hukommelse

Fastelavn er mit navn… Episode 3 (post tøndeslagningerne)

Så kom både dinosauruser og Ninjago-krigere på den anden side af fastelavns(ugen) og lad os bare slå fast, at det var en ualmindelig stolt Ninjago-kriger jeg hentede i børnehaven fredag. Den lille, splejsede, grønne Ninjago var sørme blevet kattekonge! Hvad giver I mig – splejsen, den 4-årige til tider teenage ramte William. Og efter hans eget udsagn var det fordi han havde brugt alle sine Ninjago kræfter… Uanset hvad, så blev det nævn ofte og for de fleste der måtte komme i hans nærhed resten af dagen. Han var stolt – og det var moren selvsagt også!

Men når dette års fastelavns ræs er overstået kan vi jo lige så godt begynde at se frem mod næste års – det mener i hvert fald ældsteynglet… Der allerede har proklameret, hvad han vil være næste år! Og hvad kan det mon være? – helt ærligt… jeg kan ikke huske, hvad han sagde :/ Det var det der med den hukommelse! Men truth be told, så er der nok en ret god chance for at hans udklædningsønske har ændret sig inden vi når til fastelavn anno 2014…. Så den åbenbart lettere fraværende mor, undskylder sig med, at der er lang tid til næste år – så derfor er der ingen grund til at begynde at svede over det allerede!

Med den noget viljefaste tornado, som husholdningen jo også inkluderer skal jeg alligevel nok få dobbelt travlt næste år… For det er jo langt fra sikkert at han vil affinde sig med (igen) at arve storebrors aflagte kostume!

Også selvom det aflagte kostume er Jake fra Jake og Ønskeø piraterne (William fastelavn 2012). Det består af vest, t-shirt med snor, bælte i læder med plads til sabel, pistoler mm, pandebånd og det der ikke er med på billedet – et par brune piratstøvler syet som moccasiner med lædersål.

Billede

Ellers har Williams (og nu også Alberts) fastelavnsgarderobe budt på en løve (William 2010 og Albert 2012). Kostumet er to-delt med heldragt med hale og en enkelt række af manken rundt langs halsen og en elefanthue med manke og ører.

Billede

Billede

Og så lige for god ordens skyld de sidste fastelavnskostumer…

Dinosaurus’en, som William brugte i 2011 og Albert har brugt i år. Dino’en består af 3 dele: bukser, t-shirt og vest med hætte, hale og “takker” fra top til bund.

A1

Dino W

Og så selvfølgelig den grønne Ninjago – som William var klædt ud som i år. Kostumet består af bukser, jakke, en hvid t-shirt og huen.

20130208-123408.jpg

Om det der var… en hukommelse!

A friend in need is a friend indeed… en passende beskrivelse for, hvordan jeg havde det med min hukommelse præ anno 2009. For hold da op, hvor den fungerede! Både arbejdshukommelsen (korttidshukommelsen) og langtidshukommelsen – og lad mig afsløre, at en tilnærmelsesvis fotografisk hukommelse er “praktisk” når man bl.a. skal igennem en 5-årig universitetsuddannelse!!!

Men o ve… det hører en hedengangen tid til! For så fik jeg børn – først et enkelt og det gik da nogenlunde, så kom nummer 2 Tornadoen, der jo for alvor mestrede tortur-“kunsten” søvnberøvelse – og ud røg alt, hvad der kunne betegnes som korttidshukommelse. Langtidshukommelsen og hjernens evne til at lagre viden består af uvisse årsager stadig… det vidner en bred viden om alt muligt mærkeligt fra historien om Louis Braille og hvorfor og hvordan han i 1824, i en alder af 15 år udviklede blindskriftalfabetet Braille, som stadig er det primært brugte system for blinde og svagtseende til at læse og skrive (ja, ja… læsehesten var allerede vækket dengang i 1.-2. klasse!) til historien om Marie Curie og radioaktivitetet, Mary Stuarts tragiske skæbne, 99 omgange af Tour de France og Wright brødrenes første flyvetur… Alt mulig og umulig viden, som på smukkeste vis er blevet lagret i min hukommelse gennem et liv med en “klæbe”hjerne – der nu mest er en saga blot! For ja, det kan være ganske nyttig viden – når man bevæger sig ud i Trivial Pursuit, Besserwisser og andre spil på paratviden. Men honest to God… den reelle brugsværdien af det i hverdagen grænser til et sted mellem minimalt og ubrugeligt!!

En fungerende korttidshukommelse – se det er noget der kunne være brugbart…! Tænk på alle de forgæves ture rundt i hjemmet, på arbejde og ja… alle andre steder for den sags skyld, som jeg kunne spare mig selv for.

Som barfodede ture, der forgæves tages fra badeværelset til tørretumbleren en tidlig tirsdag morgen efter… Ja, hvad var det nu egentlig lige jeg gik efter?? Boxershorts til William? bukser til Albert? Beats me!! Så vi tager da bare begge dele med! Tilbage på badeværelset – the scene of the original thought – og PING! det var jo mine egne bare fødder, der mangler indpakning! Så vi tager lige turen igen – mens jeg fokuserer min hjerne til at tage turen mumlende “strømper-strømper-strømper-strømper…tilmigselv-tilmigselv-tilmigselv”.

Eller turen op og ned af trappen på arbejde for at tjekke en dato inden opgørelse af kørselsregnskabet, for 30 skridt senere ikke at kunne huske om den evigt tålmodige regnskabsmedarbejder sagde 30/9 eller 3/9…!! Ja, ja korttidshukommelse må være en fantastisk ting… det har jeg i hvert fald en svag erindring om! For selvom man ikke kan huske fra sin næse til sin mund – så kan man godt huske, hvordan det var at kunne huske! Onde, onde hjerne!! Men i retrospekt, så ville jeg jo nok være nogle kilo tungere, hvis hukommelsen faktisk fungerede efter hensigten – al den utilsigtede motion jeg ville gå glip af!! Og nu, hvor den jo kun fungerer – at best – sporadisk, så må jeg (måske er vi flere) som træt småbørnsmor i stedet for sætte min lid til post-its og andre små lapper papir, hænder overskrevet med stikord, tal og tegninger og hvad ellers der var i nærheden. Og så krydser jeg fingre og håber på, at jeg husker det allermest vigtige – ungernes madpakke, sko, strømper, jakke, ungerne, mig selv!! Og nej, det er desværre ikke rigtig nogen selvfølge… For denne lidt-stressede-men-altid-noget-trætte-småbørnsmor har da præsteret at være kørt et par kilometer af pendlerturen til arbejde, for så at høre en glad stemme fra bagsædet “Ej mor, skal jeg med dig på arbejde i dag?” og hvad skuer mit øje i bakspejlet?? Et smilende, forventningsfuldt barn i autostolen… “Øhmmm nej… ikke lige i dag! Vi vender om med det samme…!” Om igen! Og denne gang nåede vi dagplejen og så krydser den lidt-stressede-men-altid-noget-trætte-småbørnsmor ellers bare fingrene for, at der ikke er et møde i kalenderen, som jeg nu må komme halsende for sent til… Men er der noget i kalenderen? Hvorfor kigger du på mig? – jeg kan da i hvert fald ikke huske det! Og så siger jeg til mig selv… det kan ske for, ja måske ikke de fleste, men så i hvert fald, selv den bedste??!?!

Men midt i det til tider kaotiske post-it helvede husker jeg mig selv på, at jeg jo trods alt i bytte for min nu ikke-eksisterende korttidshukommelse, har fået to lækre-smækre unger, som kun “periodevis” udfordrer deres mors tålmodighed, pædagogiske evner og mentale helbred med tornadolignende tilstande, igangværende brydekampe og snigende Ninjago krigere, der vælter ind og ud af teenagerland… MEN sovende børn (på eget værelse) er der intet negativt at sige om… og så har korttidshukommelsen været godt givet ud!

“Lykken er et godt helbred og en dårlig hukommelse.” 

Ingrid Bergman