søvnberøvelse

Om det der var… en hukommelse!

A friend in need is a friend indeed… en passende beskrivelse for, hvordan jeg havde det med min hukommelse præ anno 2009. For hold da op, hvor den fungerede! Både arbejdshukommelsen (korttidshukommelsen) og langtidshukommelsen – og lad mig afsløre, at en tilnærmelsesvis fotografisk hukommelse er “praktisk” når man bl.a. skal igennem en 5-årig universitetsuddannelse!!!

Men o ve… det hører en hedengangen tid til! For så fik jeg børn – først et enkelt og det gik da nogenlunde, så kom nummer 2 Tornadoen, der jo for alvor mestrede tortur-“kunsten” søvnberøvelse – og ud røg alt, hvad der kunne betegnes som korttidshukommelse. Langtidshukommelsen og hjernens evne til at lagre viden består af uvisse årsager stadig… det vidner en bred viden om alt muligt mærkeligt fra historien om Louis Braille og hvorfor og hvordan han i 1824, i en alder af 15 år udviklede blindskriftalfabetet Braille, som stadig er det primært brugte system for blinde og svagtseende til at læse og skrive (ja, ja… læsehesten var allerede vækket dengang i 1.-2. klasse!) til historien om Marie Curie og radioaktivitetet, Mary Stuarts tragiske skæbne, 99 omgange af Tour de France og Wright brødrenes første flyvetur… Alt mulig og umulig viden, som på smukkeste vis er blevet lagret i min hukommelse gennem et liv med en “klæbe”hjerne – der nu mest er en saga blot! For ja, det kan være ganske nyttig viden – når man bevæger sig ud i Trivial Pursuit, Besserwisser og andre spil på paratviden. Men honest to God… den reelle brugsværdien af det i hverdagen grænser til et sted mellem minimalt og ubrugeligt!!

En fungerende korttidshukommelse – se det er noget der kunne være brugbart…! Tænk på alle de forgæves ture rundt i hjemmet, på arbejde og ja… alle andre steder for den sags skyld, som jeg kunne spare mig selv for.

Som barfodede ture, der forgæves tages fra badeværelset til tørretumbleren en tidlig tirsdag morgen efter… Ja, hvad var det nu egentlig lige jeg gik efter?? Boxershorts til William? bukser til Albert? Beats me!! Så vi tager da bare begge dele med! Tilbage på badeværelset – the scene of the original thought – og PING! det var jo mine egne bare fødder, der mangler indpakning! Så vi tager lige turen igen – mens jeg fokuserer min hjerne til at tage turen mumlende “strømper-strømper-strømper-strømper…tilmigselv-tilmigselv-tilmigselv”.

Eller turen op og ned af trappen på arbejde for at tjekke en dato inden opgørelse af kørselsregnskabet, for 30 skridt senere ikke at kunne huske om den evigt tålmodige regnskabsmedarbejder sagde 30/9 eller 3/9…!! Ja, ja korttidshukommelse må være en fantastisk ting… det har jeg i hvert fald en svag erindring om! For selvom man ikke kan huske fra sin næse til sin mund – så kan man godt huske, hvordan det var at kunne huske! Onde, onde hjerne!! Men i retrospekt, så ville jeg jo nok være nogle kilo tungere, hvis hukommelsen faktisk fungerede efter hensigten – al den utilsigtede motion jeg ville gå glip af!! Og nu, hvor den jo kun fungerer – at best – sporadisk, så må jeg (måske er vi flere) som træt småbørnsmor i stedet for sætte min lid til post-its og andre små lapper papir, hænder overskrevet med stikord, tal og tegninger og hvad ellers der var i nærheden. Og så krydser jeg fingre og håber på, at jeg husker det allermest vigtige – ungernes madpakke, sko, strømper, jakke, ungerne, mig selv!! Og nej, det er desværre ikke rigtig nogen selvfølge… For denne lidt-stressede-men-altid-noget-trætte-småbørnsmor har da præsteret at være kørt et par kilometer af pendlerturen til arbejde, for så at høre en glad stemme fra bagsædet “Ej mor, skal jeg med dig på arbejde i dag?” og hvad skuer mit øje i bakspejlet?? Et smilende, forventningsfuldt barn i autostolen… “Øhmmm nej… ikke lige i dag! Vi vender om med det samme…!” Om igen! Og denne gang nåede vi dagplejen og så krydser den lidt-stressede-men-altid-noget-trætte-småbørnsmor ellers bare fingrene for, at der ikke er et møde i kalenderen, som jeg nu må komme halsende for sent til… Men er der noget i kalenderen? Hvorfor kigger du på mig? – jeg kan da i hvert fald ikke huske det! Og så siger jeg til mig selv… det kan ske for, ja måske ikke de fleste, men så i hvert fald, selv den bedste??!?!

Men midt i det til tider kaotiske post-it helvede husker jeg mig selv på, at jeg jo trods alt i bytte for min nu ikke-eksisterende korttidshukommelse, har fået to lækre-smækre unger, som kun “periodevis” udfordrer deres mors tålmodighed, pædagogiske evner og mentale helbred med tornadolignende tilstande, igangværende brydekampe og snigende Ninjago krigere, der vælter ind og ud af teenagerland… MEN sovende børn (på eget værelse) er der intet negativt at sige om… og så har korttidshukommelsen været godt givet ud!

“Lykken er et godt helbred og en dårlig hukommelse.” 

Ingrid Bergman

Reklamer

Tornadoen by Night

Har i denne uge haft den noget blandede fornøjelse at dele soveværelse med Tornadoen en enkelt nat. Tornadoen i en weekendseng og moren i en alt for blød sommerhus seng… Lad mig slå fast, at den tidligere søvn terrorist faktisk som udgangspunkt sover hele natten – fra ca 19-7.30! Men når det så er sagt, så er det eneste andet positive at sige om Tornadoen by Night, at han IKKE snorker!! Magen til larmende, støjende, snakkede, moslende monster skal man lede længe efter… Og hvorfor skriver jeg så, at det eneste positive, der er at sige er, at han ikke snorker?? Ja jeg tror ikke man kan snorke, mens man snakker i søvne. Og barnet der snakker, råber, skriger, synger konstant i alle sine vågne timer fortsætter i samme spor, når han sover.
Så de trætte forældre reviderer deres påstand om, at der intet negativt er at sige om sovende børn… Der er intet negativt at sige om sovende børn, der sover på deres eget værelse!

20121122-094729.jpg

Det er bare en fase…?

“Det er bare en fase, det er bare en fase, det er bare en fase, det er bare en fase, det er bare en fase…?…!…?” Småbørns mødres foretrukne mantra, som man messer igen og igen i forhåbning om, at man et sted efter den 23. gentagelse af mantraet ENDELIG har fået overbevist sig selv om, at det da så absolut MÅ være tilfældet… Men tvivlen nager ind i mellem – ingen tvivl om det, for hvor lang kan sådan en fase være og kan det virkelig passe, at den ene fase reelt afløser den anden???

For den uindviede – til tider lykkeligt barnløse eller bedsteforældrene, der lykkeligt har fortrængt, hvordan det også er at have små børn – ja så er dette om børns “det er bare en jeg-prøver-grænser-af-til-du-bliver-blå-i-hovedet fase”…

Lykken er at have børn, men sandheden er, at de indimellem er mere end bare billigt til salg.

Tag nu bare mindstemanden Albert… Hvem havde troet om det søde, milde, smilende barn, at han faktisk har opnået noget, der må kunne omveksles til minimum en Master (måske endda en Ph.D.) i den praktiske anvendelse af den torturform, der til daglig bare kaldes søvn-berøvelse?!?

Og det tog ham ikke mange dage at opnå den, da han først gik i gang – dagen før han blev 3 måneder… Ja, ja vi starter tidligt uddannelse i dette hjem, og det må siges, at drengen havde et fuldstændig åbenlyst talent! Knap 5 måneder varede fasen, som var præget af, ja, torturlignende tilstande og en mor på sammenbruddets rand, men så stoppede det også – med visse modifikationer – nærmest fra den ene nat til den anden. Ikke let at overbevise sig selv om, at man efter 3. måned uden søvn bare gennemgår en fase!! Men det var det jo – heldigvis!! – for ellers… ja hvad ellers? Var sammenbruddet indtruffet eller klarer man det, fordi man har “fået” mor-genet med ind i det øjeblik barnet spyttes ud?? Hvem ved?

Og så er der William – smukke, dejlige William… Der bare ligner sin mor ALT for meget, når vi snakker temperament! I guder, hvor kan vi snakke faser!! Her har vi barnet, der formår at teste – ikke bare forældrenes – men vist ind imellem også egne grænser af, til han og vi er helt blå i hovedet… Tag nu bare de sidste par dage… Trætheden er synligt at spore i det snart 4-årige lille væsen, der mister kontakt med alt, hvad der hedder fornuft, når trodsigheden sætter ind – og vejen tilbage til sindsro og husfred er lang og synes til tider nærmest uopnåelig… SUK! Trodsalder og faser må bare konstateres – måske -at slå ekstra hårdt på en følsom lille dreng, for hvem et “nej” kan udløser ramaskrig af apokalyptisk karakter.

Så lad os bare slå fast, at Williams aften sluttede i sengen kl. 19.00, fordi pizza-sandwichen ikke var en anden pizza og derfor ikke måtte være på hans tallerken, men heller ikke måtte ligge andre steder end midt på bordet og fordi, et slukket fjernsyn under spisningen øjensynligt er en skæbne værre end døden.