quilt

Quiltet jakke til Albert

  
Godt nok er den ikke just frisk ud af symaskinen, men Alberts nye overgangsjakke er blevet så fin, at jeg er nødt til at dele den med jer. 

Jakken er syet i en vandafvisende quiltet polyester med pladevat fra Stofdepotet – find den her, den er absolut alle pengene værd 👍🏻 og findes også en i blå variant. 

Den er dejlig lun og passer perfekt til efterårsvejret og på de koldeste dage får Albert en tynd fleece vest under.  

Jakken er kantet med en sort foldeelastik, der er vendt på vrangen, så den er mat i stedet for blank. 

Jakken lukkes med lynlås og velcro i halsen, så der kan lukkes helt til for vind. 

 
Til praktisk pynt har jeg brugt refleksstrygestof fra Kreabylullu.dk, jeg har strøget en lang rektangel på på numsen og to mindre på det venstre ærme. Så er han også trafiksikker i jakken og vi kan undgå den dinglende refleks, som ikke altid er så praktisk på legepladsen.   

  

Penalhus

 

Jeg har på det sidste syet flere penalhus og en stor make-up pung til mig selv. Jeg har brugt denne DIY fra Stjernefrø til alle tre, men varieret bredden af stoffet, så det passer til det enkelte formål.

Det første penalhus i den fine grå/hvide blomstrede bomuld fra Stof2000 er syet direkte efter de mål, der er angivet i DIY’en. Jeg har stivet yderstoffet med strygelærred for at give det lidt mere stivhed. Penalhuset er foret med en grå lidt kraftigere bomuld.IMG_1754

 

Det næste er også et penalhus, der dog er noget smallere – min taske, som jeg bruger på arbejde flyder altid med et utal af kuglepenne i bunden af tasken, da den ikke har nogle mindre rum, så jeg besluttede mig for at få styr på rodet med dette smalle quiltede penalhus, som nu rummer diverse kuglepenne, hårnåle, hårelastikker og læbepomade.
Jeg har quiltet yderstoffet med almindelig pladevat for at give lidt ekstra struktur og så er det lavet meget smalt, – yderstoffet er klippet i 25 x 9 cm. Stoffet er en gammel rest (hand-me-down fra min søster) og det det foret med en matchende mørk petrolfarvet bomuld med små hvide prikker.
IMG_1896

 

Sidst har jeg lavet en (relativt stor) make-up pung til mig selv. Den er lavet i den samme blomstrede bomuld som det første penalhus, denne gang er den dog quiltet med volume-vlies. I syningen af denne har jeg også kastet mig ud i et forsøg med noget for mig helt nyt – lynlås i metermål. Thruth be told, så synes jeg faktisk, det er ret svært at få glideren på (jeg ryster rigtig meget på mine hænder), men heldigvis kunne manden min træde til og hjælpe mig 😉 Til gengæld er lynlåsen i metermål rigtig let at arbejde med (når glideren er kommet på!),

  • den er fleksibel i forhold til længde,
  • den er let at sy “over” (hvor almindelige lynlåse godt kan være lidt af en maskin-nåle-dræber) og
  • den er billig (!!) – jeg har givet 8-10 kr. pr. meter for 4 mm lynlås og 50 øre pr. glider der til… Så en sort lynlås som denne på 25 cm løber op i den nette sum af 2,50 kr.

Så syr man bare lidt, hvor man alligevel syr begge ender af lynlåsen til, kan det absolut godt svare sig at købe lynlås i metermål 🙂

IMG_1874

Bedre sent end aldrig… De hjemmeproducerede julegaver

Det var ikke fordi jeg fik lavet specielt mange hjemmeproducerede julegaver i 2013, men lidt blev det da til…

Det første der blev kørt gennem maskinen var denne kjole til min niece, der fylder 8 lige om lidt… Kjolen er syet i en lækker isoli fra Stofdepotet – her (som jeg efterfølgende var nødt til at bestille en ekstra meter af til en kjole til mig selv) og er lavet med påsyning af sort vinterjersey på skuldrene og så afsluttet med en sort stretch jersey i hals og ærmer – begge dele også fra Stofdepotet.

Image

Det næste julegaveprojekt var en bestilling fra min søster til hendes svigermor, der strikker-strikker-strikker! Hun strikker mest på rundpinde og de korte strømpepinde, så hun manglede et etui til den størrelse pinde. Jeg har taget udgangspunkt og søgt inspiration i denne fra Chiliquilter.
Strikkepindeetuiet er i en gammel rest bomulds patchwork stof fra Stof & Stil, som jeg har haft liggende i flere år, som er quiltet med en skrap gul tråd, mens indersiden er fra sommer 2013 fra Stof og Stil med lommer i mørk grå bomuldslærred og kanter i skrapgul kantbånd.

Image

Derudover har jeg lavet en trøje til Albert, som jeg havde glædet mig til at lave… en trøje til Albert med Hr. Skæg motiv. Min tanke var at tage udgangspunkt i den lille ansigtstegning, som Hr. Skæg selv laver efter sin underskrift på de postkort hilsner, der deles ud efter hans fantastiske koncerter. Dog med den lille tvist, at jeg for noget tid siden havde købt et sort filt overskægs-strygemærke i Stof & Stil, som jeg gerne ville have med i motivet. Trøjen er syet som en sweat-shirt i den blødest tænkelige isoli i en lækker koks meleret farve – også købt hos Stofdepotet. På skuldrene har jeg lavet påsyet en hvid/koksgrå stribet rib, som også er brugt til ribkant i bunden af trøjen.

Dertil syede jeg et par baggypants i det samme stof med kant på lommen i den stribede rib, som han dog tog i brug med det samme.

Image

Image

Quiltet iPad sleeve

Selvom det er november – kan der jo godt komme kreative indlæg om andet end babytøj og tilbehør… Så hermed en af de nye sy-ting, som jeg har kastet mig over… Quiltede iPad sleeves.

BilledeJeg quilter to lag bomuldsstof med et lag pladevat imellem (den helt alm pladevat fra Stof & Stil er helt fin i tykkelsen hertil synes jeg). Jeg quilter kun på den ene led, så det giver “striber” i stoffet. På de tre jeg foreløbig har lavet, har jeg quiltet med en gul tråd, der passer til den skrapgule bomuldslærred, som jeg har brugt til indersiden.

Jeg har quiltet den grå og den aqua farvede, så det passer med mønstret i stoffet i stedet for med en på forhånd bestemt afstand… Truth be told, så ejer jeg ikke en quilte lineal, så det er absolut lettest at quilte i stof, hvor der er linjeindikationer, som jeg kan følge 😉

iPad sleevet lukkes med rund elastiksnor, der lukker om en knap.

Jeg synes den grå/hvid grafisk mønstrede bomuld fungerer rigtig godt med den gule quilt og overvejer om jeg skal prøve mig frem med en lille pusletaske clutch i den kombination.

BilledeBillede

Billede

Quiltet jakke

Sy til din baby #5
Billede

Dette er mit første forsøg med quiltning nogensinde og blev positivt overrasket over udfaldet. Jeg valgte at indkøbe Freudenberg  volume quilt vlies, hvor jeg så kunne sy efter limen i vliesen.  Jakken er syet til en dåbsgave til et hold venners skønne datter. Jeg havde på forhånd spurgt om farver på ønsket tøj og fået beskeden intet lyserødt, men gerne lilla. Derfor valgte jeg at sy jakken i en fin blå chambrey (købt hos Fjølner i Viborg) og for at trække den lilla farve ind, har jeg quiltet med en relativt mørk lilla tråd.

Billede  Billede  Billede

Lommerne er lavet i en helt fantastisk blå japansk inspireret printet fast bomuld, som jeg har arvet af min søster. Jeg synes den meget fint samlede de farver, som jeg havde tiltænkt med de blå toner, de lilla (og især okidé-farvede) blomster og de gyldne detaljer til at give lidt ekstra finish. Lommerne er kantet med en varm rød-lilla stretch jersey fra Stof & Stil, som jeg også har brugt til kraven – som jeg kommer tilbage til. Hele jakken er kantet med en orkidéfarvet pipingkant fra Stof & Stil, som jeg før har brugt til babysengetøj med navn og det er også syet i ærmeovergangen, da den er lavet med raglanærmer.

Jakken er foeret med en fast orkidéfarvet bomuld med hvide prikker på kroppen og en gul acetatfoer i ærmerne (hvilket er et rent praktisk hensyn, da det er meget lettere at give barnet jakken på, når foeret i ærmerne er glat. Jeg har dog valgt, at de nederste 8-10 cm i ærmet er lavet med det orkidefarvede bomuld, da det ser rigtig fint ud, hvis jakken i starten bruges med et ombuk på ærmerne. Begge dele er fra Stof & Stil, men den orkidefarvede er fra sidste års kollektion, så den kan ikke købes på nettet mere og det er kun enkelte ruller de har tilbage ude i butikkerne, hvis de har mere af stoffet.

Jeg var meget i tvivl om, hvilken krave jeg skulle lave på jakken – havde først overvejet enten hætte eller en fast kinakrave, men gik fra hætten, da en quiltet hætte godt kan fylde godt øverst på ryggen i fx autostolen, så overvejede endda også at lave den uden krave. Og så var det jeg fik tanken, at lave den med en ribkrave a la den klassiske termojakke krave… Den ændrer udtrykke på jakken rigtig meget – den bliver en smule mindre “pyntet”, men lidt mere praktisk ift. fx træk end hvis den havde været uden krave.

Jakken er delvist syet efter et jakkemønster fra Hanne Meedoms bog “Børnetøj 0-3 år” (kan desværre ikke huske nummeret, da jeg har tegnet mønstret af for flere år siden, da jeg lånte bogen på biblioteket). Men den er lavet ud fra en anorak-variation med raglanærmer, hvor jeg så har erstattet hætten med den bløde jerseykrave i stedet for og lukket den med trykknapper med de fine lilla knapper med hvide prikker som pynteknapper, der skjuler trykknappen. Knapperne har jeg fundet hos Fjølner i Viborg og er selv begejstret over, hvor godt de matcher det prikkede foer 🙂

Billede