ferie

Ud af feriemode…

Den første arbejdsuge efter ferie er faktisk ved at være gået, så mon ikke det er ved at være tid til at få skrevet lidt på bloggen igen! I skal dog ikke helt snydes for et par stemningsbilleder fra vores skønne ferie i Frankrig. Den første uge eller rettere 8 nætter brugte vi ved en lille by, der hedder Sampzon på en campingplads med egen adgang til Ardechefloden. Sampzon er dog ikke en specielt kendt by imodsætning til nabo byen, der pga. bynavnets association til den nærliggende naturattraktion Pont d’Arc, måske vækker genkendelse hos flere – Vallon Pont D’Adrc. De tre første billeder er inde fra Vallon Pont D’Arc, hvor vi nogle eftermiddage, hvor temperaturen var kravlet op på 38-39 grader søgte tilflugt på barerne på byens skyggefulde torv.BilledeBilledeBillede

De næste to billeder er fra campingpladsens poolområde, hvor vandhund 1 og 2 brugte MANGE timer 🙂 Dog kostede det for Albert et utal af små og lidt større (betændte) sår på fødder og hænder… Og hvorfor? Ja selvom jeg havde købt badesko til begge unger, så tog Alberts dem af de første par dage og pga temperaturen var fliserne ved poolen SÅ varme, at de gav ham brandsår under trædefladerne oven på fødderne (der hvor han kom imod når han kravlede op og ned i børnepoolen) og på fingerspidserne. Så hurra for de to pakker plaster jeg havde pakket og den klorhexedin-holdige opløsning på spray som jeg fandt på et apotek!BilledeBilledeUdsigt ned over Ardeche floden.

BilledeFjollesmil og rigtige smil.BilledeBilledeFangede det næsten!!! Absolut ikke hverdagskost!BilledeStenopsamling, -kast og sopning i Ardechefloden – lige ved campingpladsen.BilledeBillede

Feriens anden uge brugte vi i Cluny – byen, hvor jeg er kommet gennem de sidste hmm ca 20 år. Og ja, det er sådan lidt en følelse af at komme hjem, når vi kører af motortrafikvejen uden for byen og snart efter passerer den store økologiske gård inden vi passerer byskiltet og drejer til højre ad Rue de Griottons, hvorpå den så velkendte (kommunale) campingplads ligger. Cluny er nok mest kendt for to ting… Den meget store (tidligere) benediktinerkloster ruin – http://en.wikipedia.org/wiki/Cluny_Abbey
Det har taget mig/os de her ca 20 år, men i år skulle det være… Vi fik set museet med og om klostrets historie og omfang.

Billede

BilledeBillede
BilledeBillede

Ellers nåede vi i feriens sidste uge en tur i zoologisk have i Touro Parc ved Macon og ellers bare afslapning i varmen… For varmt var der og også langt mere varmt end vi er vant til i Bourgogne-området. Vi præsterede flere dage med temperaturer på 36-38 grader, så køkkenkassen blev taget i brug til afkøling…BilledeBillede

Vesterhavets rolighed

Weekenden brugte vi på feriecentret i Slettestrand. Og meget tæt på feriecentret ligger Slettestrand – en strand, som jeg jo nærmest er vokset op med – med kæmpe krabbe, fiskekuttere og is-hus…

Uanset hvad, så har Vesterhavet en afstressende effekt på mig og en søndag morgen, hvor solen skinner fra en (næsten) skyfri himmel, garanterer for ro i sjælen fra morgenstunden af.

En af de ting, jeg elsker ved især Slettestrand er fiskekutterne – der bibringer liv og på en eller anden måde arbejdsomhed til standen, til trods for, at kutterne er på land og fiskerne er hjemme.

Så her er en lille samling af stemningsbilleder fra Slettestrand på en solrig søndag morgen.BilledeBilledeBilledeBilledeBillede

Billede

Perler … og tornadoer

Glæden ved perler er absolut stor – især for William, men som en sand lillebror synes Albert jo selvfølgelig, at ALT hvad storebror laver må være himlen på jorden… Og så kan det være svært at spise ham af med hans egne stiftperler, sååååå…

20130328-212656.jpg

20130328-212713.jpg
Og det går også ganske fint i kortere tid, for så kommer finmotorikken i samspil med en 22-måneder gammel drengs tålmodig hurtigt til kort og frem kommer glimt af en moden tornado, der med trodsige og hurtigt baskende arme hurtigt kan forvandle den korte perlepladeidyl til et perleinferno!

20130328-213504.jpg

20130328-213523.jpg

Og så kan man jo passende træne i at tælle til ti, mens man alligevel skal samle et par hundrede perler op fra gulvet…

Om fribrydere og tigerdyrsskydende Ninjago krigere

Hen over den forgange uges sommerhusferie har tornadoen tillagt sig helt nye, lettere destruktive, egenskaber… Den 1 1/2 år gamle dreng har nemlig udviklet sig til et mindre fribrydnings talent! Og dette talent er udelukkende i sin anvendelse rettet mod den 4-årige teenager – ja forsvarsløs er han ikke, og ofte indtager han da også selv rollen som “opspiller”… Men ind imellem kan man alligevel blive fanget – læs angrebet – fuldstændig off guard, og det var præcis, hvad der skete på en af dagene i sommerhuset!!
Scenen er sat: Den 4-årige teenager brokker og klynker i bedste 4-årig teenager stil (som taget ud af Manualen) hængende i køkkenet, hvor de stadigt tællende forældre laver aftensmad og tømmer opvaskemaskine… Ud af det blå kommer tornadoen – for det er sådan noget tornadoer kan! – og i bedste bryderstil stiler han målrettet mod den intetanende, stadigt brokkende storebror. Fuld fart på de små ben og med en halv meter til målet kaster tornadoen sig frem med armene strakt ud mod den stadigt lykkeligt uvidende og ja, brokkende storebrors hofter eller den øverste del af lårene – alt efter hvor godt det kommer til at gå… SUCCES!! Storebror går lige i gulvet!! De tællende og ignorerende forældre mærker straks skiftet, hvor teenageren forvandler sig til en brølende Ninjago kriger, og må nu i stedet kæmpe for ikke at bryde ud i højlydt latter med latterkramper som følge, for ikke at vække den brølende Ninjago krigers vrede! Alt dette mens tornadoen nyder sejrens sødme ved simpelthen at fortsætte sin brydekamp mod det nu ikke længere forsvarsløse offer.

Fuldstændig frygtløs fortsætter det spirende fribrydningstalent sin mission om at nedlægge Ninjago krigeren ved fortsat at kaste sig frem for at trække ham i gulvet… Og lad mig slå fast – der er en hårfin grænse mellem det at være frygtløs og dum! Men som jeg vist allerede har påpeget, så er evolutionen stadig på arbejde, so we’re sticking to fearless for the moment! Giving him the benefit of the doubt!!
Men nu er Ninjago krigeren kommet ind i kampen, så tornadoens odds for at vinde kampen mister lige så hurtigt luften som en utæt heliumballon! Den stadigt brølende Ninjago kriger finder i bedste ninja-stil den først mulige våben i kampen mod tornadoen – Tigerdyr bamsen! Og med den under armen – holdende den som et mindre maskingevær – med pruttende pistollyde lydende fra munden ja, så har vi den tigerdyrsskydende Ninjago kriger. Og ind går kampen nu for alvor Ninjago krigeren i bedste bredstående skytteposition og tornadoen stadigt kastende sig frem mod målet – nu med et adapteret brøl i stil med ninjaens. Kampen bevæger sig videre ind i Ninjago krigerens gode store sommerhus seng, og lad mig bare slå fast – tornadoens odds er igen i bedring! Og det nye talent får frit løb og udvikles i rivende hast… Det bevidner det måskegennemtænkte træk med at kravle op på ryggen af den lettere forpustede Ninjago kriger klamre sig fast til han ligger mere roligt og så ellers sætte ind med næverne mod ofrets ryg… Stadig til udbredt morskab for de hårdt prøvede forældre… Men som man siger: a picture speaks a thousand words, so enjoy!

20121125-222516.jpg

Og lad os bare slå fast – den dag tornadoen kan indhente Ninjago krigeren… Ja, så er der vist ingen tvivl om, hvem der kommer til at vinde (bryde)kampen – og det er ikke ninjaen! Så vi glæder os i nuet over, at hjælpen til at bryde faser og udfald og anfald nogle gange kan komme fra de mest uventede kanter…