvt år efter, var han ved at være vokset ud af den resterende del af tremmesengens høje hule-hyggende sider, så som et af juleferiens første projekter, skulle Alberts seng laves om til en juniorseng. Vi købte sengen allerede tilbage i 2008, da jeg var gravid med William, men dette er første gang, at den har været i brug som juniorseng, da Albert overtog den fra William, da han var 2,5 år og vi flyttede ind i huset. Der fik William ny seng, som var en juniorseng, så derfor har juniorstykket aldrig før været i brug.

Billede

Med en ny seng, med lavere ender og ingen sider, så skulle der jo pyntes lidt ekstra op på væggen, så frem med de to kasser, der i efteråret blev købt billigt i Netto, op med en ramme med et selvgjort “A” til pynt, en ny sengelampe – vores foretrukne Ball væglampe, som blev købt i mat-sort, da jeg ikke kunne få den orange i blank i Salling, og et par foldede origami-diamanter i papir fra Søstrene Grene. Et enkelt Sofie Børsting print har fundet vej til den ene af kasserne, som passer til de andre billeder, som hænger på Alberts værelse, der alle er af Sofie Børsting. Herhjemme er (især moren) stor fan af Sofie Børsting, og jeg har også hendes illustrationer hængende i stuen.

Billede

Billede

Billede

Billede