Tornado

Jeg banker dig

Ja jeg ved snart ikke, hvad jeg skal skrive… Da jeg stod og lavede mad legede drengene (alle drengene – Små som stor!) og der blev tumlet, pølet og moslet og trusler (eller løfter om “bank”) blev luftet til stor jubel hos begge unger… Og så skete det – ordene “Jeg banker dig” efterfulgt af en hjertelig latter gik klart igennem fra gangen og ud til køkkenet. Men den skulle alligevel lige vendes en ekstra gang i mit hoved… for der var reelt ingen tvivl hos mig om, at den spæde drengestemme, der havde ytret ordene, tilhører yngsteynglet! Og så er det man tager sig selv i nakken, for midt i det åbenlyst morsomme øjeblik, måtte jeg jo samtidig konstatere, at “Jeg banker dig!” blev drengens første sætning O.o

Ja ja, så blev det da i det mindste ikke “…hey, sexy lady…” og det har vel også en værdi i sig selv!

20130515-201607.jpg

Reklamer

Tornadoen skaber forårsstorme…

… nogle momentvise og kortvarige… andre lange, seje og tålmodighedsudfordrende! Uanset, så er gensynet ikke præget af gensynsglæde og i stedet får vi atter øvet i at tælle til ti – mon vi ikke snart må være åbenlyse talenter ud i disciplinen??? Vi får da i hvert fald sat nogle øve-timer ind på 10.000 timers kontoen!!!

Vi konstaterer i hvert fald, at vi (forhåbentlig bare) er inde i endnu en fase, hvor lunten er kort, sproget (meget) utilstrækkeligt og yngsteynglets personlighed (hmmmm!) skinner mere og mere igennem. Og truth be told, hvis det er hans personlighed, så har vi at gøre med en til tider arrig spektakel, hvis temperament langt overstiger den ellers iltre og temperamentsfulde, rødhårede storebrors. Et stort suk trænger sig på i det stille sind – hvordan skal det ikke gå, når han rammer fasen som den 4-årige teenager…? Den lader vi vist bare lige stå – de grå hår skal nok komme af sig selv alligevel, når vi når dertil!

Billede

Men hvad er det så, der skaber de kraftige forårsstorme over matriklen? Ja helt ærligt… ALT…

  • det man ikke må,
  • det man ikke må få,
  • det man må få, men ikke er det rigtige,
  • det nej, der bliver sagt,
  • det storebror gør,
  • det storebror siger man ikke må,
  • det man gerne må, men ikke kan få udtrykt når sproget halter,
  • det der ikke går hurtigt nok,
  • det der ikke er rigtigt
  • det der stop for Gangnam style efter 10 gennemlytninger,
  • det der Gangnam style, når det nu er noget andet man egentlig vil høre,
  • det youtube traktor klip, der skulle have været et andet,
  • den sut, der er forkert,
  • den trøje, der skal over hovedet,
  • det bidsår, der gør, at man ikke kan komme ud og lege i regnvejr,
  • det forkerte betræk på dynen,
  • ….

Ja listen er lang, og jeg kunne blive ved – for den udløsende faktor er lige så ustadig som det danske forårsvejr.

Når raseriet og frustrationerne udløses, så steer clear, for nu smides der med det der er tættest på fx. i hånden eller munden! Så ofte flyver der sutter, biler, lego mænd mm. gennem luften herhjemme, og ja, hvis ikke der er kasteskyts i nærheden og sutten er fyret afsted, så kan man jo altid lave den sædvanlige smiden sig ned på gulvet og udtrykke sin utilfredshed med skrig og skrål. Behøver jeg sige, at time-outs for alvor er blevet introduceret for det alt-mulig-kastende arrige spektakel… Der til stadighed prøver på at charme sig ud af de efterfølgende sure miner, når glasset med vand flyder på gulvet og storebrors Lego politistation er blevet splittet til atomer…

Og så er det, at den valuta som det frække charmerende smil udgør trods alt devalueres ganske hurtigt!

Billede

 

 

<a href=”http://www.bloglovin.com/blog/7203475/?claim=fz7bcnyadu7″>Follow my blog with Bloglovin</a>

Den korte vej fra smil til tornado

Vejen fra smilende, glad, mildt væsen til tornado er … KORT!!

20130417-195432.jpg
Og i dag meget kort… For med en iPad, der viser traktor og mors telefon, der IKKE skal vise Gangnam Style samtidig, ja så indtræffer uvejrstilstanden at once. Og den antager åbenbart nye former, eller rettere tilføjelser til hans tidligere fremgangsmåde, så nu tæskes der løs på sofaen (som vi tilfældigvis sad i) inden frustration blev rettet mod moren, der først kunne modtage de tæskende arme og efterfølgende forsøgte han at bide (!) mig i ryggen! Jeps, Tornadoen is back in action!

Og så kan man glæde sig over, at han stadig ikke er høj nok til at åbne døre, så man stadig kan gå og efterlade ham i sit eget raseriudbrud, som ret hurtigt aftager, hvis der ikke er tilskuere hertil.

20130417-201534.jpg

Perler … og tornadoer

Glæden ved perler er absolut stor – især for William, men som en sand lillebror synes Albert jo selvfølgelig, at ALT hvad storebror laver må være himlen på jorden… Og så kan det være svært at spise ham af med hans egne stiftperler, sååååå…

20130328-212656.jpg

20130328-212713.jpg
Og det går også ganske fint i kortere tid, for så kommer finmotorikken i samspil med en 22-måneder gammel drengs tålmodig hurtigt til kort og frem kommer glimt af en moden tornado, der med trodsige og hurtigt baskende arme hurtigt kan forvandle den korte perlepladeidyl til et perleinferno!

20130328-213504.jpg

20130328-213523.jpg

Og så kan man jo passende træne i at tælle til ti, mens man alligevel skal samle et par hundrede perler op fra gulvet…

Lorte mor…!

sådan kan man nogle gange føle sig på en tirsdag eftermiddag midt i mareridtstimen – aka ulvetimen… Hvis denne ulveTIME, da så bare kunne begrænse sig til en enkelt time, så var den nok lidt lettere at overkomme, men mange dage og lige for tiden absolut de fleste starter ulvetimen i det øjeblik, vi kommer ind af døren om eftermiddagen, hvilket vil sige et sted mellem 16.00 og 16.45 og så et godt stykke hen i det lettere kaotiske aftensmåltid, måske helt indtil sengetid, hvis det nu går rigtig godt

Og hvorfor ender det så sådan noget nær hver eneste dag – ja havde jeg svaret kunne jeg måske agere på det, men mønstre og vaner skifter som vinden blæser, når det kommer til tornadoer og 4-årige teenagere. Det eneste, der er helt sikkert er følgende hmmm tre ting: 

  1. Albert er SULTEN. Han hænger i køleskabet, skuffer og andet, der kan tænkes at indeholde mad, nærmest fra vi kommer ind ad døren til vi sætter os for at spise aftensmad. Og er der ikke umiddelbar gevinst herved (drengen kan 7-9-13 endnu ikke selv åbne køleskabet!), ja så hænger han sig klynkende og vred i mors og fars ben… Også selvom han allerede har fortæret en halv bolle, en skive grovtoast med smør og pålægschokolade, en gang cheez dippers, tre glas vand og lidt af en sun lolly is! Han nåede desuden at spise en lille Danone yoghurt og mønstre et tornado anfald af hysteri hængende skrigende i mors ben, fordi han ikke måtte få mere 15 minutter før aftensmaden var klar.
  2. Der tigges, råbes, hyles, tudes om kap for at få lov til at sidde med iPad fra begge unger, hvilket fører frem til nummer 3.
  3. Der råbes, skriges, hyles og tudes på skift over, at små utålmodige tornadoer og teenagere ikke kan finde det de tænkte de skulle se, og evnerne til at formidle det overfor forældrene kunne ligeså godt være ikke eksisterende eller forklaringen foregå på russisk, kinesisk eller khmer! Same same, for forældrene fatter stadig hat!! “Jamen mor forstå nu, hvad jeg siger, jeg skal se den Albert så i går!!!” Og så er sagen bare den, at Mr. Busy Index finger aka Albert i langt de fleste tilfælde trykker sig igennem en til otte youtube-videoer i minuttet! So good luck guessing which one is in question!

Og så er der jo alle de uforudsigelige variabler:

  • træthedsniveau hos begge børn… og voksne for den sags skyld
  • HUMØRET
  • besøg af tornadoer og 4-årige teenagere
  • er Albert i drillehumør
  • jagter Albert Hemingway rundt i huset fægtende med et lyssværd eller en legetøjs pistol
  • … og alle de andre – utallige – ting, der kan spille ind i ulvetimen

Og det er jo bare de ting, der spiller ind inden aftensmaden rammer tallerkenerne! For så kommer det næste problem, at få ungerne til at indfinde sig ved bordet. Albert kan jo for det meste hurtigt lokkes op til bordet – bare fordi der er udsigt til mad! – mens det er en helt anden sag at få William til at indfinde sig.

Tag for eksempel i går, som er første gang nok nogensinde, hvor Albert ikke har fået aftensmad (og det ikke er fordi han har været syg)… Der var gået iPad i den, for at sige det på godt dansk – for begge unger. William kom først da vi var færdige med at spise og der var blevet kaldt 5,6,7,8,9 gange og han fik af vide, at nu ryger maden af bordet og så er der ikke åbent for køkkenet igen før til morgenmaden. Det fik ham til til sidst at reagere og han fik da også spist lidt. 

I dag fløj Albert til bordet, mens det koksede fuldstændig med William… Fordi han var træt og uopmærksom… kras bang og så lå der en iPad på gulvet med skærmen nedad, fordi han havde lagt den yderst på armlænet og så raget den ned da han vendte sig om… Det udløste en hurtig og nok lidt vred reaktion fra moren, hvor der blev sagt, at så er der bare ikke mere iPad! Og så gik han ellers i selvsving! “Dumme mor! Jeg gider ikke sidde ved siden af dig, jeg vil sidde et andet sted!” Men hvor han ville sidde kunne han jo ikke svare på, for han ville ikke sidde ved mor, heller ikke ved far og absolut heller ikke for enden af bordet… og så løber vi jo lige som ret hurtigt tør for andre valgmuligheder, alt imens han ligger sur og tvær på gulvet og råber og brokker over, at han “vil sidde et andet sted!”, som han jo så ikke kan svare på hvor er. Så det blev moren, der bestemte det for ham, og det blev til sidst i hans seng indtil han var sød igen… Og lad mig bare slå fast… time-outs sucks! Big time! i hvert fald hos os! Det er med skrig og skrål og trusler om fratagelse af “goder” fra forældrenes side af.

… og så har jeg slet ikke nævnt spørgsmålet om, HVAD der bliver serveret!!!

 

Og ja, så er det man føler sig som en frygtelig lorte mor på sådan en tirsdag eftermiddag/aften, hvor alting igen går i hårdknude og det eneste man ser frem til er puttetid – no offence, but joyous bedtime!

Og så var der det der med truslen om fratagelse af et gode… lad mig afsløre, at iPad’en er blevet stemt af øen for et par dage – i hvert fald i teorien og det talte ord – men virkeligheden ser måske alligevel anderledes ud i morgen eftermiddag når ulvetimen indtræder klokken 16.45 og jeg er alene med begge unger. Ja begrebet ryggrad som en regnorm kan med fordel benyttes, men fem minutters ro er nu engang bedre end fem minutters skrig og skrål fra tornadoen og teenageren… Og nu sover de begge!!! Så det giver da på den anden side af 10 timers fred og ro!

1-2-3-4-5-6-7-8-9-10-1-2-3…

4-5-6-7-8-9-10-1-2-3-4-5-6-7-8-9-10… Ja, og det er ikke fordi vi øver i at tælle til ti med Albert! Til gengæld har både mor og far fået rigeligt med træning både i går aftes og her til eftermiddag, da dagene har været lige lovligt velbesøgte af både teenagere og tornadoer… og det i udbrud vel at mærke!

Fredag aften bød på visit af teenageren, og det lige midt i maden, hvilket affødte en nok lettere tøsesur mor resten af aftenen. Men det kan man jo risikere at blive, når man er blevet kaldt dum, dumme mor og lignende de første 30 gange i løbet af mindre end 30 minutter. Og så er det godt, at jeg har et syværelse, hvor jeg kan gå ned og lukke døren eftertrykkeligt efter mig. Billede

Det kom der et par forårsagtige bukser i æbleprint med sorte lommer og sort linning ud af… Ikke at Albert mangler, så til salg med dem og de var da også væk i løbet af meget kort tid. Så fik jeg alligevel lidt ud af alt det tællen!

I dag har tornadoen så smukt overtaget depechen! Heldigvis ikke fra morgenstunden af, hvor humøret hos både William og Albert var i top. Så en tur i Stof & Stil for at få fyldt lidt ekstra op i stof-lageret fra formiddagen af, indkøb af længe efterspurgte legetøjs håndjern til William og ellers bare hygge… lige indtil vi næsten nåede hjem.

“AAAAJ Albert, du skriger så højt, at du vækker mig!”

Sådan lød William efter en brutalt skrigende Albert fik vækket ham af sin skønhedssøvn i bilen på vej hjem fra Aalborg.

Billede

Billede

For så kom stormen og den udviklede sig hastigt til en tornado… Faktisk allerede inden vi nåede ind, havde han trillet rundt på skærverne i vrede over… ja if I only knew! Og sådan har han så fortsat lige ind til puttetid – med små momenter af opklaring og ellers bare full blown tornado. Og det er ikke fordi tornadoen er blevet mindre i styrke og omfang siden jeg første gang beskrev fænomenet. Så hermed, som en lille re-run, opdateret med tornadoens nyere tilføjelser til hans fremgangsmåde…

Tornadoens cause of action: 0) Læg armene trodsigt over kors, 1) SKRIG!!!, 2) KYL alt hvad du har i hænderne efter det sted, hvor det laver størst mulig skade, 2,5) SLÅ! Hvis ingen personer er i nærheden kan skabe, stole, borde, vægge og andre overflader også bruges, 3) KAST dig ned på gulvet – stadig skrigende, 4) RUL rundt – stadig skrigende, 5) kommer du i din rullen i nærheden af andre ting, der kan kastes med – SAML DET OP OG KYL det afsted fra liggende position eller alternativt rejs dig op KYL det afsted og smid dig ned igen, 6) spark med benene og slå gentagende gange med knyttede næver i gulvet, 7) ved manglende opmærksomhed fra forældre eller andre tilskuere… bank hovedet ned i gulvet. Hvis dette ikke udløser reaktion, så 8) FLYT aktionen tættere på forældre eller andre tilskuere, 9) SAML evt kasteskyts op og START IGEN fra nr 2… Og ja, hvorfor så ikke fra nr 1??? Ja, punkt 1 er helt essentielt i et hvilket som helst tornadoudbrud, så det stopper ikke, bare fordi tornadoens bane ændrer sig! Og så den den helt nye dugfriske tilføjelse… 10) Lav chicken-run mod vægge, dog uden at afvige i sidste øjeblik eller nik skabslågerne en skalle efter at have tæsket løs på dem med knyttede næver alternativt flad klaskende hånd.

Og her er der så nu indført time-out i sengen – ikke til tornadoens store tilfredshed, der vælge at klare de to minutter i FULD lungeudblæsning – SUK! Men ikke desto mindre – så fastholdes time-out’erne. Har de nogen effekt – NOPE, nada, none what so ever! – i hvert fald ikke han giver udtryk for. Men mon ikke det snart fænger an, at tornado-lignende adfærd accepteres ikke og har konsekvenser… Nøjagtig ligesom det har, når teenageren kigger frem!

Og så burde man lade være med at gentage sig selv… MEN!!! Der er intet negativt at sige om sovende børn og tornadoer i dvale. End of discussion!

Billede

Albert i et kort tornado frit øjeblik i løbet af eftermiddagen. Kort efter synes han, han skulle lave service på symaskinen – med en skruetrækker…. Det var sy-maskinens indehaver (moi) ikke helt enig i og frem fløj tornadoen, der da straks begyndte at tæske løs på symaskinen med skruetrækkeren… Var der nogen, der sagde time out?!

Gensyns glæde! for både forår og små bedste venner

Er der noget bedre end bedste venner og den glæde de kan afføde? Mindstemanden Alberts bedste ven i hele verden er uden tvivl Isak – som han også har kendt siden de begge bare var nogle små smukke skrigende, skidende, nogen gange sovende, men altid lækre babyer, så de går way back, selvom det ikke er så længe når man kun er 21 måneder. Til gengæld ser de hinanden alle hverdage (vel at mærke når begge er friske og uden feber og anden dårligdom) – for de går også i dagpleje sammen… Sørme godt det kunne lade sig gøre at påvirke mini ishavhelten Isaks mor!!
I dag står så på gæstedagpleje for begges vedkommende og i dagens anledning samme sted. Albert og jeg gik der over med barnevognen og vi ankom hos gæstedagplejer Annemette samtidig med Isak og hans mor… Og glæden var umiddelbar og stor for begge drenges vedkommende, da de spottede hinanden! Smil, glæde, snak og en lille smule glædes basken (en slet skjult rest fra deres tid i pingvinduoen). Og så skulle man måske tro, at de ikke har set hinanden i et par dage, men nej, sådan er det hver morgen… Og det må vel være lykken at tilbringe hver dag i selskab med sin bedste ven – nok også derfor gensyns glæden er så stor!

Den anden gensyns glæde gælder foråret – der nu faktisk er kommet… Det siger kalenderen i hvert fald og solen, har da også skinnet smukt fra morgenstunden af… Det er da lige til at blive glad i låget af, n’est pas?

Billede