børn

De evige singler…

Ikke et ondt ord om singler! Men når man gang på gang har afsøgt alle tænkelige afkroge for at finde “den eneste ene”, den sande partner og i kortere eller længere perioder så har accepteret den manglende tosomhed og i stedet ladet singletilværelsen råde i det skjulte… Ja så må man konstatere, at nogle åbenbart aldrig finder (tilbage) til sin eneste ene. Og hvad så? Ja den periodevise singletilværelse er afprøvet – og truth be told, der er nogle for hvem det jo ikke rigtig hjælper, den baner ikke vejen for tosomheden. Til gengæld vokser bunken af singlebekendtskaber af uransagelige årsager i et langsomt, men trods alt lettere konstant tempo… Som en gletcher i det tidlige forår, sådan før det for alvor begynder at fosse. I dag gennemgik jeg så de singlebekendtskaber, der i høj grad har rådet i det delvist skjulte og nu er de væk – out of sight, out of mind – smidt på porten! Nu hersker tosomheden igen…

…i Williams strømpeskuffe, hvor husstandens største bestanddel af single strømper uden makker befandt sig!

Reklamer

Sommergener, beskyttergen og børns blikke

MYG! En af de helt store sommergener… og endnu mere når man ved nærmest hver eneste stik får en voldsom reaktion. Sådan er det desværre for William…

I går da jeg hentede ham i børnehaven lagde jeg godt mærke til, at han havde en lille bule i panden – max på størrelse med en 25 øre (hvis du ikke har glemt størrelsen af en sådan pensioneret sag). 3 timer senere og bulen var vokset eksplosivt til noget der ligger ud over vores gængse møntstørrelser. Billedet viser det vist bedre end jeg kan beskrive det… Venstre side af hans pande – helt ned til øjenbrynet og så ellers i hele øjenbrynets bredde. 

Billede

Så et styk antihistamin til ham at putte på, godt med Relief Creme på for at tage kløen og så var der ellers bare tilbage at krydse fingrene for bedring her til morgen.

But alas… Bedring er en by i Rusland og hvis antihistaminerne har haft den mindste effekt, så vil jeg ikke vide, hvordan det ville have set ud uden. Nu har hævelsen bredt sig, så den fylder over halvdelen af panden, ligesom den er trukket ned i hele øjenlåget, så der kun er delvist udsyn på hans venstre øje. Endnu en antihistamin og mere kløestillinde på… og en konstatering af, at den fridag jeg havde planlagt bare med mig selv nok skulle være sammen med William og minimum et opkald til lægen. Lægen mente dog, at selvom det lød mere voldsomt i udvikling end normalt var, at når han normalvis hæver, så går det og det er nok toppet… Nænnede slet ikke at sige til hende, at det for William plejer at være værst på 2. og 3. dagen efter stikket.

Til gengæld var William ulykkelig over udsigten til ikke at komme i børnehave, så vi fik smurt en madpakke til ham og smuttede ned i børnehaven, selvom han allerede var blevet meldt “fri” for i dag…

Og så stod vi der – midt i børnehaven – og der fik jeg følelsen af, at mit barn var med i et freakshow… hvor han var den ubestridte stjerne. “Ejj William, hvad har du lavet? Hvorfor er dit øje så hævet, hvorfor er din pande så tyk?” “HEEYYY prøv lige og kom og se William…” 

Heldigvis er han en sand trooper, der tager det med nogenlunde oprejst pande og nogenlunde velvilligt vender sig mod de måbende børnehavekammerater, der alle lige skal have et blik af den abnormalitet som møgmyggen har forårsaget. Havde mest af alt lyst til at tage ham i armene og løbe afsted med ham, beskytte ham mod de andre børns fuldstændige naturlige nysgerrighed, fascination og åbenmundede ærlighed, men for hvis skyld skulle jeg gøre det? Så absolut og nok udelukkende min egen – beskyttergenet blev sparket igang! Men det hjælper jo ikke noget… Den sidste møgmyg, der gav voldsom reaktion havde “heldigvis” kun stukket ham på kæbelinjen og til trods for en kæbe i dobbelt størrelse, så er der åbenbart ikke så åbenlys eller fascinerede for en børnehavefloks årvågne blikke som det halvlukkede øje og den hævede pande er. Og den næste myg er aldrig langt væk, så spørgsmålet er bare, hvor den “rammer” næste gang!?! Og forhåbentligt ikke i ansigtet før det nuværende stik er forsvundet… Fingers crossed!

Billede

Om det børn siger…

I går da jeg hentede William i børnehaven kunne jeg konstatere et stor rød bule, smukt placeret nærmest lige midt i panden på ham… Så var jo nødt til at spørge, hvad han havde lavet.

“Det var bare fordi, at cyklen standsede og så røg jeg forover og landede her (pegende på nakken) og så rullede jeg rundt og slog en kolbøtte….

… Og så brækkede jeg min arm lige her! (med en hånd på overarmen)”

Hvor den “brækkede” ellers helt velfungerende arm kom fra – ja, det ved jeg ikke 😉

Det der med at stave…

Efter vi var til Hr. Skæg koncert har William været endnu mere fokuseret og opmærksom på bogstaver og ord end han nogensinde har været før – super fedt, og vi har ventet på det skulle komme.
Men det der med bogstaver og ord er ikke altid lige let… Det giver nogle lidt sjove samtaler ind i mellem.

“Mor, hvordan staver man til storebror?

“S T O R ….”

“Neeeej mor! Det er lyv!”

“… nej, det er rigtig nok… Hvordan vil du ellers stave til det?”

“… T E…”

“… Nej, det er ikke alle ord, der starter med T E…”

“Jo!”

Vi når vel dertil med tiden og med Hr. Skægs hjælp går det nok endnu hurtigere 🙂

20130502-165735.jpg

Hr. Skæg, festen og granatchokket

Lørdag var det endelig blevet tid til den længe ventede Hr. Skæg koncert – Williams første rigtige koncert og Alberts ditto… Forventningens glæde var til at få øje på og blev for William ikke mindre, da han egenhændigt fik lov til at bestemme for vi skulle spise frokost med mormor inden koncerten.

Så mig afsted med ungerne mod Aalborg, mormor, frokost, Skråen og Hr. Skæg. Billede

En tur omkring H&M efter en ny t-shirt til William blev også lige klemt ind af ren og skær nød, da mine unger åbenbart ikke helt har forstået konceptet med at drikke af et sugerør! For juice”flasken” skal jo åbenbart også helst holdes vandret samtidig med – selv i fuld tilstand og så sidder man der med et barn, der er søbet ind i æblejuice fra inderst til yderst – HURRA! Så os en hurtig tur omkring H&M i Friis på vejen mod Skråen og så blev drengen stillet overfor sin næste udfordring… HVILKEN t-shirt (for ja – det eneste, der var sikkert var at det skulle være en t-shirt og en kortærmet af slagsen… “Nej! Ikke en trøje mor! – en t-shirt!”) Så mens William gik små-forvirret rundt i sin søgen på DEN t-shirt afprøvede Albert 101-måder-at-forsvinde-i-en-H&M-butik på… Hvilken fest, det allerede var. Til morens store held var t-shirten med PSY i Gangnam Style moves ikke i Williams størrelse, så valget faldt i stedet for endelig på en Spiderman t-shirt og turen mod Skråen og Hr. Skæg koncerten kunne igen genoptages.

Ind i køen med andre forventningsfulde børn og forældre – dørene var blevet åbnet, så heldigvis gik det hurtigt igennem køen – ind i salen og finde en god plads på gulvet foran scenen og så skulle de næste 45 minutter inden koncertstart bare overståes – sammen med alle de andre forventningsfulde børn med krudt i r…n og tålmodighed på prøve.

Endelig dukker en mand med flyverhat op på scenen (Vinter var hans navn viste det sig), men hvor var Hr. Skæg? Og så skete det… Granatchokket indtraf, men ikke hos det forventede barn O.o Nej, det var Albert der blev ramt af et mindre chok og bare skreg og var fuldstændig utrøstelig. Måske han havde hygget sig godt med den tomme scene og det flotte bagtæppe? Uanset, så måtte mormor tage ham med ud i Foyeren, hvor de så de første tyve minutter af koncerten fra en bænk på behørig afstand af døren ind til salen, men dog med kik ind til scenen.

Video 🙂 Man kan høre den granatchokkede Albert i baggrunden… Håber den virker!

Billede

Til gengæld var William fra starten bjergtaget, medrevet, syngende, skrålende bogstaver og bare så glad, mens han sad der ved siden af mig med den ene hånd med et fast tag i min arm. Det var et HIT! Og lur mig om drengen, der først lige er begyndt at interessere sig det mindste for bogstaver og tal og slet ikke har styr på det, ikke kan stave til ALT efter den fantastiske forestilling… Det kunne han i hvert fald på vej over til bilen, hvor han glad gik med et postkort med en hilsen fra Hr. Skæg i den ene og en dvd med musikvideoer om alle bogstaverne i den anden. Og Albert kom sig også over granatchokket og så sidste halvdel af forestillingen i salen og straks ved hjemkomsten til matriklen greb fat i den nye dvd og trak mig hen til fjernsynet, mens han lykkeligt pegede gentagende gange på billederne af Hr. Skæg på coveret, mens han gentagne gange sagde “SKÆG, SKÆG” med smil i stemmen! Og ja, han er så vild med dvd’en, at han synes den skulle foreviges – fandt i hvert fald dette billede på min mobil om aftenen…

BilledeVi skal HELT SIKKERT af sted til Hr. Skæg koncert næste gang han er i nærheden af os, måske Albert så heller ikke rammer endnu et granatchok.

Perler … og tornadoer

Glæden ved perler er absolut stor – især for William, men som en sand lillebror synes Albert jo selvfølgelig, at ALT hvad storebror laver må være himlen på jorden… Og så kan det være svært at spise ham af med hans egne stiftperler, sååååå…

20130328-212656.jpg

20130328-212713.jpg
Og det går også ganske fint i kortere tid, for så kommer finmotorikken i samspil med en 22-måneder gammel drengs tålmodig hurtigt til kort og frem kommer glimt af en moden tornado, der med trodsige og hurtigt baskende arme hurtigt kan forvandle den korte perlepladeidyl til et perleinferno!

20130328-213504.jpg

20130328-213523.jpg

Og så kan man jo passende træne i at tælle til ti, mens man alligevel skal samle et par hundrede perler op fra gulvet…