teenager

Når faserne indtræder igen…

… og det er ikke en hvilken som helst fase… Det er den næsten-4-årige-teenager-fase, der igen begynder at vise sit grimme ansigt hos os… Hvordan gik det lige så hurtigt med at nå herfra? – 7 dage gammel: Albert 7 dage gammel over tornado-fasenSONY DSC til nu – en næsten 4-årig (1 måned til, i dag – Albert tæller ned!) -teenager… SONY DSCOg ja, det er selvfølgelig bare en fase – om end den potentielt er meget lang, siger erfaringerne fra William! Og Alberts temperament har jo desværre ikke noget at stå tilbage for i forhold til Williams temperament – det var vi tidligt klar over… Og nu blomstrer denne fase så hos Albert. Der skal ikke altid så meget til at vælte læsset, så følelsen af uretfærdighed overmanden hans ellers milde væsen og sender ham i en helt anden retning, hvor udtryk som “dumme mor… dumme far… jeg VIL ikke mere… nu går jeg min vej… jeg gider det ikke… så ødelægger jeg…. jeg banker dig (Ja den hænger stadig ved)…” og en helt masse andre eder og gloser fylder huset, råbt ud i barnerøst af en sur dreng med korslagte arme, hvis han altså ikke render og smækker med dørene. Helt galt var det i weekenden, da han (guderne forbyde det), skulle dele den sidste rest honningmelon med William. Det var simpelthen dråben, der fik bægret til at flyde over og så er det det der med at holde masken som forældre… For en helt ny af-art af trussel fløj ud af drengen med de korslagte arme…

“Jeg vil ikke mere! Nu ringer jeg til politiet… fra din telefon mor!”

Underforstået, at det her er LIGE på grænsen til børnemishandling (og nok lidt over) …

Reklamer

Tornadoen skaber forårsstorme…

… nogle momentvise og kortvarige… andre lange, seje og tålmodighedsudfordrende! Uanset, så er gensynet ikke præget af gensynsglæde og i stedet får vi atter øvet i at tælle til ti – mon vi ikke snart må være åbenlyse talenter ud i disciplinen??? Vi får da i hvert fald sat nogle øve-timer ind på 10.000 timers kontoen!!!

Vi konstaterer i hvert fald, at vi (forhåbentlig bare) er inde i endnu en fase, hvor lunten er kort, sproget (meget) utilstrækkeligt og yngsteynglets personlighed (hmmmm!) skinner mere og mere igennem. Og truth be told, hvis det er hans personlighed, så har vi at gøre med en til tider arrig spektakel, hvis temperament langt overstiger den ellers iltre og temperamentsfulde, rødhårede storebrors. Et stort suk trænger sig på i det stille sind – hvordan skal det ikke gå, når han rammer fasen som den 4-årige teenager…? Den lader vi vist bare lige stå – de grå hår skal nok komme af sig selv alligevel, når vi når dertil!

Billede

Men hvad er det så, der skaber de kraftige forårsstorme over matriklen? Ja helt ærligt… ALT…

  • det man ikke må,
  • det man ikke må få,
  • det man må få, men ikke er det rigtige,
  • det nej, der bliver sagt,
  • det storebror gør,
  • det storebror siger man ikke må,
  • det man gerne må, men ikke kan få udtrykt når sproget halter,
  • det der ikke går hurtigt nok,
  • det der ikke er rigtigt
  • det der stop for Gangnam style efter 10 gennemlytninger,
  • det der Gangnam style, når det nu er noget andet man egentlig vil høre,
  • det youtube traktor klip, der skulle have været et andet,
  • den sut, der er forkert,
  • den trøje, der skal over hovedet,
  • det bidsår, der gør, at man ikke kan komme ud og lege i regnvejr,
  • det forkerte betræk på dynen,
  • ….

Ja listen er lang, og jeg kunne blive ved – for den udløsende faktor er lige så ustadig som det danske forårsvejr.

Når raseriet og frustrationerne udløses, så steer clear, for nu smides der med det der er tættest på fx. i hånden eller munden! Så ofte flyver der sutter, biler, lego mænd mm. gennem luften herhjemme, og ja, hvis ikke der er kasteskyts i nærheden og sutten er fyret afsted, så kan man jo altid lave den sædvanlige smiden sig ned på gulvet og udtrykke sin utilfredshed med skrig og skrål. Behøver jeg sige, at time-outs for alvor er blevet introduceret for det alt-mulig-kastende arrige spektakel… Der til stadighed prøver på at charme sig ud af de efterfølgende sure miner, når glasset med vand flyder på gulvet og storebrors Lego politistation er blevet splittet til atomer…

Og så er det, at den valuta som det frække charmerende smil udgør trods alt devalueres ganske hurtigt!

Billede

 

 

<a href=”http://www.bloglovin.com/blog/7203475/?claim=fz7bcnyadu7″>Follow my blog with Bloglovin</a>

Lorte mor…!

sådan kan man nogle gange føle sig på en tirsdag eftermiddag midt i mareridtstimen – aka ulvetimen… Hvis denne ulveTIME, da så bare kunne begrænse sig til en enkelt time, så var den nok lidt lettere at overkomme, men mange dage og lige for tiden absolut de fleste starter ulvetimen i det øjeblik, vi kommer ind af døren om eftermiddagen, hvilket vil sige et sted mellem 16.00 og 16.45 og så et godt stykke hen i det lettere kaotiske aftensmåltid, måske helt indtil sengetid, hvis det nu går rigtig godt

Og hvorfor ender det så sådan noget nær hver eneste dag – ja havde jeg svaret kunne jeg måske agere på det, men mønstre og vaner skifter som vinden blæser, når det kommer til tornadoer og 4-årige teenagere. Det eneste, der er helt sikkert er følgende hmmm tre ting: 

  1. Albert er SULTEN. Han hænger i køleskabet, skuffer og andet, der kan tænkes at indeholde mad, nærmest fra vi kommer ind ad døren til vi sætter os for at spise aftensmad. Og er der ikke umiddelbar gevinst herved (drengen kan 7-9-13 endnu ikke selv åbne køleskabet!), ja så hænger han sig klynkende og vred i mors og fars ben… Også selvom han allerede har fortæret en halv bolle, en skive grovtoast med smør og pålægschokolade, en gang cheez dippers, tre glas vand og lidt af en sun lolly is! Han nåede desuden at spise en lille Danone yoghurt og mønstre et tornado anfald af hysteri hængende skrigende i mors ben, fordi han ikke måtte få mere 15 minutter før aftensmaden var klar.
  2. Der tigges, råbes, hyles, tudes om kap for at få lov til at sidde med iPad fra begge unger, hvilket fører frem til nummer 3.
  3. Der råbes, skriges, hyles og tudes på skift over, at små utålmodige tornadoer og teenagere ikke kan finde det de tænkte de skulle se, og evnerne til at formidle det overfor forældrene kunne ligeså godt være ikke eksisterende eller forklaringen foregå på russisk, kinesisk eller khmer! Same same, for forældrene fatter stadig hat!! “Jamen mor forstå nu, hvad jeg siger, jeg skal se den Albert så i går!!!” Og så er sagen bare den, at Mr. Busy Index finger aka Albert i langt de fleste tilfælde trykker sig igennem en til otte youtube-videoer i minuttet! So good luck guessing which one is in question!

Og så er der jo alle de uforudsigelige variabler:

  • træthedsniveau hos begge børn… og voksne for den sags skyld
  • HUMØRET
  • besøg af tornadoer og 4-årige teenagere
  • er Albert i drillehumør
  • jagter Albert Hemingway rundt i huset fægtende med et lyssværd eller en legetøjs pistol
  • … og alle de andre – utallige – ting, der kan spille ind i ulvetimen

Og det er jo bare de ting, der spiller ind inden aftensmaden rammer tallerkenerne! For så kommer det næste problem, at få ungerne til at indfinde sig ved bordet. Albert kan jo for det meste hurtigt lokkes op til bordet – bare fordi der er udsigt til mad! – mens det er en helt anden sag at få William til at indfinde sig.

Tag for eksempel i går, som er første gang nok nogensinde, hvor Albert ikke har fået aftensmad (og det ikke er fordi han har været syg)… Der var gået iPad i den, for at sige det på godt dansk – for begge unger. William kom først da vi var færdige med at spise og der var blevet kaldt 5,6,7,8,9 gange og han fik af vide, at nu ryger maden af bordet og så er der ikke åbent for køkkenet igen før til morgenmaden. Det fik ham til til sidst at reagere og han fik da også spist lidt. 

I dag fløj Albert til bordet, mens det koksede fuldstændig med William… Fordi han var træt og uopmærksom… kras bang og så lå der en iPad på gulvet med skærmen nedad, fordi han havde lagt den yderst på armlænet og så raget den ned da han vendte sig om… Det udløste en hurtig og nok lidt vred reaktion fra moren, hvor der blev sagt, at så er der bare ikke mere iPad! Og så gik han ellers i selvsving! “Dumme mor! Jeg gider ikke sidde ved siden af dig, jeg vil sidde et andet sted!” Men hvor han ville sidde kunne han jo ikke svare på, for han ville ikke sidde ved mor, heller ikke ved far og absolut heller ikke for enden af bordet… og så løber vi jo lige som ret hurtigt tør for andre valgmuligheder, alt imens han ligger sur og tvær på gulvet og råber og brokker over, at han “vil sidde et andet sted!”, som han jo så ikke kan svare på hvor er. Så det blev moren, der bestemte det for ham, og det blev til sidst i hans seng indtil han var sød igen… Og lad mig bare slå fast… time-outs sucks! Big time! i hvert fald hos os! Det er med skrig og skrål og trusler om fratagelse af “goder” fra forældrenes side af.

… og så har jeg slet ikke nævnt spørgsmålet om, HVAD der bliver serveret!!!

 

Og ja, så er det man føler sig som en frygtelig lorte mor på sådan en tirsdag eftermiddag/aften, hvor alting igen går i hårdknude og det eneste man ser frem til er puttetid – no offence, but joyous bedtime!

Og så var der det der med truslen om fratagelse af et gode… lad mig afsløre, at iPad’en er blevet stemt af øen for et par dage – i hvert fald i teorien og det talte ord – men virkeligheden ser måske alligevel anderledes ud i morgen eftermiddag når ulvetimen indtræder klokken 16.45 og jeg er alene med begge unger. Ja begrebet ryggrad som en regnorm kan med fordel benyttes, men fem minutters ro er nu engang bedre end fem minutters skrig og skrål fra tornadoen og teenageren… Og nu sover de begge!!! Så det giver da på den anden side af 10 timers fred og ro!

1-2-3-4-5-6-7-8-9-10-1-2-3…

4-5-6-7-8-9-10-1-2-3-4-5-6-7-8-9-10… Ja, og det er ikke fordi vi øver i at tælle til ti med Albert! Til gengæld har både mor og far fået rigeligt med træning både i går aftes og her til eftermiddag, da dagene har været lige lovligt velbesøgte af både teenagere og tornadoer… og det i udbrud vel at mærke!

Fredag aften bød på visit af teenageren, og det lige midt i maden, hvilket affødte en nok lettere tøsesur mor resten af aftenen. Men det kan man jo risikere at blive, når man er blevet kaldt dum, dumme mor og lignende de første 30 gange i løbet af mindre end 30 minutter. Og så er det godt, at jeg har et syværelse, hvor jeg kan gå ned og lukke døren eftertrykkeligt efter mig. Billede

Det kom der et par forårsagtige bukser i æbleprint med sorte lommer og sort linning ud af… Ikke at Albert mangler, så til salg med dem og de var da også væk i løbet af meget kort tid. Så fik jeg alligevel lidt ud af alt det tællen!

I dag har tornadoen så smukt overtaget depechen! Heldigvis ikke fra morgenstunden af, hvor humøret hos både William og Albert var i top. Så en tur i Stof & Stil for at få fyldt lidt ekstra op i stof-lageret fra formiddagen af, indkøb af længe efterspurgte legetøjs håndjern til William og ellers bare hygge… lige indtil vi næsten nåede hjem.

“AAAAJ Albert, du skriger så højt, at du vækker mig!”

Sådan lød William efter en brutalt skrigende Albert fik vækket ham af sin skønhedssøvn i bilen på vej hjem fra Aalborg.

Billede

Billede

For så kom stormen og den udviklede sig hastigt til en tornado… Faktisk allerede inden vi nåede ind, havde han trillet rundt på skærverne i vrede over… ja if I only knew! Og sådan har han så fortsat lige ind til puttetid – med små momenter af opklaring og ellers bare full blown tornado. Og det er ikke fordi tornadoen er blevet mindre i styrke og omfang siden jeg første gang beskrev fænomenet. Så hermed, som en lille re-run, opdateret med tornadoens nyere tilføjelser til hans fremgangsmåde…

Tornadoens cause of action: 0) Læg armene trodsigt over kors, 1) SKRIG!!!, 2) KYL alt hvad du har i hænderne efter det sted, hvor det laver størst mulig skade, 2,5) SLÅ! Hvis ingen personer er i nærheden kan skabe, stole, borde, vægge og andre overflader også bruges, 3) KAST dig ned på gulvet – stadig skrigende, 4) RUL rundt – stadig skrigende, 5) kommer du i din rullen i nærheden af andre ting, der kan kastes med – SAML DET OP OG KYL det afsted fra liggende position eller alternativt rejs dig op KYL det afsted og smid dig ned igen, 6) spark med benene og slå gentagende gange med knyttede næver i gulvet, 7) ved manglende opmærksomhed fra forældre eller andre tilskuere… bank hovedet ned i gulvet. Hvis dette ikke udløser reaktion, så 8) FLYT aktionen tættere på forældre eller andre tilskuere, 9) SAML evt kasteskyts op og START IGEN fra nr 2… Og ja, hvorfor så ikke fra nr 1??? Ja, punkt 1 er helt essentielt i et hvilket som helst tornadoudbrud, så det stopper ikke, bare fordi tornadoens bane ændrer sig! Og så den den helt nye dugfriske tilføjelse… 10) Lav chicken-run mod vægge, dog uden at afvige i sidste øjeblik eller nik skabslågerne en skalle efter at have tæsket løs på dem med knyttede næver alternativt flad klaskende hånd.

Og her er der så nu indført time-out i sengen – ikke til tornadoens store tilfredshed, der vælge at klare de to minutter i FULD lungeudblæsning – SUK! Men ikke desto mindre – så fastholdes time-out’erne. Har de nogen effekt – NOPE, nada, none what so ever! – i hvert fald ikke han giver udtryk for. Men mon ikke det snart fænger an, at tornado-lignende adfærd accepteres ikke og har konsekvenser… Nøjagtig ligesom det har, når teenageren kigger frem!

Og så burde man lade være med at gentage sig selv… MEN!!! Der er intet negativt at sige om sovende børn og tornadoer i dvale. End of discussion!

Billede

Albert i et kort tornado frit øjeblik i løbet af eftermiddagen. Kort efter synes han, han skulle lave service på symaskinen – med en skruetrækker…. Det var sy-maskinens indehaver (moi) ikke helt enig i og frem fløj tornadoen, der da straks begyndte at tæske løs på symaskinen med skruetrækkeren… Var der nogen, der sagde time out?!

Genopstandelsen… af den 4-årige teenager

Det måtte vel komme, det var vel uundgåeligt, men på en og samme dag smukt efter hinanden…… og så på en søndag!?!

Ja dagen i dag har budt på både apokalyptisk truende 4-årige teenagere og halvhjertede tornado udbrud, der dog stadig antog noget nær fuld styrke – og så på en søndag! Skrig, skrål, råb, trillen rundt på gulvet, uddeling af talrige slag i ansigtet, tårer og des lige… Og det var bare med venlig hilsen fra Tornadoen! Lad os bare slå fast, at havde Metro ikke fået vasket gulvet i dag (og det så ikke umiddelbart sådan ud!), så har Albert nu klaret det i et LANGT anfald af ubestemmelighed, hænge-syge og arrigskab i en uskøn og meget larmende kombination. Så nu er gulvet vasket i snot, spyt og tårer og på smukkeste vis aftørret i hans grønne Ej Sikke Lej softshell. Lad os bare slå fast – feberen og den tilhørende sløvhed og ukampdygtighed (som nok sket ikke er et ord!) er VÆK og forældrene har erklæret ham rask, selvom en anseelig del pyldren består sammen med de endeløse “mmmmmmmmmm” pjevsen.

Men det var jo kun Tornadoen… Andre “naturkræfter” har jo også været i spil, som om tornadoer og 4-årige teenageres udbrud og anfald har sameksisteret og fungeret i smuk symbiose med hinanden på sådan en lettere anstrengt søndag.
For som tornadoen trak sig tilbage i sit skalkeskjul, ja der meldte den 4-årige teenager sig i stedet på banen, for forældrene kunne jo lige så godt blive i full alert mode! – nu lukket inde i en bil med et skrigende, råbende, sparkende arrigt 4-årigt teenager monster. Ohh joy dagen blev bare VED med at byde på den ene “gave” efter den anden. Efter mindre end fem minutter ser de nu nærmest høre-skadede forældre på hinanden og konstaterer, at nogle gange kræver handling en modhandling – hårdt mod hårdt! Så den piv-hysteriske skrigende 4-årige teenager fik besked på at stoppe ellers kunne han blive sat af på den næste rasteplads! Og sådan blev det! Skrigene, råbene, sparkene og tårerne blev ikke mindre, så rastepladsen blev besøgt… Til stor fortrydelse for teenageren blev hans sele spændt op og så fik piben en lidt anden lyd, men med et konsekvent NEJ svar på, om han så stoppede hysteriet nu og i stedet var sød, affødte en undsætning på rastepladsen, og så gik alvoren for alvor op for drengen, der nu in a blink of an eye var anseeligt meget mindre teenager-ramt. Så ind i bilen igen og hjem mod Løgstør… uden et eneste ord fra den olmt-skulende nu nærmest abdicerende teenager… eller sådan var det i hvert fald efter lidt mere brok og vi hurtigt havde rundet endnu en rasteplads.

20130224-193430.jpg
Resten af dagen har stået på en meget medgørlig, lettere fedtende dreng, der godt ved, at linen ikke er lang, når man har taget sådan en tur. Og nå ja… periodevise glimt af en træt og “mmmmmm”-pyldrende tornado, der var helt klar til at blive puttet kl 18.30.

Og så er det en af de dage, hvor vi minder os selv om ikke bare én, men to betryggende fakta… Op med humøret, det er snart mandag og sovende børn er der intet negativt at udsætte på!

Well hello there…!

SUK!…. Fredag morgen blev indledt med et lidet kært gensyn med den spirende 4-årige teenager – dobbelt suk! Og hvorfor var det så han valgte at stille sit grimme fjæs til skue? Ja, fordi drengen ville have to af sine nye Lego (surprice surprice) Starwars mænd med i børnehave – og sådan spiller klaveret altså bare ikke! Lego er no-go i børnehaven, for det bliver ALTID væk og så har vi balladen med en ked dreng senere, fordi manden mangler hjelmen, hovedet, sværdet, pistolen – you name it – der er mange små ting på en Lego mand, der kan blive væk!

MEN så var det jo, at teenageren valgte at gøre sin indtræden – dog i en lidt anden form end den ellers så velkendte udadreagerende form… Drengen stillede sig med korslagte arme ved siden af skoskabet (ja, ja så langt var vi da nået i bestræbelserne på at komme ud af døren!) og stirrede stift på ja… nok absolut ingenting…. Men det er en god taktik i nu-ignorerer-jeg-dig-indtil-du-giver-mig-hvad-jeg-vil-have fremgangsmåden, hvad drengen så nok ikke havde gennemtænkt var, at moren faktisk mente det, da hun sagde “Det der, det gider jeg simpelthen ikke at se på, du får ikke de nye Lego mænd med og nu tager JEG sko og jakke på og så kører jeg… Skal du med? For så tager du din jakke på… NU!” Eneste respons fra teenageren var stadig nu-ignorerer-jeg-dig-indtil-du-giver-mig-hvad-jeg-vil-have nu med et lille tvist af du-går-jo-alligevel-ikke-uden-mig! Men en ting har den hårdt prøvede tilværelse med en næsten 4-årig teenager og en 4-årig teenager lært os – kom aldrig med trusler, som du ikke har tænkt dig at sanktionere. Så da skoene var bundet og jakken på, sagde jeg pænt “sidste chance – jeg kører nu!”  Drengen stod dog stadig der i sin tyrkertro på, at mor kører ikke uden mig og nu-ignorerer-jeg-dig-indtil-du-giver-mig-hvad-jeg-vil-have – stirrende stift på ja nok stadig ingenting. Så jeg tog pænt min taske, sagde hej og gik ud til bilen… Lad mig afsløre… panikken indtraf nok allerede 10 sekunder efter døren havde lukket sig bag den onde mor. “NEEEJ moaar. Du må ikke køre!” Men onde mor, synes da lige hun skulle sætte lidt ekstra trumf på… Så jeg startede bilen, så den kunne blive varm og DET gjorde ikke panikken mindre hos den nu krympende teenanger. Så ind og få barnet – omend modvilligt – i jakke og sko, slå alarmen til og få låst døren. “Jeg har jo ikke noget legetøj med…!!!” SUK… han var ikke helt væk endnu – den grænsesøgende teenager. Så ind igen – husk-nu-alarmen-husk-nu-alarmen“Du har lige præcis 30 sekunder – sæt igang!”… 3 minutter senere og en bunke knap så skønne ord udvekslinger mellem mor og søn, var vi endelig klar til at indtage den nu varme bil!! SUK…

Billede

En af DE dage…!

Der er gode dage, der er nogenlunde dage og så er der DE dage…! Og det er en af dem, vi kan sætte kryds i kalenderen ved i dag… SUK! Dagen startede ellers meget godt – men så er det ellers gået ned af bakke siden, og ja, det vil så sige siden kl 6.40. Havde fra morgenstunden glæde af Tornadoen, der dog ikke var i dårligt humør, men med FULD fart på fra morgenstunden og max ude på ballade. Den 4-årige teenager valgte da også at gøre sin entre allerede fra morgenstunden af, så… sikke en skøn morgen det blev – med tornadoen, der skulle indfanges for at få ham i jakke, sko og hue – huen holdt dog kun i omegnen af 20 sekunder.  Og teenageren, der liiiiiiiiiiige skulle både det ene, det andet og det tredje – og ja, så skulle der da også fem minutter over afgangstid liiiiiiige findes noget legetøj, som skulle med i børnehaven… Og DET er ikke let, når man har så meget, at man selv har svært ved at overskue det! Men afsted kom vi da – nu med nogen forsinkelse og sure miner fra både mor og teenager til følge.

Afsted på pendler-distancen, der på trods af nærmest sorte veje åbenbart stadig afføder billister, der ikke har opdaget, at der findes noget over 3. gear. Vel ankommet og gårdagens krise ikke klaret, men i opklaring, inden det næste bump på vejen så smukt viste sit grimme fjæs. Men kunne jo i den forbindelse takke mit eget sløvsind for at levere dagens største lyspunkt, idet jeg nu ikke kom til at lave den samme pressemeddelelse to gange, da bumpet affødte en relativt stor ændring i dennes udseende. Man skal vel finde ALT det positive på en af DE dage!?!

Vel hjemme og ankommet i børnehaven starter teenageren ganske smukt i det spor jeg efterlod ham fastkørt i i morges. “Mooooooooooor, jeg vil altså gerne have en pakke nu!” “I får kun adventspakker, så det er jo først på søndag, der er pakke til dig igen.” “Jamen jeg VIIIIIIIL have en nu – vi kan bare køre på posthuset og købe noget!” Måtte jo nok undre mig lidt over, hvor det posthus kom ind i billedet(!), men efter at have forsøgt mig med, at man altså kun kan få frimærker på posthuset og det var måske ikke den mest festlige pakke, hvis det endelig skulle være, “gav jeg op” overfor det stadigt højere talende og gestikulerende barn, der krævede en pakke NU! og begav mig mod bilen i håbet om, at barnet til sidst bare ville følge efter – og jo, det virkede trods alt… Ikke at han stoppede med kræve en pakke NU, men ud i bilen kom han. Og så kunne jeg glæde mig over, at det kun tager ca 3 minutter at køre fra børnehaven og hjem til matriklen! Hjemme på matriklen fortsatte det nemlig stadig i samme spor og nu også med en lettere brokkende tornado i tilkøb… som jeg for øvrigt fandt siddende oppe på skrivebordet, hvor han var igang med at sortere de nye forsikringspolicer – “TAK, men NEJ tak! – og kravl så ned af bordet!” 

Den pakkekrævende teenager, opgav endelig sit pakkeplageri og kastede sig i stedet krævende over lillebrors playmobil julekalender “Vi skal samle DEN hest”, blev der krævet, mens han gentagende gange pegede på den brogede hest på kalenderens forside. “NEJ William – 1) det er IKKE din kalender og 2) bare fordi du allerede d. 1. december valgte at FLÅ alle lågerne op på din Lego kalender, så er det ikke sådan vi gør med Alberts kalender!” efterfulgt af en uskøn fravristning af kalenderen fra teenangeren og endnu et ramaskrig til følge… I stedet blev han spist af med en af de allerede åbnede med ikke samlede Lego poser fra hans maltrakterede julekalender og så var husfreden da nogenlunde sikret indtil den tidlige aftensmad kunne komme på bordet.

Lad os bare afsløre, at tornadoen – nok mest efter morens ønske – sagde tak for i dag 18.10 og teenageren, der endelig ser ud til at være krøbet tilbage i sin skal, er lige i hælene på ham… For sovende børn er der intet negativt at sige om og det kan vel kun blive en bedre dag i morgen!

Ninjagokrigeren og fribryderen