glansbilledagtig illusion

I fraværet af tornadoer og teenagere…

indtræder disse to skønne unger!

Billede

Bevares at fraværet af tornadoer, teenagere og Ninjago-krigere til tider er alt for kortvarigt – for når fraværet indtræffer, er der ikke meget skidt at skulle have sagt om de to brødre. Ikke at der stadig er et stykke til den glansbilledagtige illusion, men med en til tider meget ønsket mute-knap, så ville vi være meget tæt på.

Så nu vil jeg med det i mente få pakket tasken til mordagens hotelovernatning – og se frem til en festmiddag med et springende punkt… fraværet af tornadoer og teenagere, hvilket også betyder, at der er en god chance for varm mad uden konfliktløsning – og det er ikke at kimse af!

Billede

Billede

Billede

Reklamer

Den 4-årige teenager vender tilbage

Som forventet blev det en kort restitution for teenageren, der igen har vist sine skarpe kløer…!
Jeg har tidligere berørt fænomenet Tornadoen, som jo er en af de etiketter som vi, synes vi selv, meget passende benytter os af, når vi taler om Albert. Og ældsteynglet William er da heller ikke fri for etiketter… Den mest benyttede er stadig den 4-årige teenager, en etikette som for mig blev italesat af en god veninde, der linkede til en artikel fra “Vores Børn”, som på smukkeste vis slog fast – som en mindre åbenbaring -, at den FASE som mit nu 4-årige barn gennemgår, har et utal af lighedspunkter med den fase som den pubertetsramte teenager gennemgår. Dog med den ekstra udfordring, at den nu 4-årige teenager har nogle sproglige udfordringer, der for alle i dennes nærhed betyder, at den 4-årige teenager ikke ordentligt kan italesætte de “bump” på vejen, der forekommer. En artikel, der fremover blot er blevet kaldt Manualen.

Lad mig for god ordens skyld præsentere den nu 4-årige teenager som han ser ud hos os.
William, just 4 år gammel, meget rødhåret, viljefast, temperamentsfuld dreng med behov for tryghed og let til smil, men også let til tårer og udfald af apokalyptisk karakter.

I livet med en 4-årig teenager er der både op- og nedture, og heldigvis til stor nytte for forældrenes mentale helbred, er antallet af opture i en stadig opadgående kurve. En opadgående kurve, der brillierer med momenter af en stor, selvstændig, kærlig og omsorgfuld dreng, der med sit sprudlende humør og spontane “JUBII” udbrud formår, at, om ikke udligne så næsten opveje de teenage agtige udfald, hvor “dumme mor/far” er den mest benyttede del af enhver sætningskonstruktion!
Den 4-årige teenager formår, som også Tornadoen gør, at benytte sig af kasteskyts og andre udadreagerende udtryksformer. Det store fremskridt, der så må siges at være sket fra tornado fasen i 1,5-års alderen til teenager fasen i 4-års alderen er en forståelse af, at selvskade er DUMT – evolution i funktion!! Så i stedet for at tæske løs på gulvet og banke hovedet ned i gulvet, er fremgangsmåden nu i stedet for knyttede næver mod sofaen eller omkringgående forældre eller søskende! Og helst den, som har været den åbenlyse udløsende faktor, for det apokalyptisk karakteriserede udfald. Overvejelser om anskaffelse af en boksebold har flere gange været oppe at vende, men er af uvisse årsager endnu ikke effektueret!!

Manualen åbnede den stadigt mere tællende til 10+++ mors rullende øjne og afslørede til dennes store lettelse, at fænomenet jo ikke kun eksisterer på vores matrikel, men også i den bredere befolkning… Og også andre mødre (og måske også fædre) når til bristepunktet, hvor den anerkendende pædagogik ryger ud i samme tempo som de grå hår momentalt indtræffer hos de nu lettere hysteriske forældre! Nogle taler om en lille ting som 1. Verdenskrig, udløst af et enkelt målrettet skud mod en Østrig-Ungarnsk tronfølger i Sarajevo. Hos os er det 4-årig teenager vs mor med tyndslidt mentalt overskud og vigende pædagogiske kompetencer! For nok har den rødhårede 4-årige teenager et vidtrækkende og sprængfarligt temperament… …men han har det jo nok efter al overvejende sandsynlighed (ja ja, man er vel ikke akademiker for ingenting!) ikke fra fremmede… Hmmmm hmmmm…. Som mor så søn, eller hvad vi nu skal sige?! Så ind imellem når bølgerne går højt i livet med en 4-årig teenager, bør man på matriklen bevæge sig rundt efter devisen “Stay clear – fire in the hole. Skyttegravskrig in the making. Orienter dem venligst omkring nærmest mulige (nød)udgangs placering”… Et scenarie, der ofte ender i en smækket dør – fra moren (!!!), der trøster sig ved, at Manualen foreskriver, at det er helt normalt… Og derefter istandsættes Manualens aldeles fremragende løsningsforslag til håndteringen af den 4-årige teenager… “IGNORER, IGNORER, IGNORER”… Og så tilføjer de nu fuldstændige pædagogisk kompetenceLØSE forældre … Boksebolden MÅ være vejen frem!

“Når du for 20. gang har gjort noget helt ‘forkert’ og er blevet kaldt lortemor, er det, du hører dig selv råbe ‘så hold dog op med at råbe!’ eller har rungen i ørerne efter braget af den dør du selv har hamret i”

Og så husker vi hinanden på, at der ikke er noget skidt at sige om sovende børn… og vi falder igen nærmest lykkeligt ind i den glansbilledagtige illusion, hvor tornadoer og 4-årige teenagere er afløst af smittende børnelatter og børn, der ikke får anfald eller udfald som følge af modstand.

20121120-141300.jpg

Op med humøret… det er snart mandag

…sådan ønsker en af mine kollegaer altid god weekend… og ja, med en tornado og en næsten 4-årig teenager i huset, så kan det hurtigt blive en trøst… Og for en god del af denne søndag, har det været et godt mantra! Den snart 4-årige teenager har for langt det meste af tiden holdt teenager genet i lommen, men DET kan ikke siges om tornadoen. Well, det er ikke et teenager gen, han ikke har holdt i lommen, men en af de før omtalte “det er bare en jeg-prøver-grænser-af-til-du-bliver-blå-i-hovedet fase”! Eller det messer vi i hvert fald til os selv, at det er “bareenfase – deterbareenfase – deterbareenfase -deterbareenfase”.

Albert sommer 2012

Så for god ordens skyld… Let me introduce to you – the Tornado… Fænomenet tornadoen er i husholdningen bedre kendt som Albert, 17 måneder gammel, lettere rødhåret, morsyg dreng med tendens til periodevis kort lunte og stort temperament og med et støjniveau, der ville kunne lukke de fleste offentlige institutioner efter et besøg af arbejdsstyrelsen.

Ingen hemmelighed, at den næsten 4-årige William altid har haft meget temperament, men tornadoen præstere vist at toppe dette…

Den ellers så glade, smilende og tillidsfulde dreng – aka Tornadoen – kan få anfalds lignende raseriudbrud, hvor man hurtigt som forældre bevæger sig fra “det er svært at holde maske overfor det mildest talt hysteriske barn” til øjne, der ruller i hovedet og der tælles utallige gange til ti – for kun sjældent er en enkelt runde nok… nåede vist til 160 under madlavningen, inden den anerkendende mor igen var til stede i lokalet! But what to do?!? Drengen vælger igen og igen på bedste hysteriske vis at hænge sig klynkende i mors bukseben, hvorefter et nej til endnu en tur omkring køleskabet udløser scener, som selv forældrehjælpsbøger ikke ville kunne have udtænkt!

Tornadoens cause of action: 1) SKRIG!!!, 2) KYL alt hvad du har i hænderne efter det sted, hvor det laver størst mulig skade, 3) KAST dig ned på gulvet – stadig skrigende, 4) RUL rundt – stadig skrigende, 5) kommer du i din rullen i nærheden af andre ting, der kan kastes med – SAML DET OP OG KYL det afsted fra liggende position eller alternativt rejs dig op KYL det afsted og smid dig ned igen, 6) spark med benene og slå gentagende gange med knyttede næver i gulvet, 7) ved manglende opmærksomhed fra forældre eller andre tilskuere… bank hovedet ned i gulvet. Hvis dette ikke udløser reaktion, så 8) FLYT aktionen tættere på forældre eller andre tilskuere, 9) SAML evt kasteskyts op og START IGEN fra nr 2… Og ja, hvorfor så ikke fra nr 1??? Ja, punkt 1 er helt essentielt i et hvilket som helst tornadoudbrud, så det stopper ikke, bare fordi tornadoens bane ændrer sig!

Heldigvis vender han hmm hurtigt tilbage til sit normale, gode humør igen, hvor der skraldgrines, mens der køres rollatorræs gennem hele huset med gåvognen (til stor fare for små hunde, ben, fødder, stole, borde og vægge). Her sætter det omtalte støjniveau, så ind igen – ørepropper anbefales ved besøg på matriklen! – i en blanding af frydefulde hvin, løvebrøl og snak (råbt ud). Lige indtil det næste tornadoudbrud, og hvorfor??? ja… your guess is as good as mine! Måske har den næsten 4-årige storebror snuppet rollatoren, måske er der ingen, der vil åbne døren ind til storebrors Lego slaraffenland, måske blev der igen sagt nej til et kig i køleskabet, måske…

Og så er det man finder trøst i kollegaens fredags hilsen “op med humøret… det er snart mandag”, mens man minder sig selv om, at der vel intet bedre er end sovende børn… og sengetids nedtællingen ER startet. Men når roen har sænket sig over tornadoer og næsten 4-årige teenagere, så glemmer vi forældre næsten lykkeligt (og måske lettere naivt), at vores poder også er andet end smil og små solstråler i et glansbilledeagtigt univers, hvor små chokoladeprægede fingeraftryk ikke er at finde på skabe og vægge, og hvor sofaen ikke driver i endnu et glas vand, der blev offer for Ninjago-krigerens skarpe samuraisværd.