fase

Når faserne indtræder igen…

… og det er ikke en hvilken som helst fase… Det er den næsten-4-årige-teenager-fase, der igen begynder at vise sit grimme ansigt hos os… Hvordan gik det lige så hurtigt med at nå herfra? – 7 dage gammel: Albert 7 dage gammel over tornado-fasenSONY DSC til nu – en næsten 4-årig (1 måned til, i dag – Albert tæller ned!) -teenager… SONY DSCOg ja, det er selvfølgelig bare en fase – om end den potentielt er meget lang, siger erfaringerne fra William! Og Alberts temperament har jo desværre ikke noget at stå tilbage for i forhold til Williams temperament – det var vi tidligt klar over… Og nu blomstrer denne fase så hos Albert. Der skal ikke altid så meget til at vælte læsset, så følelsen af uretfærdighed overmanden hans ellers milde væsen og sender ham i en helt anden retning, hvor udtryk som “dumme mor… dumme far… jeg VIL ikke mere… nu går jeg min vej… jeg gider det ikke… så ødelægger jeg…. jeg banker dig (Ja den hænger stadig ved)…” og en helt masse andre eder og gloser fylder huset, råbt ud i barnerøst af en sur dreng med korslagte arme, hvis han altså ikke render og smækker med dørene. Helt galt var det i weekenden, da han (guderne forbyde det), skulle dele den sidste rest honningmelon med William. Det var simpelthen dråben, der fik bægret til at flyde over og så er det det der med at holde masken som forældre… For en helt ny af-art af trussel fløj ud af drengen med de korslagte arme…

“Jeg vil ikke mere! Nu ringer jeg til politiet… fra din telefon mor!”

Underforstået, at det her er LIGE på grænsen til børnemishandling (og nok lidt over) …

Reklamer

Tornadoen skaber forårsstorme…

… nogle momentvise og kortvarige… andre lange, seje og tålmodighedsudfordrende! Uanset, så er gensynet ikke præget af gensynsglæde og i stedet får vi atter øvet i at tælle til ti – mon vi ikke snart må være åbenlyse talenter ud i disciplinen??? Vi får da i hvert fald sat nogle øve-timer ind på 10.000 timers kontoen!!!

Vi konstaterer i hvert fald, at vi (forhåbentlig bare) er inde i endnu en fase, hvor lunten er kort, sproget (meget) utilstrækkeligt og yngsteynglets personlighed (hmmmm!) skinner mere og mere igennem. Og truth be told, hvis det er hans personlighed, så har vi at gøre med en til tider arrig spektakel, hvis temperament langt overstiger den ellers iltre og temperamentsfulde, rødhårede storebrors. Et stort suk trænger sig på i det stille sind – hvordan skal det ikke gå, når han rammer fasen som den 4-årige teenager…? Den lader vi vist bare lige stå – de grå hår skal nok komme af sig selv alligevel, når vi når dertil!

Billede

Men hvad er det så, der skaber de kraftige forårsstorme over matriklen? Ja helt ærligt… ALT…

  • det man ikke må,
  • det man ikke må få,
  • det man må få, men ikke er det rigtige,
  • det nej, der bliver sagt,
  • det storebror gør,
  • det storebror siger man ikke må,
  • det man gerne må, men ikke kan få udtrykt når sproget halter,
  • det der ikke går hurtigt nok,
  • det der ikke er rigtigt
  • det der stop for Gangnam style efter 10 gennemlytninger,
  • det der Gangnam style, når det nu er noget andet man egentlig vil høre,
  • det youtube traktor klip, der skulle have været et andet,
  • den sut, der er forkert,
  • den trøje, der skal over hovedet,
  • det bidsår, der gør, at man ikke kan komme ud og lege i regnvejr,
  • det forkerte betræk på dynen,
  • ….

Ja listen er lang, og jeg kunne blive ved – for den udløsende faktor er lige så ustadig som det danske forårsvejr.

Når raseriet og frustrationerne udløses, så steer clear, for nu smides der med det der er tættest på fx. i hånden eller munden! Så ofte flyver der sutter, biler, lego mænd mm. gennem luften herhjemme, og ja, hvis ikke der er kasteskyts i nærheden og sutten er fyret afsted, så kan man jo altid lave den sædvanlige smiden sig ned på gulvet og udtrykke sin utilfredshed med skrig og skrål. Behøver jeg sige, at time-outs for alvor er blevet introduceret for det alt-mulig-kastende arrige spektakel… Der til stadighed prøver på at charme sig ud af de efterfølgende sure miner, når glasset med vand flyder på gulvet og storebrors Lego politistation er blevet splittet til atomer…

Og så er det, at den valuta som det frække charmerende smil udgør trods alt devalueres ganske hurtigt!

Billede

 

 

<a href=”http://www.bloglovin.com/blog/7203475/?claim=fz7bcnyadu7″>Follow my blog with Bloglovin</a>

1-2-3-4-5-6-7-8-9-10-1-2-3…

4-5-6-7-8-9-10-1-2-3-4-5-6-7-8-9-10… Ja, og det er ikke fordi vi øver i at tælle til ti med Albert! Til gengæld har både mor og far fået rigeligt med træning både i går aftes og her til eftermiddag, da dagene har været lige lovligt velbesøgte af både teenagere og tornadoer… og det i udbrud vel at mærke!

Fredag aften bød på visit af teenageren, og det lige midt i maden, hvilket affødte en nok lettere tøsesur mor resten af aftenen. Men det kan man jo risikere at blive, når man er blevet kaldt dum, dumme mor og lignende de første 30 gange i løbet af mindre end 30 minutter. Og så er det godt, at jeg har et syværelse, hvor jeg kan gå ned og lukke døren eftertrykkeligt efter mig. Billede

Det kom der et par forårsagtige bukser i æbleprint med sorte lommer og sort linning ud af… Ikke at Albert mangler, så til salg med dem og de var da også væk i løbet af meget kort tid. Så fik jeg alligevel lidt ud af alt det tællen!

I dag har tornadoen så smukt overtaget depechen! Heldigvis ikke fra morgenstunden af, hvor humøret hos både William og Albert var i top. Så en tur i Stof & Stil for at få fyldt lidt ekstra op i stof-lageret fra formiddagen af, indkøb af længe efterspurgte legetøjs håndjern til William og ellers bare hygge… lige indtil vi næsten nåede hjem.

“AAAAJ Albert, du skriger så højt, at du vækker mig!”

Sådan lød William efter en brutalt skrigende Albert fik vækket ham af sin skønhedssøvn i bilen på vej hjem fra Aalborg.

Billede

Billede

For så kom stormen og den udviklede sig hastigt til en tornado… Faktisk allerede inden vi nåede ind, havde han trillet rundt på skærverne i vrede over… ja if I only knew! Og sådan har han så fortsat lige ind til puttetid – med små momenter af opklaring og ellers bare full blown tornado. Og det er ikke fordi tornadoen er blevet mindre i styrke og omfang siden jeg første gang beskrev fænomenet. Så hermed, som en lille re-run, opdateret med tornadoens nyere tilføjelser til hans fremgangsmåde…

Tornadoens cause of action: 0) Læg armene trodsigt over kors, 1) SKRIG!!!, 2) KYL alt hvad du har i hænderne efter det sted, hvor det laver størst mulig skade, 2,5) SLÅ! Hvis ingen personer er i nærheden kan skabe, stole, borde, vægge og andre overflader også bruges, 3) KAST dig ned på gulvet – stadig skrigende, 4) RUL rundt – stadig skrigende, 5) kommer du i din rullen i nærheden af andre ting, der kan kastes med – SAML DET OP OG KYL det afsted fra liggende position eller alternativt rejs dig op KYL det afsted og smid dig ned igen, 6) spark med benene og slå gentagende gange med knyttede næver i gulvet, 7) ved manglende opmærksomhed fra forældre eller andre tilskuere… bank hovedet ned i gulvet. Hvis dette ikke udløser reaktion, så 8) FLYT aktionen tættere på forældre eller andre tilskuere, 9) SAML evt kasteskyts op og START IGEN fra nr 2… Og ja, hvorfor så ikke fra nr 1??? Ja, punkt 1 er helt essentielt i et hvilket som helst tornadoudbrud, så det stopper ikke, bare fordi tornadoens bane ændrer sig! Og så den den helt nye dugfriske tilføjelse… 10) Lav chicken-run mod vægge, dog uden at afvige i sidste øjeblik eller nik skabslågerne en skalle efter at have tæsket løs på dem med knyttede næver alternativt flad klaskende hånd.

Og her er der så nu indført time-out i sengen – ikke til tornadoens store tilfredshed, der vælge at klare de to minutter i FULD lungeudblæsning – SUK! Men ikke desto mindre – så fastholdes time-out’erne. Har de nogen effekt – NOPE, nada, none what so ever! – i hvert fald ikke han giver udtryk for. Men mon ikke det snart fænger an, at tornado-lignende adfærd accepteres ikke og har konsekvenser… Nøjagtig ligesom det har, når teenageren kigger frem!

Og så burde man lade være med at gentage sig selv… MEN!!! Der er intet negativt at sige om sovende børn og tornadoer i dvale. End of discussion!

Billede

Albert i et kort tornado frit øjeblik i løbet af eftermiddagen. Kort efter synes han, han skulle lave service på symaskinen – med en skruetrækker…. Det var sy-maskinens indehaver (moi) ikke helt enig i og frem fløj tornadoen, der da straks begyndte at tæske løs på symaskinen med skruetrækkeren… Var der nogen, der sagde time out?!

Well hello there…!

SUK!…. Fredag morgen blev indledt med et lidet kært gensyn med den spirende 4-årige teenager – dobbelt suk! Og hvorfor var det så han valgte at stille sit grimme fjæs til skue? Ja, fordi drengen ville have to af sine nye Lego (surprice surprice) Starwars mænd med i børnehave – og sådan spiller klaveret altså bare ikke! Lego er no-go i børnehaven, for det bliver ALTID væk og så har vi balladen med en ked dreng senere, fordi manden mangler hjelmen, hovedet, sværdet, pistolen – you name it – der er mange små ting på en Lego mand, der kan blive væk!

MEN så var det jo, at teenageren valgte at gøre sin indtræden – dog i en lidt anden form end den ellers så velkendte udadreagerende form… Drengen stillede sig med korslagte arme ved siden af skoskabet (ja, ja så langt var vi da nået i bestræbelserne på at komme ud af døren!) og stirrede stift på ja… nok absolut ingenting…. Men det er en god taktik i nu-ignorerer-jeg-dig-indtil-du-giver-mig-hvad-jeg-vil-have fremgangsmåden, hvad drengen så nok ikke havde gennemtænkt var, at moren faktisk mente det, da hun sagde “Det der, det gider jeg simpelthen ikke at se på, du får ikke de nye Lego mænd med og nu tager JEG sko og jakke på og så kører jeg… Skal du med? For så tager du din jakke på… NU!” Eneste respons fra teenageren var stadig nu-ignorerer-jeg-dig-indtil-du-giver-mig-hvad-jeg-vil-have nu med et lille tvist af du-går-jo-alligevel-ikke-uden-mig! Men en ting har den hårdt prøvede tilværelse med en næsten 4-årig teenager og en 4-årig teenager lært os – kom aldrig med trusler, som du ikke har tænkt dig at sanktionere. Så da skoene var bundet og jakken på, sagde jeg pænt “sidste chance – jeg kører nu!”  Drengen stod dog stadig der i sin tyrkertro på, at mor kører ikke uden mig og nu-ignorerer-jeg-dig-indtil-du-giver-mig-hvad-jeg-vil-have – stirrende stift på ja nok stadig ingenting. Så jeg tog pænt min taske, sagde hej og gik ud til bilen… Lad mig afsløre… panikken indtraf nok allerede 10 sekunder efter døren havde lukket sig bag den onde mor. “NEEEJ moaar. Du må ikke køre!” Men onde mor, synes da lige hun skulle sætte lidt ekstra trumf på… Så jeg startede bilen, så den kunne blive varm og DET gjorde ikke panikken mindre hos den nu krympende teenanger. Så ind og få barnet – omend modvilligt – i jakke og sko, slå alarmen til og få låst døren. “Jeg har jo ikke noget legetøj med…!!!” SUK… han var ikke helt væk endnu – den grænsesøgende teenager. Så ind igen – husk-nu-alarmen-husk-nu-alarmen“Du har lige præcis 30 sekunder – sæt igang!”… 3 minutter senere og en bunke knap så skønne ord udvekslinger mellem mor og søn, var vi endelig klar til at indtage den nu varme bil!! SUK…

Billede

Om fribrydere og tigerdyrsskydende Ninjago krigere

Hen over den forgange uges sommerhusferie har tornadoen tillagt sig helt nye, lettere destruktive, egenskaber… Den 1 1/2 år gamle dreng har nemlig udviklet sig til et mindre fribrydnings talent! Og dette talent er udelukkende i sin anvendelse rettet mod den 4-årige teenager – ja forsvarsløs er han ikke, og ofte indtager han da også selv rollen som “opspiller”… Men ind imellem kan man alligevel blive fanget – læs angrebet – fuldstændig off guard, og det var præcis, hvad der skete på en af dagene i sommerhuset!!
Scenen er sat: Den 4-årige teenager brokker og klynker i bedste 4-årig teenager stil (som taget ud af Manualen) hængende i køkkenet, hvor de stadigt tællende forældre laver aftensmad og tømmer opvaskemaskine… Ud af det blå kommer tornadoen – for det er sådan noget tornadoer kan! – og i bedste bryderstil stiler han målrettet mod den intetanende, stadigt brokkende storebror. Fuld fart på de små ben og med en halv meter til målet kaster tornadoen sig frem med armene strakt ud mod den stadigt lykkeligt uvidende og ja, brokkende storebrors hofter eller den øverste del af lårene – alt efter hvor godt det kommer til at gå… SUCCES!! Storebror går lige i gulvet!! De tællende og ignorerende forældre mærker straks skiftet, hvor teenageren forvandler sig til en brølende Ninjago kriger, og må nu i stedet kæmpe for ikke at bryde ud i højlydt latter med latterkramper som følge, for ikke at vække den brølende Ninjago krigers vrede! Alt dette mens tornadoen nyder sejrens sødme ved simpelthen at fortsætte sin brydekamp mod det nu ikke længere forsvarsløse offer.

Fuldstændig frygtløs fortsætter det spirende fribrydningstalent sin mission om at nedlægge Ninjago krigeren ved fortsat at kaste sig frem for at trække ham i gulvet… Og lad mig slå fast – der er en hårfin grænse mellem det at være frygtløs og dum! Men som jeg vist allerede har påpeget, så er evolutionen stadig på arbejde, so we’re sticking to fearless for the moment! Giving him the benefit of the doubt!!
Men nu er Ninjago krigeren kommet ind i kampen, så tornadoens odds for at vinde kampen mister lige så hurtigt luften som en utæt heliumballon! Den stadigt brølende Ninjago kriger finder i bedste ninja-stil den først mulige våben i kampen mod tornadoen – Tigerdyr bamsen! Og med den under armen – holdende den som et mindre maskingevær – med pruttende pistollyde lydende fra munden ja, så har vi den tigerdyrsskydende Ninjago kriger. Og ind går kampen nu for alvor Ninjago krigeren i bedste bredstående skytteposition og tornadoen stadigt kastende sig frem mod målet – nu med et adapteret brøl i stil med ninjaens. Kampen bevæger sig videre ind i Ninjago krigerens gode store sommerhus seng, og lad mig bare slå fast – tornadoens odds er igen i bedring! Og det nye talent får frit løb og udvikles i rivende hast… Det bevidner det måskegennemtænkte træk med at kravle op på ryggen af den lettere forpustede Ninjago kriger klamre sig fast til han ligger mere roligt og så ellers sætte ind med næverne mod ofrets ryg… Stadig til udbredt morskab for de hårdt prøvede forældre… Men som man siger: a picture speaks a thousand words, so enjoy!

20121125-222516.jpg

Og lad os bare slå fast – den dag tornadoen kan indhente Ninjago krigeren… Ja, så er der vist ingen tvivl om, hvem der kommer til at vinde (bryde)kampen – og det er ikke ninjaen! Så vi glæder os i nuet over, at hjælpen til at bryde faser og udfald og anfald nogle gange kan komme fra de mest uventede kanter…

Den 4-årige teenager vender tilbage

Som forventet blev det en kort restitution for teenageren, der igen har vist sine skarpe kløer…!
Jeg har tidligere berørt fænomenet Tornadoen, som jo er en af de etiketter som vi, synes vi selv, meget passende benytter os af, når vi taler om Albert. Og ældsteynglet William er da heller ikke fri for etiketter… Den mest benyttede er stadig den 4-årige teenager, en etikette som for mig blev italesat af en god veninde, der linkede til en artikel fra “Vores Børn”, som på smukkeste vis slog fast – som en mindre åbenbaring -, at den FASE som mit nu 4-årige barn gennemgår, har et utal af lighedspunkter med den fase som den pubertetsramte teenager gennemgår. Dog med den ekstra udfordring, at den nu 4-årige teenager har nogle sproglige udfordringer, der for alle i dennes nærhed betyder, at den 4-årige teenager ikke ordentligt kan italesætte de “bump” på vejen, der forekommer. En artikel, der fremover blot er blevet kaldt Manualen.

Lad mig for god ordens skyld præsentere den nu 4-årige teenager som han ser ud hos os.
William, just 4 år gammel, meget rødhåret, viljefast, temperamentsfuld dreng med behov for tryghed og let til smil, men også let til tårer og udfald af apokalyptisk karakter.

I livet med en 4-årig teenager er der både op- og nedture, og heldigvis til stor nytte for forældrenes mentale helbred, er antallet af opture i en stadig opadgående kurve. En opadgående kurve, der brillierer med momenter af en stor, selvstændig, kærlig og omsorgfuld dreng, der med sit sprudlende humør og spontane “JUBII” udbrud formår, at, om ikke udligne så næsten opveje de teenage agtige udfald, hvor “dumme mor/far” er den mest benyttede del af enhver sætningskonstruktion!
Den 4-årige teenager formår, som også Tornadoen gør, at benytte sig af kasteskyts og andre udadreagerende udtryksformer. Det store fremskridt, der så må siges at være sket fra tornado fasen i 1,5-års alderen til teenager fasen i 4-års alderen er en forståelse af, at selvskade er DUMT – evolution i funktion!! Så i stedet for at tæske løs på gulvet og banke hovedet ned i gulvet, er fremgangsmåden nu i stedet for knyttede næver mod sofaen eller omkringgående forældre eller søskende! Og helst den, som har været den åbenlyse udløsende faktor, for det apokalyptisk karakteriserede udfald. Overvejelser om anskaffelse af en boksebold har flere gange været oppe at vende, men er af uvisse årsager endnu ikke effektueret!!

Manualen åbnede den stadigt mere tællende til 10+++ mors rullende øjne og afslørede til dennes store lettelse, at fænomenet jo ikke kun eksisterer på vores matrikel, men også i den bredere befolkning… Og også andre mødre (og måske også fædre) når til bristepunktet, hvor den anerkendende pædagogik ryger ud i samme tempo som de grå hår momentalt indtræffer hos de nu lettere hysteriske forældre! Nogle taler om en lille ting som 1. Verdenskrig, udløst af et enkelt målrettet skud mod en Østrig-Ungarnsk tronfølger i Sarajevo. Hos os er det 4-årig teenager vs mor med tyndslidt mentalt overskud og vigende pædagogiske kompetencer! For nok har den rødhårede 4-årige teenager et vidtrækkende og sprængfarligt temperament… …men han har det jo nok efter al overvejende sandsynlighed (ja ja, man er vel ikke akademiker for ingenting!) ikke fra fremmede… Hmmmm hmmmm…. Som mor så søn, eller hvad vi nu skal sige?! Så ind imellem når bølgerne går højt i livet med en 4-årig teenager, bør man på matriklen bevæge sig rundt efter devisen “Stay clear – fire in the hole. Skyttegravskrig in the making. Orienter dem venligst omkring nærmest mulige (nød)udgangs placering”… Et scenarie, der ofte ender i en smækket dør – fra moren (!!!), der trøster sig ved, at Manualen foreskriver, at det er helt normalt… Og derefter istandsættes Manualens aldeles fremragende løsningsforslag til håndteringen af den 4-årige teenager… “IGNORER, IGNORER, IGNORER”… Og så tilføjer de nu fuldstændige pædagogisk kompetenceLØSE forældre … Boksebolden MÅ være vejen frem!

“Når du for 20. gang har gjort noget helt ‘forkert’ og er blevet kaldt lortemor, er det, du hører dig selv råbe ‘så hold dog op med at råbe!’ eller har rungen i ørerne efter braget af den dør du selv har hamret i”

Og så husker vi hinanden på, at der ikke er noget skidt at sige om sovende børn… og vi falder igen nærmest lykkeligt ind i den glansbilledagtige illusion, hvor tornadoer og 4-årige teenagere er afløst af smittende børnelatter og børn, der ikke får anfald eller udfald som følge af modstand.

20121120-141300.jpg

Op med humøret… det er snart mandag

…sådan ønsker en af mine kollegaer altid god weekend… og ja, med en tornado og en næsten 4-årig teenager i huset, så kan det hurtigt blive en trøst… Og for en god del af denne søndag, har det været et godt mantra! Den snart 4-årige teenager har for langt det meste af tiden holdt teenager genet i lommen, men DET kan ikke siges om tornadoen. Well, det er ikke et teenager gen, han ikke har holdt i lommen, men en af de før omtalte “det er bare en jeg-prøver-grænser-af-til-du-bliver-blå-i-hovedet fase”! Eller det messer vi i hvert fald til os selv, at det er “bareenfase – deterbareenfase – deterbareenfase -deterbareenfase”.

Albert sommer 2012

Så for god ordens skyld… Let me introduce to you – the Tornado… Fænomenet tornadoen er i husholdningen bedre kendt som Albert, 17 måneder gammel, lettere rødhåret, morsyg dreng med tendens til periodevis kort lunte og stort temperament og med et støjniveau, der ville kunne lukke de fleste offentlige institutioner efter et besøg af arbejdsstyrelsen.

Ingen hemmelighed, at den næsten 4-årige William altid har haft meget temperament, men tornadoen præstere vist at toppe dette…

Den ellers så glade, smilende og tillidsfulde dreng – aka Tornadoen – kan få anfalds lignende raseriudbrud, hvor man hurtigt som forældre bevæger sig fra “det er svært at holde maske overfor det mildest talt hysteriske barn” til øjne, der ruller i hovedet og der tælles utallige gange til ti – for kun sjældent er en enkelt runde nok… nåede vist til 160 under madlavningen, inden den anerkendende mor igen var til stede i lokalet! But what to do?!? Drengen vælger igen og igen på bedste hysteriske vis at hænge sig klynkende i mors bukseben, hvorefter et nej til endnu en tur omkring køleskabet udløser scener, som selv forældrehjælpsbøger ikke ville kunne have udtænkt!

Tornadoens cause of action: 1) SKRIG!!!, 2) KYL alt hvad du har i hænderne efter det sted, hvor det laver størst mulig skade, 3) KAST dig ned på gulvet – stadig skrigende, 4) RUL rundt – stadig skrigende, 5) kommer du i din rullen i nærheden af andre ting, der kan kastes med – SAML DET OP OG KYL det afsted fra liggende position eller alternativt rejs dig op KYL det afsted og smid dig ned igen, 6) spark med benene og slå gentagende gange med knyttede næver i gulvet, 7) ved manglende opmærksomhed fra forældre eller andre tilskuere… bank hovedet ned i gulvet. Hvis dette ikke udløser reaktion, så 8) FLYT aktionen tættere på forældre eller andre tilskuere, 9) SAML evt kasteskyts op og START IGEN fra nr 2… Og ja, hvorfor så ikke fra nr 1??? Ja, punkt 1 er helt essentielt i et hvilket som helst tornadoudbrud, så det stopper ikke, bare fordi tornadoens bane ændrer sig!

Heldigvis vender han hmm hurtigt tilbage til sit normale, gode humør igen, hvor der skraldgrines, mens der køres rollatorræs gennem hele huset med gåvognen (til stor fare for små hunde, ben, fødder, stole, borde og vægge). Her sætter det omtalte støjniveau, så ind igen – ørepropper anbefales ved besøg på matriklen! – i en blanding af frydefulde hvin, løvebrøl og snak (råbt ud). Lige indtil det næste tornadoudbrud, og hvorfor??? ja… your guess is as good as mine! Måske har den næsten 4-årige storebror snuppet rollatoren, måske er der ingen, der vil åbne døren ind til storebrors Lego slaraffenland, måske blev der igen sagt nej til et kig i køleskabet, måske…

Og så er det man finder trøst i kollegaens fredags hilsen “op med humøret… det er snart mandag”, mens man minder sig selv om, at der vel intet bedre er end sovende børn… og sengetids nedtællingen ER startet. Men når roen har sænket sig over tornadoer og næsten 4-årige teenagere, så glemmer vi forældre næsten lykkeligt (og måske lettere naivt), at vores poder også er andet end smil og små solstråler i et glansbilledeagtigt univers, hvor små chokoladeprægede fingeraftryk ikke er at finde på skabe og vægge, og hvor sofaen ikke driver i endnu et glas vand, der blev offer for Ninjago-krigerens skarpe samuraisværd.