søvn

Albert og søvnen

søvn1

“moar, moar… sover du? Jeg er altså så træt! …

… Moar, jeg skal ha’ et mys… og en krammer…

jeg er altså så træt! Vi skal sove nu, det skal vi faktisk…. Vi skal sove længe, jeg har faktisk sovet længe allerede…

…Moar, den var altså stor den hveps, der stak mig i børnehaven i mandags – lige der ved øjet, moar. Er det ikke rigtigt? Men den er ikke farlig fluen, den flyver bare, men hvepsen stikker…

… mys mor!…

… William sover også, han sover længe. Jeg er også træt faktisk….

… …

… mor? Sover du?… Nu skal vi altså putte sammen… … …”

5 minutter efter lader Albert langsomt fødder glide ud over sengekanten og lister ud i stuen – døren til soveværelset lukkes til, sådan næsten i hvert fald… “Far, hvad laver du?”

Klokken er nu efter 23 og det er søndag aften…

søvn2

Historien om Albert og søvnen er efterhånden ved at være lang … meget lang. Som baby sov han jo som vinden blæste og med ALT for mange opvågninger om natten – Søvn terroristen -, han snakker i søvne, og siden han startede i børnehave 1. maj i år har vi kæmpet en kamp med at holde ham vågen om eftermiddagen… Hvis I har set min Instagram-feed, så vil I vide, at det desværre er en meget nærværende og tilbagevendende problematik. Det er faktisk en daglig opgave, der vanskeliggør madlavning og praktisk aktivitet, da han på det nærmest skal mandsopdækkes fra vi kommer hjem til vi skal spise aftensmad – et hurtigt toiletbesøg er nok tid for Albert til at snige sig ind i seng og sove… eller i det hele taget bare ligge sig ned, hvor han nu befinder sig – så længe han har sin dyne og sut! Åhh den sut, den sut som moren så gerne vil have sendt til julemanden, men i guder, hvor er han glad for sin sut… For ovenstående er hvad der sker, hvis han får sneget sig til selv den mindste smule søvn efter vi er kommet hjem fra børnehave (eller i løbet af dagen i weekenden for den sags skyld) – han er umulig at putte eller i hvert fald umulig at få til at sove! 

Undskyldninger, historier og fedterier har han helt styr på og de ligger altid lige for… sammen med de der uimodståelige øjne, der glimter af det kække smil, spilopper og ballade.  


Let’s face it… Når vi ser bort fra hedengangne dårlige søvnmønstre og den daglige kamp for at holde ham vågen om eftermiddagen, så er Albert noget nær det mest udtalte B-menneske, som jeg kender. Elsker sin seng, sin dyne, sin pude, sin sut. Elsker at sove længe – og ja, det gør han faktisk nu… I weekenden bliver den snildt minimum 9.30 før herren overhovedet overvejer at slå øjnene op og forlade søvnens søde, fængslende tag. Og det viser sig også i hverdagene – uanset om han først er faldet i søvn efter 22 eller dejset omkring på sofaen lige efter aftensmaden kl. 18.30 – når de første lysglimt rammer ham og han hører “godmorgen” hilsnen fra mor eller far er hans umiddelbare reaktion at trække dynen helt op og hovedet og give sig til at sove videre… (Hey can’t blame him sådan har jeg det også nogle morgner, når vækkeuret ringer.) Men miraklet indtræffer nærmest hver dag, når han er kommet i tøjet (langt oftest inde i sengen og med Albert med lukkede øjne) og skal ud af døren, så er han frisk og klar til dagen – uanset om natten har budt på knap 8 timers søvn eller 13-14 timer… Men når vi kommer hjem igen fra børnehaven, så rammer dagens strabadser hårdere, de dage, hvor nattesøvnen har været kort og så starter vi forfra med mandsopdækningen…

søvn3

Om søvn, vaner og kærlighed…

Billede

Godt fat i sutteflasken med vand og sutten sirligt lagt til højre for puden (altså til højre for barnet, der ligger på ryggen…) lige til venstre for mig. William ligger allerede og bobler højlydt på min højre side mast godt ned mellem mig og sengens ramme. Man skulle jo ikke gå glip af en chance for at sove ved siden af sin mor, når nu chancen bød sig.

Mindstemanden ville nu ikke sådan lige overgive sig til søvnens sødme… Sutten i munden og sutteflasken ind under dynen og ned mellem benene – så har man jo ligesom styr på, hvor den er henne! Nusse-kramme-mysse lidt med mor – når hun jo alligevel bare ligger der ved siden af. Pande mod pande – næse mod næse og stik mig så et mys på sutten! og et mere… og et mere… og et mere! Lidt nussen på mors kind, om på ryggen, sutten på højre side af puden og så frem med suttenflasken igen. Lyden af vand, der suges ud igennem sutteflaskens sut “scccccccchhhhhehhhp schhhhhhhhehhhccccp”, suttenflasken igen ned under dynen på sin åbenbart faste plads mellem benene og sutten på plads i munden.

“Moarrr…” små børnefingre finder min venstre hånd og hiver den med op til min mund. Kys på hånden… og et mere… og et mere… og et mere… Pande mod pande og hans vejrtrækning falder igen ind i en dybere og langsommere rytme. Får søvnen mon snart overtaget? Over på ryggen, sutten ud – højre side af puden – og sutteflasken frem “scccccccchhhhhehhhp schhhhhhhhehhhccccp”. Sutteflasken tilbage på sin plads og igen nærheden pande mod pande.

45 minutter med dette skulle der gå, før han vendte sig om på den anden side og overgav sig til søvnen, men klokken var selvfølgelig heller ikke mere end 23.15.

Og sådan gav en lørdag aften hos morfar og bedstemor mig et helt særligt indblik i Alberts putte-ritual-vaner.

Billede

Det der med weekend… morgener…!

Kender I det med, hvordan folk, der forgæves prøver på at sove larmer fuldstændig uhensigtsmæssigt i deres forsøg på at være stille? Og det bliver jo absolut ikke bedre, når det er små børn, der prøver på at falde ind i rollen som værende stille, forsøgende på at sove samtidig med, at de KEDER sig bravt…

Billede

Klokken 6.45 kom William tøffende ind til os – medbringende sin dyne, pude og Alberts tigerbamse, som han fredag aften fremførte som et mindre jagttrofæ “se, hvad jeg fandt i Alberts skuffe… Sådan en ønsker jeg mig også!” og for dem, der har glemt det, ja, så er ønsker i Williams univers bare et pseudonym for vil have. Så vi blev, efter en gang overbevisende overtalelse fra morens side, enige om, at han jo bare kunne låne Alberts, eftersom drengen ikke er den store fan af bamser alligevel…

Så langt så godt – den tøffende, pude/dyne/tiger slæbende dreng bliver hurtigt smidt op i smørhullet med beskeden om, at det altså er for tidligt at stå op, “så nu ligger du dig til at sove!” Det udløste sådan set ikke noget brok – og der var da også ro i noget der ligner 10 minutter! Og så gik slangehviskeren da ellers i gang O.o

Magen til larmende, hviskende, tigersnakkende, moslende dreng skal man vist lede længe efter… “psssiieeee, nu kommer den store tiger og spiser dig……. ……..shhhhsshhh  wrrrrrrraaauuuaaaa…..” Alt imens han på det nærmeste ruller rundt om sig selv med knæ og albuer og skalleuddeling til især moren til følge. For man er vel stadig så morsyg, at det usynlige bånd mellem mor og søn er mere effektivt i limens konsistens end nødvendigt er i morens øjne og det betyder i realiteten bare, at faren stadig har sin normale mængde af plads i sengen, mens moren er blevet banket ud på kanten af flagrende knæ og albuer! Så efter en time og en ryg, der var ved at stå af som følge af de talløse tæsk fra det “jeg skal nok sove nu. ….. …… wwrrrrauuuuu, shhhhhiiiieeee….”-barn, ja, så kunne jeg være stået op, men valgte i stedet at kravle ind på sofaen! Ohh joy – hvilket skønt fravær af baskende knæ, albuer og slangehviskende tigersamtaler…

Og så skal det da nok lige bemærkes, at mindstemanden til fulde har forstået konceptet weekend og valgte at sove til 9.40, så er glæden ved ældsteynglets søvnvaner en helt anden sag…

Om det der var… en hukommelse!

A friend in need is a friend indeed… en passende beskrivelse for, hvordan jeg havde det med min hukommelse præ anno 2009. For hold da op, hvor den fungerede! Både arbejdshukommelsen (korttidshukommelsen) og langtidshukommelsen – og lad mig afsløre, at en tilnærmelsesvis fotografisk hukommelse er “praktisk” når man bl.a. skal igennem en 5-årig universitetsuddannelse!!!

Men o ve… det hører en hedengangen tid til! For så fik jeg børn – først et enkelt og det gik da nogenlunde, så kom nummer 2 Tornadoen, der jo for alvor mestrede tortur-“kunsten” søvnberøvelse – og ud røg alt, hvad der kunne betegnes som korttidshukommelse. Langtidshukommelsen og hjernens evne til at lagre viden består af uvisse årsager stadig… det vidner en bred viden om alt muligt mærkeligt fra historien om Louis Braille og hvorfor og hvordan han i 1824, i en alder af 15 år udviklede blindskriftalfabetet Braille, som stadig er det primært brugte system for blinde og svagtseende til at læse og skrive (ja, ja… læsehesten var allerede vækket dengang i 1.-2. klasse!) til historien om Marie Curie og radioaktivitetet, Mary Stuarts tragiske skæbne, 99 omgange af Tour de France og Wright brødrenes første flyvetur… Alt mulig og umulig viden, som på smukkeste vis er blevet lagret i min hukommelse gennem et liv med en “klæbe”hjerne – der nu mest er en saga blot! For ja, det kan være ganske nyttig viden – når man bevæger sig ud i Trivial Pursuit, Besserwisser og andre spil på paratviden. Men honest to God… den reelle brugsværdien af det i hverdagen grænser til et sted mellem minimalt og ubrugeligt!!

En fungerende korttidshukommelse – se det er noget der kunne være brugbart…! Tænk på alle de forgæves ture rundt i hjemmet, på arbejde og ja… alle andre steder for den sags skyld, som jeg kunne spare mig selv for.

Som barfodede ture, der forgæves tages fra badeværelset til tørretumbleren en tidlig tirsdag morgen efter… Ja, hvad var det nu egentlig lige jeg gik efter?? Boxershorts til William? bukser til Albert? Beats me!! Så vi tager da bare begge dele med! Tilbage på badeværelset – the scene of the original thought – og PING! det var jo mine egne bare fødder, der mangler indpakning! Så vi tager lige turen igen – mens jeg fokuserer min hjerne til at tage turen mumlende “strømper-strømper-strømper-strømper…tilmigselv-tilmigselv-tilmigselv”.

Eller turen op og ned af trappen på arbejde for at tjekke en dato inden opgørelse af kørselsregnskabet, for 30 skridt senere ikke at kunne huske om den evigt tålmodige regnskabsmedarbejder sagde 30/9 eller 3/9…!! Ja, ja korttidshukommelse må være en fantastisk ting… det har jeg i hvert fald en svag erindring om! For selvom man ikke kan huske fra sin næse til sin mund – så kan man godt huske, hvordan det var at kunne huske! Onde, onde hjerne!! Men i retrospekt, så ville jeg jo nok være nogle kilo tungere, hvis hukommelsen faktisk fungerede efter hensigten – al den utilsigtede motion jeg ville gå glip af!! Og nu, hvor den jo kun fungerer – at best – sporadisk, så må jeg (måske er vi flere) som træt småbørnsmor i stedet for sætte min lid til post-its og andre små lapper papir, hænder overskrevet med stikord, tal og tegninger og hvad ellers der var i nærheden. Og så krydser jeg fingre og håber på, at jeg husker det allermest vigtige – ungernes madpakke, sko, strømper, jakke, ungerne, mig selv!! Og nej, det er desværre ikke rigtig nogen selvfølge… For denne lidt-stressede-men-altid-noget-trætte-småbørnsmor har da præsteret at være kørt et par kilometer af pendlerturen til arbejde, for så at høre en glad stemme fra bagsædet “Ej mor, skal jeg med dig på arbejde i dag?” og hvad skuer mit øje i bakspejlet?? Et smilende, forventningsfuldt barn i autostolen… “Øhmmm nej… ikke lige i dag! Vi vender om med det samme…!” Om igen! Og denne gang nåede vi dagplejen og så krydser den lidt-stressede-men-altid-noget-trætte-småbørnsmor ellers bare fingrene for, at der ikke er et møde i kalenderen, som jeg nu må komme halsende for sent til… Men er der noget i kalenderen? Hvorfor kigger du på mig? – jeg kan da i hvert fald ikke huske det! Og så siger jeg til mig selv… det kan ske for, ja måske ikke de fleste, men så i hvert fald, selv den bedste??!?!

Men midt i det til tider kaotiske post-it helvede husker jeg mig selv på, at jeg jo trods alt i bytte for min nu ikke-eksisterende korttidshukommelse, har fået to lækre-smækre unger, som kun “periodevis” udfordrer deres mors tålmodighed, pædagogiske evner og mentale helbred med tornadolignende tilstande, igangværende brydekampe og snigende Ninjago krigere, der vælter ind og ud af teenagerland… MEN sovende børn (på eget værelse) er der intet negativt at sige om… og så har korttidshukommelsen været godt givet ud!

“Lykken er et godt helbred og en dårlig hukommelse.” 

Ingrid Bergman

Tornadoen by Night

Har i denne uge haft den noget blandede fornøjelse at dele soveværelse med Tornadoen en enkelt nat. Tornadoen i en weekendseng og moren i en alt for blød sommerhus seng… Lad mig slå fast, at den tidligere søvn terrorist faktisk som udgangspunkt sover hele natten – fra ca 19-7.30! Men når det så er sagt, så er det eneste andet positive at sige om Tornadoen by Night, at han IKKE snorker!! Magen til larmende, støjende, snakkede, moslende monster skal man lede længe efter… Og hvorfor skriver jeg så, at det eneste positive, der er at sige er, at han ikke snorker?? Ja jeg tror ikke man kan snorke, mens man snakker i søvne. Og barnet der snakker, råber, skriger, synger konstant i alle sine vågne timer fortsætter i samme spor, når han sover.
Så de trætte forældre reviderer deres påstand om, at der intet negativt er at sige om sovende børn… Der er intet negativt at sige om sovende børn, der sover på deres eget værelse!

20121122-094729.jpg

Vintertid og slow sunday mornings

Så kom dagen, hvor havemøblerne stilles tilbage i skuretOg ja, det kunne betyde en ekstra times nattesøvn, men af uransagelige årsager er det (heller) ikke tilfældet her i huset! Begge unger kvitterede til ære for vintertidens ikrafttræden, at stå op på den anden side af en time tidligere end normalt og det gav jo så en fantastisk dobbelt konfekt for de trætte forældre pga. vintertiden – rise and shine! bright and early! Det radiostillede vækkeur kunne med store lysende digits oplyse at klokken ikke havde passeret 6.00, da der fra den anden ende af huset friskt blev råbt “faaaar kom og hent mig”, for nej… benene virker heller ikke om morgenen. Normalvis ville tilgangen til dette være talrige forsøg på at ignorere det råbende barn, som jo bare kan smække benene ud over siden og selv bevæge sig, men i lyset af den nylige familie forøgelse, ja så farer man i stedet ud af sengen for at sikre sig, at det råbende barn med de ikke funktionsdygtige ben ikke vækker hunden, som jo så skal luftes på dette ukristelige tidspunkt, hvis den vågner. Succes!!! Vi fik begrænset opvågningen til kun det ene barn. Næste mission… overbevis barnet om, at det stadig er nat og der derfor ikke er tegnefilm på dette tidspunkt. Efter flere afviste forespørgsler på tegnefilm og monstertruck kørsel i de trætte forældres seng, når vi endelig det punkt, hvor William langsomt er ved at overgive sig til den beslutning om mere søvn, som hans forældre kæmper en stille kamp for… “dada dadaaaa” og freden er ovre! Lige som den var i sin spæde begyndelse. Farmand ind og hente det næste råbende barn, for kan vi trække hundeluftningen så er det også lidt værd. Farmand får hurtigt Albert med ind i soveværelset for blot at konstatere, at drengen har tisset igennem ALT, så et hurtigt bleskift og afmontering af vådt nattøj senere træder tornadoen i kraft… Og nej, vi taler ikke bare en lille hvirvelvind – men en full blown tornado! Og tornadoen har kun ét mål for øje – den intetanende næsten sovende storebror. Og hvad gør tornadoen, når storebror IKKE gider at være en del af stormvejret? Ja… han tager godt fat i kraven af ham og så hopper han! Ikke umiddelbart til storebrors eller forældres store begejstring – så i stedet for et næsten sovende barn har vi nu en tornado og et hold-så-op-jeg-gider-altså-ikke-Albert-skrigende barn og som sidste bonus en hylende hund! Suk! Så meget for slow sunday mornings… I stedet er det inden kl. 7.00 hurtigt i tøjet og ud i den bidende kulde med hunden – men så er dagen jo lige som også igang!

20121028-213324.jpg

Tornadoen Albert i et fredeligt øjeblik – hvor morgenens alt for tidlige stormvejr har sat sine spor.