4-årig

Når faserne indtræder igen…

… og det er ikke en hvilken som helst fase… Det er den næsten-4-årige-teenager-fase, der igen begynder at vise sit grimme ansigt hos os… Hvordan gik det lige så hurtigt med at nå herfra? – 7 dage gammel: Albert 7 dage gammel over tornado-fasenSONY DSC til nu – en næsten 4-årig (1 måned til, i dag – Albert tæller ned!) -teenager… SONY DSCOg ja, det er selvfølgelig bare en fase – om end den potentielt er meget lang, siger erfaringerne fra William! Og Alberts temperament har jo desværre ikke noget at stå tilbage for i forhold til Williams temperament – det var vi tidligt klar over… Og nu blomstrer denne fase så hos Albert. Der skal ikke altid så meget til at vælte læsset, så følelsen af uretfærdighed overmanden hans ellers milde væsen og sender ham i en helt anden retning, hvor udtryk som “dumme mor… dumme far… jeg VIL ikke mere… nu går jeg min vej… jeg gider det ikke… så ødelægger jeg…. jeg banker dig (Ja den hænger stadig ved)…” og en helt masse andre eder og gloser fylder huset, råbt ud i barnerøst af en sur dreng med korslagte arme, hvis han altså ikke render og smækker med dørene. Helt galt var det i weekenden, da han (guderne forbyde det), skulle dele den sidste rest honningmelon med William. Det var simpelthen dråben, der fik bægret til at flyde over og så er det det der med at holde masken som forældre… For en helt ny af-art af trussel fløj ud af drengen med de korslagte arme…

“Jeg vil ikke mere! Nu ringer jeg til politiet… fra din telefon mor!”

Underforstået, at det her er LIGE på grænsen til børnemishandling (og nok lidt over) …

Reklamer

Lorte mor…!

sådan kan man nogle gange føle sig på en tirsdag eftermiddag midt i mareridtstimen – aka ulvetimen… Hvis denne ulveTIME, da så bare kunne begrænse sig til en enkelt time, så var den nok lidt lettere at overkomme, men mange dage og lige for tiden absolut de fleste starter ulvetimen i det øjeblik, vi kommer ind af døren om eftermiddagen, hvilket vil sige et sted mellem 16.00 og 16.45 og så et godt stykke hen i det lettere kaotiske aftensmåltid, måske helt indtil sengetid, hvis det nu går rigtig godt

Og hvorfor ender det så sådan noget nær hver eneste dag – ja havde jeg svaret kunne jeg måske agere på det, men mønstre og vaner skifter som vinden blæser, når det kommer til tornadoer og 4-årige teenagere. Det eneste, der er helt sikkert er følgende hmmm tre ting: 

  1. Albert er SULTEN. Han hænger i køleskabet, skuffer og andet, der kan tænkes at indeholde mad, nærmest fra vi kommer ind ad døren til vi sætter os for at spise aftensmad. Og er der ikke umiddelbar gevinst herved (drengen kan 7-9-13 endnu ikke selv åbne køleskabet!), ja så hænger han sig klynkende og vred i mors og fars ben… Også selvom han allerede har fortæret en halv bolle, en skive grovtoast med smør og pålægschokolade, en gang cheez dippers, tre glas vand og lidt af en sun lolly is! Han nåede desuden at spise en lille Danone yoghurt og mønstre et tornado anfald af hysteri hængende skrigende i mors ben, fordi han ikke måtte få mere 15 minutter før aftensmaden var klar.
  2. Der tigges, råbes, hyles, tudes om kap for at få lov til at sidde med iPad fra begge unger, hvilket fører frem til nummer 3.
  3. Der råbes, skriges, hyles og tudes på skift over, at små utålmodige tornadoer og teenagere ikke kan finde det de tænkte de skulle se, og evnerne til at formidle det overfor forældrene kunne ligeså godt være ikke eksisterende eller forklaringen foregå på russisk, kinesisk eller khmer! Same same, for forældrene fatter stadig hat!! “Jamen mor forstå nu, hvad jeg siger, jeg skal se den Albert så i går!!!” Og så er sagen bare den, at Mr. Busy Index finger aka Albert i langt de fleste tilfælde trykker sig igennem en til otte youtube-videoer i minuttet! So good luck guessing which one is in question!

Og så er der jo alle de uforudsigelige variabler:

  • træthedsniveau hos begge børn… og voksne for den sags skyld
  • HUMØRET
  • besøg af tornadoer og 4-årige teenagere
  • er Albert i drillehumør
  • jagter Albert Hemingway rundt i huset fægtende med et lyssværd eller en legetøjs pistol
  • … og alle de andre – utallige – ting, der kan spille ind i ulvetimen

Og det er jo bare de ting, der spiller ind inden aftensmaden rammer tallerkenerne! For så kommer det næste problem, at få ungerne til at indfinde sig ved bordet. Albert kan jo for det meste hurtigt lokkes op til bordet – bare fordi der er udsigt til mad! – mens det er en helt anden sag at få William til at indfinde sig.

Tag for eksempel i går, som er første gang nok nogensinde, hvor Albert ikke har fået aftensmad (og det ikke er fordi han har været syg)… Der var gået iPad i den, for at sige det på godt dansk – for begge unger. William kom først da vi var færdige med at spise og der var blevet kaldt 5,6,7,8,9 gange og han fik af vide, at nu ryger maden af bordet og så er der ikke åbent for køkkenet igen før til morgenmaden. Det fik ham til til sidst at reagere og han fik da også spist lidt. 

I dag fløj Albert til bordet, mens det koksede fuldstændig med William… Fordi han var træt og uopmærksom… kras bang og så lå der en iPad på gulvet med skærmen nedad, fordi han havde lagt den yderst på armlænet og så raget den ned da han vendte sig om… Det udløste en hurtig og nok lidt vred reaktion fra moren, hvor der blev sagt, at så er der bare ikke mere iPad! Og så gik han ellers i selvsving! “Dumme mor! Jeg gider ikke sidde ved siden af dig, jeg vil sidde et andet sted!” Men hvor han ville sidde kunne han jo ikke svare på, for han ville ikke sidde ved mor, heller ikke ved far og absolut heller ikke for enden af bordet… og så løber vi jo lige som ret hurtigt tør for andre valgmuligheder, alt imens han ligger sur og tvær på gulvet og råber og brokker over, at han “vil sidde et andet sted!”, som han jo så ikke kan svare på hvor er. Så det blev moren, der bestemte det for ham, og det blev til sidst i hans seng indtil han var sød igen… Og lad mig bare slå fast… time-outs sucks! Big time! i hvert fald hos os! Det er med skrig og skrål og trusler om fratagelse af “goder” fra forældrenes side af.

… og så har jeg slet ikke nævnt spørgsmålet om, HVAD der bliver serveret!!!

 

Og ja, så er det man føler sig som en frygtelig lorte mor på sådan en tirsdag eftermiddag/aften, hvor alting igen går i hårdknude og det eneste man ser frem til er puttetid – no offence, but joyous bedtime!

Og så var der det der med truslen om fratagelse af et gode… lad mig afsløre, at iPad’en er blevet stemt af øen for et par dage – i hvert fald i teorien og det talte ord – men virkeligheden ser måske alligevel anderledes ud i morgen eftermiddag når ulvetimen indtræder klokken 16.45 og jeg er alene med begge unger. Ja begrebet ryggrad som en regnorm kan med fordel benyttes, men fem minutters ro er nu engang bedre end fem minutters skrig og skrål fra tornadoen og teenageren… Og nu sover de begge!!! Så det giver da på den anden side af 10 timers fred og ro!

Langsigtet planlægning

Det er godt at tænke over fremtiden og lægge planer her for!

“mor… Når jeg bliver lige så stor som dig, så kan jeg også køre bil!”

“Mmm, det kan du da…”

“Og så kan jeg låne din bil…”

“Jaaa…”

“Og ellers kan I bare købe en bil til mig!”

“Nååå?!? Tror du ikke, at du selv har penge til at købe en bil, når du bliver lige så gammel som mor?”

En rum betænkningstid senere!

“Neeej mor, det har jeg altså ikke…”

Ingen tvivl om, at sparegrisens indhold lige blev målt og vejet i hovedet!

20130313-205141.jpg

1-2-3-4-5-6-7-8-9-10-1-2-3…

4-5-6-7-8-9-10-1-2-3-4-5-6-7-8-9-10… Ja, og det er ikke fordi vi øver i at tælle til ti med Albert! Til gengæld har både mor og far fået rigeligt med træning både i går aftes og her til eftermiddag, da dagene har været lige lovligt velbesøgte af både teenagere og tornadoer… og det i udbrud vel at mærke!

Fredag aften bød på visit af teenageren, og det lige midt i maden, hvilket affødte en nok lettere tøsesur mor resten af aftenen. Men det kan man jo risikere at blive, når man er blevet kaldt dum, dumme mor og lignende de første 30 gange i løbet af mindre end 30 minutter. Og så er det godt, at jeg har et syværelse, hvor jeg kan gå ned og lukke døren eftertrykkeligt efter mig. Billede

Det kom der et par forårsagtige bukser i æbleprint med sorte lommer og sort linning ud af… Ikke at Albert mangler, så til salg med dem og de var da også væk i løbet af meget kort tid. Så fik jeg alligevel lidt ud af alt det tællen!

I dag har tornadoen så smukt overtaget depechen! Heldigvis ikke fra morgenstunden af, hvor humøret hos både William og Albert var i top. Så en tur i Stof & Stil for at få fyldt lidt ekstra op i stof-lageret fra formiddagen af, indkøb af længe efterspurgte legetøjs håndjern til William og ellers bare hygge… lige indtil vi næsten nåede hjem.

“AAAAJ Albert, du skriger så højt, at du vækker mig!”

Sådan lød William efter en brutalt skrigende Albert fik vækket ham af sin skønhedssøvn i bilen på vej hjem fra Aalborg.

Billede

Billede

For så kom stormen og den udviklede sig hastigt til en tornado… Faktisk allerede inden vi nåede ind, havde han trillet rundt på skærverne i vrede over… ja if I only knew! Og sådan har han så fortsat lige ind til puttetid – med små momenter af opklaring og ellers bare full blown tornado. Og det er ikke fordi tornadoen er blevet mindre i styrke og omfang siden jeg første gang beskrev fænomenet. Så hermed, som en lille re-run, opdateret med tornadoens nyere tilføjelser til hans fremgangsmåde…

Tornadoens cause of action: 0) Læg armene trodsigt over kors, 1) SKRIG!!!, 2) KYL alt hvad du har i hænderne efter det sted, hvor det laver størst mulig skade, 2,5) SLÅ! Hvis ingen personer er i nærheden kan skabe, stole, borde, vægge og andre overflader også bruges, 3) KAST dig ned på gulvet – stadig skrigende, 4) RUL rundt – stadig skrigende, 5) kommer du i din rullen i nærheden af andre ting, der kan kastes med – SAML DET OP OG KYL det afsted fra liggende position eller alternativt rejs dig op KYL det afsted og smid dig ned igen, 6) spark med benene og slå gentagende gange med knyttede næver i gulvet, 7) ved manglende opmærksomhed fra forældre eller andre tilskuere… bank hovedet ned i gulvet. Hvis dette ikke udløser reaktion, så 8) FLYT aktionen tættere på forældre eller andre tilskuere, 9) SAML evt kasteskyts op og START IGEN fra nr 2… Og ja, hvorfor så ikke fra nr 1??? Ja, punkt 1 er helt essentielt i et hvilket som helst tornadoudbrud, så det stopper ikke, bare fordi tornadoens bane ændrer sig! Og så den den helt nye dugfriske tilføjelse… 10) Lav chicken-run mod vægge, dog uden at afvige i sidste øjeblik eller nik skabslågerne en skalle efter at have tæsket løs på dem med knyttede næver alternativt flad klaskende hånd.

Og her er der så nu indført time-out i sengen – ikke til tornadoens store tilfredshed, der vælge at klare de to minutter i FULD lungeudblæsning – SUK! Men ikke desto mindre – så fastholdes time-out’erne. Har de nogen effekt – NOPE, nada, none what so ever! – i hvert fald ikke han giver udtryk for. Men mon ikke det snart fænger an, at tornado-lignende adfærd accepteres ikke og har konsekvenser… Nøjagtig ligesom det har, når teenageren kigger frem!

Og så burde man lade være med at gentage sig selv… MEN!!! Der er intet negativt at sige om sovende børn og tornadoer i dvale. End of discussion!

Billede

Albert i et kort tornado frit øjeblik i løbet af eftermiddagen. Kort efter synes han, han skulle lave service på symaskinen – med en skruetrækker…. Det var sy-maskinens indehaver (moi) ikke helt enig i og frem fløj tornadoen, der da straks begyndte at tæske løs på symaskinen med skruetrækkeren… Var der nogen, der sagde time out?!

Børn, hemmeligheder og forventningens glæde

Små børn og hemmeligheder bliver vist aldrig et match made in heaven!

Christian har fødselsdag i dag og selvfølgelig er der også ikke bare én, men tre gaver fra ungerne, som William meget stolt har været med til at vælge. Allerede da jeg spurgte ham, hvad far skulle have i fødselsdagsgave, blev der prompte sagt sko og trøjeMon det også er, hvad drengen selv ønsker sig? Men som sagt så gjort, så William og jeg satte os godt til rette ved computeren i sidste uge for så at finde de sko og den trøje, der nu skulle indgå i gaven. Alt sammen meget fint og drengen var jo ved at revne af stolthed, så moren synes jo nok, det var på sin plads lige at fortælle drengen endnu en gang, at han jo skulle huske på, at det er en hemmelighed og han IKKE må fortælle det til far! “Nej, nej, det gør jeg heller ikke, mor!” Men suk, mine gentagne formaninger om, at det jo nu er en hemmelighed var totalt forgæves, for der gik ikke 30 sekunder fra drengen havde forladt kontoret til at jeg kunne høre en dreng, der nu VAR revnet af stolthed…

“Faaaar, ved du hvad???? ….Vi har købt sko og trøje til dig i fødselsdagsgave!”

SUK! Og så et lettere opgivende blik over på den smågrinende far med besked om, at man godt kan virke overrasket, selvom overraskelsen har mistet pynten!

I går kom sko og trøje så og jeg havde været omkring og hente pakken inden jeg hentede begge unger fra henholdsvis dagpleje og børnehave. Så da William som sidste mand er hentet siger jeg til ham, at nu skal vi hjem og pakke gaverne ind inden fødselsdagen i dag.

“Ejjj mor, har du været nede og købe dem uden mig?”

“Nej, skat, jeg har bare hentet pakken, vi har jo købt det på nettet – kan du ikke huske, at du valgte, hvad far skulle have i fødselsdagsgave?”

“Nåå jo… Må jeg så hjælpe med at pakke dem ind?”

Så os hjem og pakke pakkerne ind – William fandt noget fint sartblåt julegavepapir med snefnug på og blåt gavebånd dertil. Pakke, pakke pakker ind med et smukt overskud af tape, da det var Williams primære opgave i gaveindpakningen. Da vi var færdige, lå der et lille stykke overskudsbånd på bordet… “Mor må jeg godt lave en pakke selv også?”, så det blev til en lille ekstra pakke til fødselaren… en lille rund sten, malet med sølv farvet maling på den ene side. Og den hemmelighed var åbenbart lidt lettere at holde på en sko og trøje, for først efter aftensmaden kom følgende udbrud fra drengen: “Faaar, jeg har også lavet en pakke til dig!”  “Hvor dejligt, nu skal du huske, at du ikke må….” “Far, faaaar.. du får en sten! Jeg har selv pakket den ind!”

I kan tro Christian blev overrasket over indholdet af fødselsdagsgaverne i morges! Men sådan er det med små børn, hemmeligheder og forventningens glæde… Man kan være så spædt og så stolt, at man er lige ved at revne og når man så revner, ja så springer hemmelighederne ud af deres skjul og bliver afsløret af en storsmilende, stolt og lettere fnisende 4-årig dreng…

Epidemien når nye højder

Selvom jeg kæmper en indædt kamp mod den epidemi – eller vel egentlig nok nærmere en pandemi – der breder sig blandt husets yngste beboere… Så går PSY og Gangnam Style stadig sin sejrsgang hos os!

Ikke mindst er yngsteynglet nu fuldstændig hooked på ugly dance tendensen og peger flere gange dagligt på iPad’en med armene samlet ved håndleddene og så ellers vippende op og ned.
Hver eneste gang storebror stiller an og danser Gangnam Style iagttager Albert ham minutiøst inden han selv kaster sig ud i danseriet. Sjovt er det iagttage, mindre skønt er det for øregangene! Og nu er vi så også nået dertil, hvor William også klarer den selv, når han med sin skønne røst skråler de få fraser som han har fanget fra sangen… “Heeeeey sexy lady…. Ommmmmm ohhhhhmmm ohm Robern Gangnam style”.

Men nu er det så sådan, at William på youtube har fundet endnu en i rækken af Gangnam Style videoer… nu i perler! Jeps how to make PSY in beads! Og så snupper William da hurtigt ideen, så efter teenageren havde trukket sig tilbage i sin skal i går, stod den på PSY i perler… Og moren blev hurtigt rekrutteret til at hjælpe.

20130225-130522.jpg
Planen var da også, at perlepladen, efter at have puttet med drengen hele natten, skulle med i børnehave. Men da jeg sagde til ham i bilen, at så skulle han passe godt på den, for den kan let knække et ben… eller hovedet. Ja så fik jeg pænt besked på, at “så skal du tage den med på arbejde og passe på den!”
Som sagt, så gjort… eller perleplade PSY ligger trygt og godt i bilen – med både ben og hoved intakt!

Krydser fingre for at Albert ikke får fingre i den, før den har mistet sin nuværende status!

Genopstandelsen… af den 4-årige teenager

Det måtte vel komme, det var vel uundgåeligt, men på en og samme dag smukt efter hinanden…… og så på en søndag!?!

Ja dagen i dag har budt på både apokalyptisk truende 4-årige teenagere og halvhjertede tornado udbrud, der dog stadig antog noget nær fuld styrke – og så på en søndag! Skrig, skrål, råb, trillen rundt på gulvet, uddeling af talrige slag i ansigtet, tårer og des lige… Og det var bare med venlig hilsen fra Tornadoen! Lad os bare slå fast, at havde Metro ikke fået vasket gulvet i dag (og det så ikke umiddelbart sådan ud!), så har Albert nu klaret det i et LANGT anfald af ubestemmelighed, hænge-syge og arrigskab i en uskøn og meget larmende kombination. Så nu er gulvet vasket i snot, spyt og tårer og på smukkeste vis aftørret i hans grønne Ej Sikke Lej softshell. Lad os bare slå fast – feberen og den tilhørende sløvhed og ukampdygtighed (som nok sket ikke er et ord!) er VÆK og forældrene har erklæret ham rask, selvom en anseelig del pyldren består sammen med de endeløse “mmmmmmmmmm” pjevsen.

Men det var jo kun Tornadoen… Andre “naturkræfter” har jo også været i spil, som om tornadoer og 4-årige teenageres udbrud og anfald har sameksisteret og fungeret i smuk symbiose med hinanden på sådan en lettere anstrengt søndag.
For som tornadoen trak sig tilbage i sit skalkeskjul, ja der meldte den 4-årige teenager sig i stedet på banen, for forældrene kunne jo lige så godt blive i full alert mode! – nu lukket inde i en bil med et skrigende, råbende, sparkende arrigt 4-årigt teenager monster. Ohh joy dagen blev bare VED med at byde på den ene “gave” efter den anden. Efter mindre end fem minutter ser de nu nærmest høre-skadede forældre på hinanden og konstaterer, at nogle gange kræver handling en modhandling – hårdt mod hårdt! Så den piv-hysteriske skrigende 4-årige teenager fik besked på at stoppe ellers kunne han blive sat af på den næste rasteplads! Og sådan blev det! Skrigene, råbene, sparkene og tårerne blev ikke mindre, så rastepladsen blev besøgt… Til stor fortrydelse for teenageren blev hans sele spændt op og så fik piben en lidt anden lyd, men med et konsekvent NEJ svar på, om han så stoppede hysteriet nu og i stedet var sød, affødte en undsætning på rastepladsen, og så gik alvoren for alvor op for drengen, der nu in a blink of an eye var anseeligt meget mindre teenager-ramt. Så ind i bilen igen og hjem mod Løgstør… uden et eneste ord fra den olmt-skulende nu nærmest abdicerende teenager… eller sådan var det i hvert fald efter lidt mere brok og vi hurtigt havde rundet endnu en rasteplads.

20130224-193430.jpg
Resten af dagen har stået på en meget medgørlig, lettere fedtende dreng, der godt ved, at linen ikke er lang, når man har taget sådan en tur. Og nå ja… periodevise glimt af en træt og “mmmmmm”-pyldrende tornado, der var helt klar til at blive puttet kl 18.30.

Og så er det en af de dage, hvor vi minder os selv om ikke bare én, men to betryggende fakta… Op med humøret, det er snart mandag og sovende børn er der intet negativt at udsætte på!