chokolade

Hindbær flødeboller

Billede

a la Mette Blomsterberg…  Jeg kastede mig i går ud i mit første forsøg med hjemmelavede flødeboller og har taget inspiration fra Sukkerhjerte‘s opskrift, der ligner Mette Blomsterbergs. Jeg har bare lavet en halv portion og det gav 15 flødeboller i varierende størrelser… ja, jeg bliver vel med tiden bedre venner med min sprøjtepose! Kønne blev de ikke, men smagen blev jo ikke dårligere af det – så lad os for god ordens skyld bare kalde dem rustikke.

Ingredienser:
ca.24

Bunde:
150 g. sukker
70 g. past. æggehvider
350 g. ren rå marcipan

Hindbærskum:
250 g glukose
75g vand
110 g sukker
140 g past. æggehvider
20 g frysetørrede hindbær
evt. kornene fra 1 vanillestang der så tilsættes sukkermassen

Overtræk:
Jeg brugte til den halve portion en plade (170 g) hvid chokolade – til en fuld portion ca 300 g.

Frysetørrede hindbær og pufsukker til drys

I forhold til Sukkerhjerte’s opskrift har jeg byttet om på mængden af glukose og sukker i skummet, mest fordi glukosen bliver lidt mindre sød i smagen end sukkeret, og det synes jeg passer fint til den lidt mere syrlige hindbærskum.

Billede

Kransekage bunde:

Bland sukker og æggehvider i en lille skål og lad det evt. stå og trække, så sukkeret opløses i æggehviderne.

Ælt marcipan med sukker og æggehvide blandingen.

Afhængig af hvor gode venner man er med sin sprøjtepose kan man sprøjte bundene ud med en stor stjernetyl, så bundene har en diameter på ca. 5 cm. Jeg rullede massen i kugler og trykkede dem let flade, så de stadig har en diameter på ca. 5 cm.

Bag dem i en forvarmet ovn på 190 grader i ca. 10-12 minutter.

Køl dem af i fryseren eller køleskabet før skummet sprøjtes på.

Billede

Hindbærskummet:

Kom vand, glukosesirup, sukker og vanille i en helt ren gryde. Kog massen op til det når en temperatur på præcis 117 grader. Jeg havde ikke termometer i det, men lod glukosen og sukkeret smelte godt sammen.

Når massen har en temperatur på ca.110 grader, piskes æggehviderne og sukkeret, så det er klar når sukkermassen er klar.

Mens maskinen kører på fuld speed, heldes den varme sukkermasse ned til de piskede hvider i røreskålen. Sukkermassen hældes ned i skålen i en lind stråle og nu skal flødebollemassen bare piske et sted mellem 7-9 minutter, til den er helt stiv.

Mens massen pisker, køles skålen af med isterninger eller et vådt og koldt viskestykke.

Er det hindbær flødeboller, knuses de frysetørrede hindbær delvist inden de blandes med i skummet og røres med de sidste par minutter. Dette giver en mild hindbærsmag til skummen og en sart lyserød farve. Næste gang vil jeg nok koge de frysetørrede hindbær op med sukkermassen for at se, om det frigiver lidt mere smag.

Når skummet er klar, fyldes det i en sprøjtepose med en stor rund tylle.

Sprøjt toppe ud på alle bundende, straks efter skummet er fyldt i posen. (Her lavede jeg den fejl, at skummet kom til at stå ca. 30 minutter inden det blev sprøjtet på, hvilket gør skummet lidt mere blød og sværere at sprøjte på, men det gik alligevel.)

Lad flødebollerne stå og trække i omkring 1 time inden de overtrækkes med chokolade.

Billede

Smelt/temperer chokoladen, dyp flødebollerne i chokoladen eller brug en ske til at overtrække dem, lad dem dryppe lidt af og placer dem på et skærebræt. Jeg synes dog ikke det kunne lade sig gøre at dyppe flødebollerne i chokoladen, når det kan var en halv portion og chokolademængden derfor var det mindre. Derfor valgte jeg i stedet at pensle chokoladen på, og det var overraskende let…

Drys med pynt og stil dem på køl indtil de skal serveres.

 

Reklamer

På vej mod jul… trods alt

Julen nærmer sig med hastige skridt og vi kommer da også langsomt nærmere målet herhjemme… Lidt flere af de mange julegaver er på plads og det har vires lokale aftenpost vist også opdaget, han hilste i hvertfald ganske kækt “Goddag igen” ved aftenens pakkelevering…

Men de mange gaver er kun en lille del af hele jule-trummerummen… Der er også alt det andet, småkagebagningen, pynten, konfekten, hyggen, julefreden –hvad det så end er for en størrelse med tornadoer og 4-årige teenagere i husstanden?!? Og nu nåede vi til det første af konfekten – eller næsten, for choko-lakrids-mandlerne blev allerede klaret i fredags, hvis det ellers kan kategoriseres som konfekt. I dag er der så blevet lavet marcipansnebolde med lakrids, frysetørret hindbær og poppende pufsukker. Og de er en umiddelbar succes – ligesom pufsukkeret er hos ældsteynglet, der synes det sydende, poppende sukker på tungen var godt i en (citat:)lille mund“Det smager godt fordi jeg har en lille mund, det duer ikke, hvis man har en stor mund! Mor har du det? Må jeg få mere??!”

Og heldigvis har det ikke været en af DE dage, men det til trods nåede teenageren, da han alligevel ikke kunne undvære os en hel dag, at kigge frem og sørge for, at Alberts Playmobil kalender nu er uden overraskelse juleaften! SUK… Men nu ånder huset fred og ro med to sovende børn, og ja roen er fantastisk.

20121212-213848.jpg

Opskriften på de skønne marcipansnebolde har jeg fundet hos copenhagencakes.com, men den blev lidt tilrettet efter indholdet i mit viktualierum, så derfor ser min version sådan ud:

Ingredienser (ca. 25 stk)
160 gr marcipan
ca. 2 tsk lakridspulver (pulveriseret) – jeg har brugt engelsk lakridspulver
ca. 1 tsk frysetørret hindbær
ca. 1 tsk stærk kaffe
ca. 170 gr hvid chokolade
Pufsukker til drys

Jeg æltede marcipanen med lakridspulver, hindbær og kaffe og stillede det i køleskabet natten over. Trillede på dag 2 marcipanen til kugler og dyppede dem i chokoladen, som var smeltet over vandbad. Dryssede dem med pufsukker og så blev de stillet til tørring på bagepapir.